’En BigMac med stregkode, tak!’
Havi Logistics har effektiviseret sin logistik og sikret fuld sporbarhed fra producenterne hele vejen frem til den enkelte McDonald’s restaurant. Bag løsningen står danske Lyngsoe Systems
Havi Logistics, der er en af verdens førende distributører til fødevarebranchen, har hovedkvarter i Duisburg, Tyskland, og leverer produkter til en lang række virksomheder, blandt andet til tusindvis af McDonald’s restauranter i 32 europæiske lande. Det foregår fra mere end 55 forskellige distributionscentre i Europa.
At distribuere for en international, amerikansk-ejet burgerkæde kræver en næsten uhørt høj grad af kvalitet, kontrol og dokumentation gennem hele forsyningskæden.
Indsamler sporingsinformation
Det har Havi Logistics løst ved at indføre en it-baseret lagerløsning, som samtidig registrerer og indsamler vigtig sporingsinformation, der skaber gennemsigtighed ind i og på tværs af alle distributionscentre og frem til restauranterne. Systemet er udviklet i tæt samarbejde med McDonald’s og Havi Logistics.
- Uanset hvor i Europa du spiser en Big Mac, vil man inden for få minutter være i stand til at fremlægge fuld dokumentation for alle produkter, der er håndteret og leveret af Havi Logistics. Lyngsoe Systems har spillet en helt central rolle som leverandør af den løsning, der i dag sikrer fuld sporbarhed på alt fra ketchup til salat.
- Med få simple indtastninger kan et produkt spores via batch, holdbarhedsdato, producent eller andre søgekriterier på tværs alle distributionscentre og ud til berørte restauranter. Om nødvendigt kan produktet blokeres i hele Europa på én gang med blot et tryk på en knap, hvilket skaber tryghed for forbrugeren.
- Alle aktører fra producenten og helt frem til den enkelte McDonald’s restaurant kan trække information ud af systemet, forklarer chefkonsulent Per Nielsen, Lyngsoe Systems.
Intuitiv løsning
- Udfordringen var, at kunden gerne ville have overført sine papirbaserede ERP-arbejdsgange til ét it-baseret system, der samtidig kunne bruges til at opsamle og dokumentere sporbarhedsinformationer. Men man var naturligvis ikke interesseret i et kompliceret system, forklarer Per Nielsen og fortsætter:
- Havi Logistics opererer i hele Europa på tværs af sprog og forskellige kulturer. For at gøre det så brugervenligt som muligt har vi overført deres arbejdsmetoder til håndterminalerne, så det ligner de papirbaserede og ikke mindst er lige så fleksible. Vi har sikret, at medarbejderne nu ikke er ’låst’ af teknologien. Hvad der før var muligt med papir, er også muligt via håndterminalerne.
- Der kan deles ordre mellem medarbejderne, man kan afbryde en ordre og tage en hvilken som helst anden, såvel varemodtagelse, pluk, optælling, osv. Hvis det er mere effektivt for en medarbejder at stoppe midt i en varemodtagelse for f. eks. at plukke og senere vende tilbage til den samme varemodtagelse, kan man gøre det. Systemet gemmer information om, hvor langt han er.
- Og det, at man kan stoppe midt i en proces og måske give den videre til en kollega, eller vende tilbage til den senere, gør systemet helt unikt. Vi har taget det bedste fra to verdener. It behøver ikke at være kompliceret.
Stregkoden fortæller alt
Det er en kombination af to stregkoder, der er med til at sikre den høje grad af sikkerhed og sporbarhed hos distributøren.
Producenten forsyner hver sending med en unik SSCC-stregkode, der naturligvis overholder GS1-standarden. Bag SSCC-stregkoden gemmer sig samtlige data fra produktionen, som blandt andet produkt, ingredienser, batch og produktionslinje.
SCC koden scannes hos Havi Logistics ved samtlige lagertransaktioner fra varemodtagelse og frem til pluk og forsendelse. Samtlige leverancer udstyres hver med sin egen SSCC-kode, der indeholder info om det specifikke pluk og samtidig linker tilbage til producent SSCC-stregkoden.
Som sagt skannes pallerne, hver gang de håndteres, og systemet lagrer alle informationer fra samtlige lagre i hele Europa. Når en fragtmand kommer frem til en McDonald’s, sidder der bag på døren ind til lageret et GLN, Global Location Number, som han skanner med håndterminalen.
Systemet fortæller ham nu nøjagtigt, hvilke paller der skal afleveres på destinationen. Hver palle bliver skannet endnu en gang, og systemet har nu registreret, at restauranten har modtaget sine varer.
Nem adgang til info
Løsningen, der naturligvis er web-baseret, har nu fungeret i en årrække og er blevet løbende udvidet og videreudviklet. Hos distributøren er systemet i dag en vigtig brik i et stort og komplekst distributions-flow.
- Det, der gør det unikt, er, at det er fuldstændig transparent. Alle har hurtigt adgang til alle nødvendige informationer. Det er intuitivt og enkelt at bruge, og det har været vigtigt for Havi Logistics, at medarbejderne har nem adgang til de funktionaliteter, de skal bruge i hverdagen, og kun dem.
- Samtidig er det en ægte sporbarhedsløsning med en meget høj grad af dokumentation hele vejen gennem logistikkæden og på tværs af alle vores lagre, simpelthen fordi systemet opsamler sporbarhedsdata, hver eneste gang den pågældende vare håndteres. Systemet kræver mindre vedligehold, fordi det er simpelt i brug, og det har en masse sidegevinster: Eksempelvis kan du bruge de informationer, systemet opsamler, til effektivisering af din kundeservice, dit vareflow, til at skabe mere Lean arbejdsprocesser på distributionscentrene, kort sagt til at gøre virksomheden mere effektiv, understreger Per Nielsen.
-hawin