'Det magiske skab' indtager hospitalerne
Fremtidens intelligente transport- og logistiksystem bliver præsenteret på en workshop hos Syddansk Sundhedsinnovation i Odensen
Efter næsten to års udvikling er IHL-projektets partnere klar til at præsentere en prototype på det innovative transport- og logistiksystem, som kan effektivisere logistikken på landets hospitaler.
Præsentationen sker på en workshop fredag den 13. marts hos Syddansk Sundhedsinnovation i Forskerparken i Odense.
Her præsenteres IHL-prototypen, som også går under betegnelsen 'Det magiske skab', med tilhørende servicedesign og brugergrænseflader.
Workshoppen sætter desuden fokus på hospitalernes udfordring med at udvikle ny og bedre logistik, både i et innovations-perspektiv, et lægefagligt, hygiejnemæssigt og et politisk/samfundsmæssigt perspektiv.
Det sker med oplæg fra bl.a. dr. med. og vicedirektør Torben Steen Mogensen på Hvidovre Hospital og professor, dr.med. og forskningsleder Hans Jørn Kolmos ved Klinisk Mikrobiologi OUH.
IHL-prototypen er med støtte fra Markedsmodningsfonden udviklet siden maj 2013 af projektgruppen Intelligent Hospitalslogistik (IHL) med deltagelse af en lang række private virksomheder og fem danske sygehuse.
Målet er at udvikle og tilpasse velafprøvede teknologier, der allerede i dag anvendes til effektiv transport og logistik i andre brancher, sådan at de bliver pålidelige, sikre og hygiejniske nok til at møde kravene på fremtidens supersygehuse.
IHL-prototypens udvikling har ud over de fem deltagende sygehuse involveret en række fagfolk fra andre hospitaler og organisationer.
De har alle været med til at pege på, hvordan IHL-systemet optimeres til at kunne forsyne sygehusets afdelinger med fx medicin, forbrugsvarer, instrumenter og affaldshåndtering.
- IHL-konceptet er i dag det eneste komplette bud på et system, som i løbet af få minutter kan transportere næsten alle ting, som bruges på sygehusene, direkte fra lager og varemodtagelse og ud til personalet og patienterne på afdelingerne. Sikkert, hygiejnisk og intelligent, siger IHL-projektleder Niki Nicolas Grigoriou.
Han glæder sig til at fremvise prototypen for alle, der har bidraget til projektet, og som har interesse i fremtidens hospitalslogistik.
-hawin