4-vejs truck optimerer Optimera
Truckløsning med elektriske 4-vejs truck fra Combilift har skabt optimale forhold for logistikken hos byggemarkedskæden Optimeras afdeling i Ringsted
Den danske kæde af byggemarkeder, Optimera, som er en del af Saint-Gobain Gruppen, har opnået maksimal lagerkapacitet og optimalt vareflow på to af sine distributionscentre takket være samarbejdet med truckproducenten Combilift.
Ud over at levere fire 4,8 tons 4-vejs truck fra Combilifts E-serie hjalp leverandøren også til med at designe lageret ved hjælp af sine 3D planlægningsværktøjer og sin logistikservice.
Det har skabt langt mere effektive lagerprocesser, store kommercielle fordele og tilfredse medarbejdere.
Truck med flere spidskompetencer
Hver dag sender byggemarkedet flere tusind sendinger af byggematerialer ud til godt og vel 100 modtagere. Derfor er rationel lagring, pluk og transport af selv de største produkter meget afgørende.
Det system, man har etableret hos Optimeras afdeling i Ringsted, er, ifølge distributionschef hos Saint-Gobain Jakob Andersen, et eksempel på, hvordan brug af personalets erfaringer til udvikling af projektet er helt uvurderlig.
- Før vi gjorde den nye lagerløsning til gipsplader og andet plademateriale helt klar til operationel brug, inddrog vi alle vore medarbejdere i beslutningsprocessen. Truckførernes praktiske erfaringer gav os en indsigt i, hvad det var, vore gaffeltruck egentlig skulle kunne.
- Dette, kombineret med Combilifts evner til at lave kundespecifikke truckløsninger, betyder, at vi har truck, som er 100 % klar til at løse opgaverne, siger Jakob Andersen.
Det betyder også, at de nye gaffeltruck fra Combilift har flere spidskompetencer. De bliver simpelt hen brugt som universaltruck til både at losse varer af lastbilerne i modtagelsen, til at transportere varerne ind på lageret og til at plukke og transportere dem til pakke- og afsendelsesområdet.
Mindre plads til at manøvrere
De nye elektriske gaffeltrucks 4-vejs funktion gør det muligt at spare plads, når man transporterer lange emner rundt på de 10.000 kvadratmeter lager, der er under tag.
Trucken kører sidelæns, diagonalt eller som en helt almindelig truck, alt efter hvad der er mest hensigtsmæssigt. På den måde behøver truckførerne ikke store mængder plads til at dreje og manøvrere med varerne, som man har behov for i traditionelle truck.
C4800-trucken arbejder i reoler med en højde på op til 6,7 meters højde. Og selv om de kun har brug for en gangbredde på 3,4 meter mellem reolerne, er der stadig plads til, at gående lagermedarbejdere kan udføre opgaver til hver side for den.
Batterier med lang levetid blev tilpasset for at kunne give otte til ni timers kørsel inden opladning. Lygter, der giver ekstra arbejdslys, forbedrer endvidere udsynet ved udendørs kørsel, når mørket falder tidligt på om vinteren.
Og så skaber 10 % forøgelse af standardhastigheden hurtigere flow på byggemarkedets 65.000 kvadratmeter store arealer.
Truckløsning giver stor alsidighed
De elektriske truck fra E-serien er perfekte til både udendørs og indendørs brug på grund af deres robuste opbygning og de superelastiske dæk.
Det skaber en høj grad af alsidighed for Optimera, idet tømmer, rør og mange andre forskellige bygningsmaterialer ligger på lager udenfor på arealer med ujævnt underlag.
Kørsel på disse arealer klarer de elektriske gaffeltruck snildt, samtidig med at de også, alt efter lastens karakter, kan løfte og køre med flere paller ad gangen.
Ud over de elektriske truck i E-serien har Optimera ligeledes fundet fordelene ved producentens anden 4-vejs truck – CB – attraktive og har anskaffet et par stykker af dem. I Danmark er det NC Nielsen, som forhandler Combilifts gaffeltruckløsninger.
-hawin