International gaffeltruckpris ser dagens lys
Ny international truckpris skal booste konkurrencen og skabe større fokus på gaffeltruck og truckbranchens profilering på logistikområdet
Af Hans Windeløv
Planerne og ideerne med at uddele prisen blev for nylig præsenteret i Hannover på CeMAT’s internationale pressekonference.
Priser booster konkurrencen
Bag begivenheden står VDMA Materials Handling og Logistics Systems Sector Association, som er henholdsvis initiativtager og sponsor af prisen.
- IFOY-prisen bliver givet til de bedste industrielle truck og relaterede løsninger i en neutral og gennemsigtig udvælgelsesproces, som sker på baggrund af den højeste grad af ekspertise fra specialister på området, siger Sascha Schmel fra VDMA Materials Handling and Logistics Systems.
Som han forklarer det, er målsætningen at dokumentere kapaciteten for truckydeevne og stille skarpt på den udviklingsmæssige drivkraft på området for industrielle truck.
- Det er netop for at vise, at producenterne tager opgaverne med at lave optimale løsninger til den interne transport temmelig alvorligt. Vi forventer, at priserne, som bliver uddelt på baggrund af test af ydeevnen, vil booste konkurrencen på truckområdet og øge fokus på hele sektoren for intern logistik. Som jeg ser det, er der al mulig grund til, at producenterne skal tage godt mod initiativet, siger Sascha Schmel.
Et frisk pust
Prisen bliver uddelt årligt allerede fra år 2013 i samarbejde med CeMAT-messen.
- Med sine mange integrerede begivenheder er verdens førende messe for intern logistik uden tvivl det helt rigtige sted at præsentere den nye ’industri Oscar’, siger dr. Andreas Gruchow, som sidder i bestyrelsen for Deutsche Messe AG i Hannover.
Juryen, som tildeler prisen, består af internationale journalister, som alle har lang tids erfaring med og stor ekspertise inden for trucksektoren og området for intern logistik.
I den internationale truckbranche ser man den nyindstiftede pris som et frisk pust.
- Vi ser frem til begivenheden og deltager med kandidater i de forskellige kategorier. Vi håber så selvfølgelig det bedste, og i det hele taget virker initiativet som en rigtig god ide.
- Priser, med det der hører med af omtale og prestige, kan være med til at sætte yderligere fokus på den produktudvikling, den grundige forskning og de resurser, vi som producenter lægger i at skabe løsninger, der i sidste ende gør vore kunder konkurrencedygtige, siger Jan Kaulfuhs-Berger fra Jungheinrichs kommunikationsafdeling.