Still going strong
Regnskabsafslutningen for 2012 viser at Still Danmark A/S er kommet godt igennem krisen
De fleste virksomheder har været igennem nogle hårde år i forbindelse med krisen. Og gaffeltruckbranchen har ikke været undtaget.
Før finanskrisen modtog branchen ordrer i stigende takt – det allerstørste år i Danmark var således 2007 med 8.813 ordrede enheder, efterfulgt af 2008 med 7.245 ordrede enheder.
Finanskrisens dramatiske effekt indtraf i 2009 hvor kun 2.912 enheder blev sat i ordre. Gaffeltruckbranchen blev hårdt ramt og markedet blev reduceret med 60 procent.
- Hos Still Danmark stod vi i en situation, hvor det var tvingende nødvendigt at reducere virksomhedsomkostningerne ganske kraftigt og selvom vi var hurtige med effektive og alvorlige tiltag, herunder afskedigelse af en fjerdedel af virksomhedens ansatte, samt reducering af alle øvrige omkostninger med gennemsnitligt 30 procent, tog det alligevel noget tid førend virksomhedens omkostningsniveau faldt endeligt på plads, forklarer administrerende direktør for Still Danmark A/S, Gerner Hoppe.
Fra et rimeligt år i 2008, til krisens blodrøde tal i 2009, hvor pengene fossede ud af kassen bl.a. på grund af lange opsigelsesvarsler, begyndte tiltagene først at virke effektivt i året 2010.
Efter en 24 måneders periode med en meget stram omkostningsstyring kom gaffeltruckproducentens danske afdeling tilbage i sorte tal i 2011. Og med regnskabsåret 2012 ser det meget bedre ud.
Still DK har leveret et driftsresultat på kr. 7,3 millioner kroner, hvilket er en stigning på 65,9 procent i forhold til året før (4,4 mio. kr. i 2011) og årets resultat efter skat blev 3,2 millioner kronder. Det er det bedste resultat i fem-års perioden.
Resultatet for 2012 har således bidraget til at egenkapitalen igen nærmer sig niveauet, hvor den var før finanskrisen. Egenkapitalen andrager nu 36,5 millioner kroner (sammenholdt med 37,3 millioner kroner i 2008).
Det ser fornuftigt ud. Vi er kommet godt igennem krisen med en effektiv 'turn around'. Nu sætter vi kursen på lidt mere vækst, og vi går således efter en større andel af markedet i 2013 – hvor vi også forventer et endnu bedre resultat, siger Gerner Hoppe..
Still Danmark A/S tilhører Kion koncernen. Kion har også aflagt årsregnskab.
Med en total ordreindgang på 141.700 gaffeltrucks og warehouse produkter, tog Kion koncernen markedsandele i 2012 (verdensmarkedet andragede 947.000 enheder).
Den konsoliderede omsætning for Kion i 2012 forøgedes til 4.727 millioner Euro (ca. 35,3 milliarder danske kroner) – en stigning på 8,2 procent i forhold til året før.
Resultatet (EBIT) udgjorde 438 millioner Euro (3,27 milliard danske kroner) – en stigning på 20,2 procent i forhold til året før (2011: 365 millioner Euro). Kion koncernen er således i kraftig indtjeningsvækst.