CombiLift styrker sig i Skandinavien
Der er stor interesse for irske CombiLifts gaffeltruck og samlede løsninger til intern transport. I Danmark og Skandinavien står N.C. Nielsen for importen af maskinerne.
Af Hans Windeløv
Den irske gaffeltruckproducent, CombiLift, øger sine skandinaviske aktiviteter. Det sker blandt andet ved, at importøren, N. C. Nielsen, ansætter en dedikeret produktchef og åbner et nyt kompetencecenter på adressen i Karlslunde i Storkøbenhavn.
- CombiLift er har haft en fremgang på 70 % de seneste fire år. Der er stor efterspørgsel efter vore maskiner, som flytter særligt gods, der er tungt, langt og i det hele taget akavet. Hos CombiLift er en af styrkerne, at vi er gode til at se på helheden og det samlede billede hos kunderne.
- Vi ser på deres behov, foretager en række analyser og er klar med en rådgivning, der både handler om indretning af faciliteterne til den interne transport og om de rette maskiner. Det handler om at få de forskellige elementer i den interne transport til at spille optimalt sammen.
- Her er vi eksperter, både når det handler om traditionelle lagre og terminaler, og når det drejer sig om virksomheder, hvor man håndterer store og tunge emner, som eksempelvis i betonindustrien, vindmølleindustrien, hos trælasthandlere og aktører i byggebranchen. Dermed bliver der tale om den rigtige løsning. Det har vi haft utrolig stor succes med, forklarer Ulrick Staudal, som er salgschef for Skandinavien hos CombiLift.
4-vejs truck er et hit
I Skandinavien er der et stort potentiale for den irske truck- og logistikleverandørs løsninger.
Det er N.C. Nielsen, som importerer CombiLifts truckløsninger, og det er hos importørens afdeling i Karlslunde, at man etablerer det nye kompetencecenter, som skal tage sig af totalløsningerne med både analyser, rådgivning og design.
-Vi ansætter en specialist, som skal stå for løsningerne i Danmark. Ulrick Staudal tager sig af resten af Skandinavien. Men de to kommer til at arbejde tæt sammen om mange af løsningerne, siger marketingdirektør hos N.C. Nielsen, Jens Wøldiche.
Som han kommer ind på, har CombiLift haft en forrygende omsætning de seneste år. Og meldingerne om fremtiden ligger helt i tråd med den seneste succes.
- CombiLift satser på at fordoble omsætningen inden for de næste fem år. Vi kan se, at der er stor efterspørgsel på deres løsninger, også her i Skandinavien, hvor blandt andet deres elektriske 4-vejstruck er efterspurgt.
- Ved at opgradere indsatsen på medarbejderfronten regner vi med at kunne skabe øget salg og dermed bidrage til den fremtidige vækst, hos både CombiLift og hos os selv, siger Jens Wøldiche.