En rejse i logistikkens verden

En rejse i logistikkens verden

Dachsers Managing Director, Finn Skovbo Pedersen, fylder 60 år - mere end de 40 har han brugt i logistikbranchen

Finn Skovbo Pedersen Managing Director hos Dachser Nordic A/S, der er blandt Europas førende logistikvirksomheder runder 60 år i januar.

Finn Skovbo Pedersen kan se tilbage på over 40 år i branchen, der har været en lærerig rejse med op- og nedture, udvikling og opkøb i en branche præget af hård konkurrence.

Senest har han for femte år i træk sikret Dachser Nordic ny rekord på omsætning og medarbejderantal.

For Finn Skovbo Pedersen har 42 år under samme CVR-nr i transport- og logistikbranchen givet erfaring og viden inden for et erhvervsområde som hele tiden er i udvikling og hvor der konkurreres hårdt.

Dachser har siden sin grundlæggelse i 1930 været i rivende udvikling, og har i dag 471 filialer på verdensplan med 24.900 medarbejdere. Dachser står for 69,6 millioner forsendelser om året.

Fra elev til nordisk direktør

Rejsen i logistikkens verden begyndte for Finn Skovbo Pedersen i 1972, da den dengang 17-årige unge mand startede som elev hos det hurtigt voksende speditørfirma, A/S Ove Haugsted.

Den to et halvt år lange elevtid skulle vise sig at blive fundamentet for en lang og succesfuld karriere indenfor transport- og logistik branchen.

Årene gik, og med adskillige erfaringer i bagagen blev Finn i 2005 Managing Director for Dachser Nordic, da den tyske logistikudbyder købte op i Norden.

For Finn Skovbo Pedersen bød de tidlige år hos Haugsted Gruppen på nationale, såvel som internationale udfordringer.

En udstationering til virksomhedens datterselskab i Dortmund har han også med sig i bagagen.

Efter otte år i Tkland var det i 1984 tid til at vende næsen mod det danske igen. I Danmark fik han ansvaret for hele salget i virksomheden og blev senere medejer af Ove Haugsted Holding, og i 1995 en del af tre-mandsdirektionen i Haugsted International Spedition A/S.

Efterfølgende gik det stærkt med at udbygge det internationale partnernetværk. Da virksomheden i 2005 blev opkøbt af Dachser, startede et ny kapitel som ordførende direktør.

-hawin

14/1 2015