CombiLift trækker det tunge læs

CombiLift trækker det tunge læs

Hurtig og effektiv varehåndtering af tungt og stort gods skaber værdi hos kunderne. CombiLift har succes med udviklingen af maskiner, der klarer opgaverne i stål-, beton- og papirindustrien, hos vindmølleproducenter og hos offshore- og logistikvirksomheder. Det kan man skrive under på hos CombiLifts skandinaviske afdeling

Af Hans Windeløv

Der er tungtvejende argumenter for at gå i nærmere dialog med CombiLift, når det handler om at flytte stort og tungt gods effektivt og sikkert. Den irske producent af materiel til varehåndtering har nemlig succes med sine løsninger, der transporterer enddog meget store og meget tunge emner.

Her er det altså ikke kun 40 fods containere med den gængse vægt på 35 ton, der er tale om. CombiLifts Straddle Carriers, deres Combi-MG og nu også deres nyudviklede SPMT’ere kan løfte, manipulere og transportere emner på op til 100 ton.

De kan samtidig gøre det effektivt, sikkert og på en måde, som gør det muligt at opnå væsentlige pladsbesparelser. 

Kundespecifikke maskiner
Både Straddle Carriers og Combi-MG, altså Mobile Gantry-løsningen, løfter emnerne mellem to sæt hjul, som ikke kræver meget plads for at køre mellem de lagrede emner. Når maskinerne løfter godset, transporterer man simpelthen godset hen over andre emner. Dermed skal man heller ikke først flytte emner for at nå ind til det gods, man skal have fat i. Man undgår flaskehalse og kan lave fleksibel og pladsbesparende varehåndtering, som altså også er effektiv.

De mange muligheder for at håndtere lange og ukurante og meget tunge emner er da også noget, kunderne i mange forskellige segmenter har lagt mærke til. 

- Vi har mange kunder i både trælastbranchen og stålindustrien. De seneste år er der også blevet rift om vore løsninger i både vindmøllebranchen, byggebranchen og betonvareindustrien. Maskinerne er nemlig alsidige og kan nemt modificeres, så de passer perfekt til en given kundes specifikke behov, siger Ulrick Staudal fra CombiLifts skandinaviske afdeling.

C-Hook til stål og papir
Han kommer ind på, at Combi-MG-løsningen gør det nemt at flytte lange og tunge beton- og stålelementer, ligesom man også nemt håndterer både vinger, naceller og tårnsektioner til vindmøller.

Maskinerne er opbygget med to sæt hjul på hver side af en tværbom, der er hævet over hjulene på master, som med teleskopteknologi løfter og sænker tværbommen. Under bommen kan man montere forskellige aggregater, som passer til det, man skal løfte. Og her er man hos CombiLift ikke bleg for at udvikle skræddersyede løsninger til kunderne.

- I løbet af det sidste års tid er også papirindustrien blevet opmærksom på vores løsninger. Og den ’C-Hook’, vi har udviklet til håndtering af stål-coils, fungerer faktisk også fint til håndtering af både kabeltromler og de kæmpestore papirruller. Det har skabt interesse hos såvel papirproducenterne som hos de aktører i vareforsyningen, der håndterer rullerne, siger Ulrick Staudal.

Med og uden teleskopløft
Combi-MG-løsningen bliver leveret i flere størrelser, i forskellige højder, med forskellige bomlængder mellem hjulene og med og uden teleskopløft. Alt efter kundernes behov kan løfteaggregaterne under tværbommen både løfte og forskydes langs med bommen. Det gør udstyret alsidigt og meget fleksibelt.

I forbindelse med håndtering af vindmøllevinger, som kan være meget lange, benytter man ofte en Combi-MG sammen med en dolly. Dolly’en er en mindre udgave af Combi-MG’en, som både støtter og styrer transporten af vingerne.

- Vingen hænger i et ophæng under Combi-MG’en, som er i stand til at rotere vingen, så den fylder så lidt som muligt, både under transporten og når man sætter den på lageret. Samtidig er maskinen og dolly’en nemme at styre enten via fjernstyringen eller fra de maskiner, som er udstyret med kabiner. Operationerne med lange og tunge emner kræver, at flere personer kommunikerer. Til gengæld har man udsyn og overblik over både gods og maskiner, forklarer Ulrick Staudal. 

Intet behov for kontravægt
Grundlæggende er det altså både effektivt, smart, sikkert og en økonomisk velovervejet måde at transportere det såkaldte ’Heavy-duty-gods’, mener Ulrick Staudal.

Som han kommer ind på, betyder løftet af godset under bommen og mellem hjulene på Combi-MG’en endvidere, at kontravægt ikke er nødvendigt. Maskinerne løfter kun selve godsets og så maskinens egen vægt.

