Ny direktør til Kolding Havn

Ny direktør til Kolding Havn

Det er den nuværende direktør for AMU SYD, Heino Svenningsen, som fra den 15. september tiltræder stillingen som havnedirektør i Kolding Havn. Med i bagagen har han erfaring fra både den offentlige sektor og det private erhvervsliv

Det er en kommende havnedirektør med erfaring fra topstillinger i Falck samt den nuværende direktør­stilling hos en stor spiller indenfor uddannelsesområdet, som er klar til at tiltræde den ledige stilling med opstart pr. 15. september.

- Det har været en grundig proces, vi har været igennem med hjælp fra Mercuri Urval, udtaler bestyrelsesformand for havnemyndigheden Kolding Havn og 1. viceborgmester i Kolding, Birgitte Munk Grunnet i forbindelse med præsentationen af den nye havnedirektør.

- Vi har set en meget stor interesse for stillingen, hvilket naturligvis er positivt – samtidig er det et yderst kompetent ansøgerfelt, som vi har arbejdet med til den vigtige post som havnedirektør.

- Vi har peget på den nuværende direktør for AMU SYD, Heino Svenningsen som vores kommende direktør for Kolding Havn, fordi han har den rette sammensætning af kompetencer fra både privat og offentligt regi.

Med den nye direktør ved roret, er Birgitte Munk Grunnet overbevist om at man kan omsætte havnens strategiske mål til virkelighed. Og dermed venter der også ganske mange tiltag indenfor en overskuelig tidshorisont.

- Personligt ser jeg frem til bestyrelsens tætte samarbejde med Heino Svenningsen og Kolding kommune om fremtidens store projekter, som får betydning for både erhvervshavnen og Kolding by.

- Vi har en ny og meget kompetent havnebestyrelse med stærke kompetencer og erfaringer, så jeg ser med sindsro frem til den fortsatte udvikling på havnen.

En direktør med humor og værdier
Heino Svenningsen siger om sin kommende tiltrædelse som havnedirektør:

- Kolding Havn har et unikt udgangspunkt med sunde forretningsområder, som jeg ser frem til at involvere mig i og udvikle mere. Man kan nå langt med en klar ansvars- og rollefordeling – min erfaring er, at man kan nå unikke resultater gennem samarbejde og gensidig forståelse.

Det er da også med med en vis ydmyghed, Heino Svenningsen tiltræder som direktør for Kolding Havn.

- Jeg bærer nogle værdier med mig, som kan sætte retning for mit virke på havnen: Det er åbenhed, for ikke at sige transparens, med en klar dialog samt ansvarlighed, troværdighed og kvalitet i vores daglige bestræbelser.

Blandt den kommende havnedirektørs øvrige kompetencer spiller humoren en væsentlig rolle.

- Jeg bruger min naturlige humor og det gode humør i hverdagen – det fungerer godt samtidig med et stort personligt engagement i opgaverne. Dem, der kender mig vil nok sige, at jeg altid har høje ambitioner i opgaveløsningerne og at tingene skal gøres ordentligt.

Heino Svenningsen ser frem til samarbejdet med alle havnens mange interessenter, som både tæller bestyrelsen og medarbejderne, og i høj grad også havnens virksomheder samt kommunens forvaltninger og øvrige repræsentanter.

Heino Svenningsen er 55 år og bor med familien på en firlænget gård ved Egtved – hér kan man møde både vindyrkning og høns, ligesom interessen for jagt og naturen dyrkes. Foruden gården har familien et sommerhus ved Vesterhavet.

-hawin

Læs mere om havne

2/8 2022