Nordjylland har færrest tomme lagerlokalerKim Jacobsen, partner i Nordicals i Aalborg.

Nordjylland har færrest tomme lagerlokaler

Nordjylland har landets laveste udbud af lager- og produktionslokaler, viser tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Virksomhederne har masser af ordrer og henter produktion tilbage fra udlandet, og så er der kun blevet bygget lidt de senere år, lyder forklaringen fra to lokale erhvervsmæglere

Nordjylland går ind i 2020 med en slags danmarksrekord for erhvervslivet: Landsdelen er det område, hvor der er længst imellem ledige lagerlokaler, logistikbygninger og fabrikshaller. Det viser tal fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

- Ved årsskiftet er blot 1,4 procent af de samlede lager- og produktionskvadratmeter i Aalborg, Frederikshavn, Hjørring og de øvrige nordjyske kommuner udbudt til leje eller salg. Det er markant under landsgennemsnittet på 1,9 procent og samtidig det laveste i de ni områder, hvor vi løbende følger tallene, siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er lidt over 1.450 produktionslokaler og lagerhaller udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk lige nu. 145 af dem ligger i Nordjylland, heraf 48 i Aalborg Kommune, 38 i Frederikshavn, 22 i Hjørring og 11 i Mariagerfjord. De øvrige syv kommuner tilsammen har blot 25 ledige lejemål.

- Virksomhederne har gode tider. Der er optimisme, og der bliver investeret. Vi fornemmer også, at nogle trækker dele af produktionen hjem igen fra Østeuropa, typisk de mere krævende processer. Vi er begyndt at se stigende lejepriser, og der bliver brug for, at ejendomsinvestorer igen retter fokus mod dette segment, så vi får nybyggeri. Reelt er der mangel på lokaler, fordi mange af de ledige kvadratmeter er ældre og utidssvarende, siger Kim Jacobsen, partner i Nordicals i Aalborg (tidligere Nybolig Erhverv).

I dag foretrækker virksomheder bygninger med fx højt til loftet, med læsseramper, med gode tilkørselsforhold og med lavt energiforbrug.

- Der er ikke meget at vælge imellem, for der er ikke blevet bygget særligt meget efter finanskrisen. I andre dele af landet, fx syd for København og i Trekantområdet, ser vi flere eksempler på, at investorer bygger uden at have lejere på forhånd, men det sker næsten ikke heroppe. Undtagelsen er Aalborg Havn, som snart går i gang med 6.000 kvadratmeter lagerplads, siger Frank Jensen, direktør og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aalborg.

Som eksempel på vækst i lokale virksomheder nævner Frank Jensen Agito Medical, der forhandler brugt hospitalsudstyr. Virksomheden havde cirka 3.700 kvadratmeter i Svenstrup lidt syd for selve Aalborg og flyttede i slutningen af 2019 til omtrent 5.100 kvadratmeter i Nørresundby.

Samlet har Aalborg og de øvrige nordjyske kommuner lige knap 13,6 millioner kvadratmeter lagerhaller, logistikejendomme og produktionslokaler – kun overgået af Sydjylland med 19,6 millioner kvadratmeter og Østjylland med 16,4 mio.

-hawin

 

Om Ejendomstorvet.dk

Ejendomstorvet.dk har et af Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt cirka 9.800 lokaler og ejendomme i alle kategorier.

Data kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer.

Ejendomstorvet.dk har mere end 130.000 besøgende hver måned, og i 2018 formidlede portalen solgte ejendomme og indgående lejeaftaler for en værdi af næsten 11 mia. kr. og udvidede desuden antallet af udbydere og annoncører kraftigt.

 

Fakta om lagerhaller og produktionslokaler i Nordjylland

  • Andel ledige lokaler: 1,4 procent – stort set som før finanskrisen
  • Andelen af ledige lokaler var i første halvår af 2019 nede på 1,1 procent
  • Andelen af ledige lokaler toppede med næsten 3 procent i 2012 i kølvandet på finanskrisen
  • Nordjylland har knap 13,6 mio. kvm lagerhaller og produktionslokaler – svarende til 13 procent af de samlede lager- og produktionskvadratmeter i landet
  • I Nordjylland er lige nu udbudt 145 industrilokaler og lagerlokaler via Ejendomstorvet.dk:

o   Aalborg – 48 lokaler

o   Frederikshavn – 38

o   Hjørring – 22

o   Mariagerfjord – 11

o   Brønderslev, Jammerbugt, Morsø, Rebild, Thisted, Vesthimmerland – i alt 23 lokaler

o   Læsø – ingen udbudte lokaler

 

Læs mere om lagerhoteller

7/1 2020
  • Dansk Niels Bo

    Dansk Niels Bo

    Transportvogne, plastkasser, affaldshåndtering og lagerudstyr.
  • Lindab

    Lindab

    Industriporte. Stærke og energirigtige porte. Dansk produceret med kort levering