- Flytter man 80 ton, kræver det altså ikke ekstra 80 ton kontravægt, som traditionelle gaffeltruckopbyggede maskiner har brug for. På den måde er det også nogle helt andre krav til underlaget, som gælder. Håndterer man emner på op til 80 og 100 ton, skal man ikke have et underlag, som klarer belastninger på over 200 ton. 120 er rigeligt. Det betyder altså en del, når man faciliterer nye områder til produktion og håndtering af de meget tunge emner, siger Ulrick Staudal.

Gods håndteres af samme truck
Irske CombiLift har leveret udstyr til mange virksomheder i hele verden. Fælles for det udstyr, som bliver leveret, er, at det løser opgaver, som traditionelle maskiner har sværere ved at klare lige så effektivt.

- Vore maskiner er designet, så de nemt klarer transport af store, tunge og ukurante emner på ujævnt underlag. Nogle af vore mindre 4-vejstruck kan dermed flytte gods fra lastbilerne på udendørsarealer og ind på lagre og logistikcentre, hvor de indlagrer det. Og også den anden vej, når man afsender gods. Det sparer en operation med en truck, som håndterer varerne uden for, hvorefter en anden truck klarer operationerne indenfor på lageret.

Som Ulrick Staudal forklarer, er der også bud efter maskinerne i Danmark. Også de helt store af dem.

- Vi har leveret Straddle Carriers og Combi-MG’en flere steder i Skandinavien, hvor både vindmølleindustrien, betonproducenter og stålgrossister efterspørger dem. Ligeledes leverer vi maskiner i både Sverige og Tyskland fra den danske afdeling og har i det hele taget godt fat i et marked, hvor der bliver stillet store krav til materiellet til varehåndteringen og til vore samarbejdspartnere.

24/4 2019
  • Global AGV 2 løfter nu to tons

    Global AGV 2 løfter nu to tons

    truck ›Den danske producent af førerløse truck har, på opfordring fra sine kunder, udviklet en ny model, der kan give flere muskler til transport i produktions- og lagerhaller
  • Logistikken går som varmt brød

    Logistikken går som varmt brød

    truck ›Et nyt anlæg på det italienske bageri Baulis fabrik i Castel d’Azzano centraliserer og automatiserer palleteringen af bagværk. Uteco Contec og Interrolls løsninger sørger for at anlægget håndterer op til 2.000 kasser i timen
  • Aalborg Portland udskifter diesel med el i tung cementlogistik

    Aalborg Portland udskifter diesel med el i tung cementlogistik

    truck ›Tre nye Linde X50 el-truck skal sikre høj oppetid, et bedre arbejdsmiljø og lavere omkostninger, når Aalborg Portland hver dag håndterer tunge paller med cement. N.C. Nielsen har leveret truckene med skræddersyede Lithium-ION batterier, og elektrificeringen er nu integreret i en del af produktionen hos Aalborg Portland, hvor dieseltruck i mange år har været det oplagte valg
  • DAN Palletiser fejrer 50 år med over 1000 anlæg

    DAN Palletiser fejrer 50 år med over 1000 anlæg

    truck ›COO i den danske specialist i palletering, Michael Christensen ser lyst på fremtiden efter at virksomheden for ni år siden blev en del af Nordens største automationshus, BILA
  • Combilift giver fremtidens teknikere et løft

    Combilift giver fremtidens teknikere et løft

    truck ›Den globale producent af materialehåndteringsudstyr, Combilift, har lanceret et nyt initiativ, der har til formål at tilskynde unge til at vælge en karriere inden for teknologi og produktion
  • Ny reachtruck fra Jungheinrich

    Ny reachtruck fra Jungheinrich

    truck ›Med den nye ETV 4i, der har en lastekapacitet på 1,4 til 2,5 ton, lancerer Jungheinrich en kraftfuld reachtruck, der er gennemgående designet med henblik på maksimal produktivitet. Kunderne har kunnet bestille den nye reachtruck fra den 1. september 2026
  • Dobbelt jackpot på lageret

    Dobbelt jackpot på lageret

    truck ›Gaffeltruckproducenten Clark lancerer en ny serie elektriske højløftspalletrucks med lithium-ion-teknologi. Seriens seks modeller med lastekapaciteter fra 1200 til 1600 kg er målrettet transport, stabling og ind- og udlagring i industri, detailhandel og logistik
  • N.C. Nielsen lancerer Konecranes Generation D

    N.C. Nielsen lancerer Konecranes Generation D

    truck ›En helt ny platform til tung intern transport, containerhåndtering og terminaldrift er nu på markedet. Den helt store nyhed er en elektrisk reachstacker