Kundernes behov er i centrum
Firmaet Hørup Maskiner er specialister i skræddersyede løsninger, så kunderne altid får de rigtige truck og de rigtige lagerløsninger og dermed får optimeret logistikforholdene
Motortruck og elektriske truck. Porte og rullebaner til intern transport. Udstyr til håndtering af paller og stykgods. Reoler og inventar til lagre, til terminaler, produktionsvirksomheder samt køle- og frysehuse.
Ja, der er ingen smalle steder, når det handler om de skræddersyede logistikløsninger, som leverandøren, designeren og rådgiveren, Hørup Maskiner, forsyner kunderne med.
Hos firmaet, der holder til i Jelling i det østjyske, er der derfor travlt hver dag året rundt.
- Vi har en rigtig bred tilgang til logistikmarkedet og går ikke af vejen for opgaver, hvor vi kan være med til at optimere og effektivisere lagerdriften og logistikprocesserne. Ved at skærpe den interne transport og varehåndteringen og alle de mellemliggende processer med de helt rigtige løsninger effektiviserer vi kundernes samlede logistik.
- Vi gør dem simpelt hen mere konkurrencedygtige, siger indehaveren af Hørup Maskiner, Søren Melgaard.
En enkelt truck eller hele logistikpakken
Uanset om der er tale om totalløsninger hos en lagerførende eller producerende virksomhed, eller det handler om levering af en enkel truck hos en mindre virksomhed, er der fokus på kundens krav og behov.
- Nogen gange leverer vi blot en standardtruck, der går ind i virksomhedens drift uden de store dikkedarer. Nogen gange har vi forespørgsler af mere kompleks karakter.
- Her bliver vi ind imellem kontaktet af firmaer, der har behov for en løsning, hvor lagerinventar, lagring og pluk skal spille sammen med lager- og ordresystemer, truck, hurtigporte og andet udstyr i en større logistikløsning, der skaber effektiv intern transport.
- Her kan der både være tale om optimering af eksisterende lagerløsninger eller om at designe, implementere og etablere helt nye lager- og logistikløsninger. Uanset hvilket set-up der er tale om, benytter vi altid det bedste udstyr og yder den bedste service, siger Søren Melgaard.
Totalleverandør af Cesabs grønne truck
Når det drejer sig om gaffeltruck og warehousetruck, har logistikleverandøren som importør af Cesab produkter det fulde program på plakaten. Producenten af de karakteristiske grønne truck har i år 70 års jubilæum, så det er produkter fra en erfaren spiller på markedet.
- Man er med andre ord i stand til at levere en komplet truckflåde, med alt hvad det indebærer af diesel- og gasdrevne gaffeltruck og så de elektriske warehousetruck, som bliver produceret i Sverige.
Og lige nu er der stor efterspørgsel på de mindre stablere.
- Vi får en del henvendelser om stablerne. Det er blandt andet fra vognmænd, der bruger dem til håndtering af gods og paller i lastvognene og i trailerne. Lige nu har vi stor succes med dobbeltstableren, S208L. Flere og flere lastbiler bliver indrettet med stolpe- og skinnesystemer, så man kan stable lastede paller i to lag.
- Sådanne systemer skaber nye og anderledes betingelser for varetransporten og sammensætningen af lasten. Her sikrer dobbeltstableren, at håndteringen af godset sker effektivt, sikkert og forsvarligt. Vi har faktisk lige leveret en stor ladning af dobbeltstableren på en lejeaftale til en vognmand, som har investeret i en helt ny flåde af trailere, som laster paller i to lag, siger Søren Melgaard.
Den rigtige truck og den rigtige flåde
Der er i det hele taget tale om et bredt truckprogram, som både tilgodeser de mindre virksomheder, som blot skal have en enkelt maskine eller to og så de store, som opererer med truckflåder. Her sikrer programmet, at der altid er lige præcis den truck, kunderne har brug for. Det sikrer også, at man kan sammensætte den helt rigtige flåde, som på optimal vis binder virksomhedens logistikprocesser sammen.
- Her er vi klar til at rådgive kunder om den rette sammensætning. Vi sørger på den måde for, at man minimerer sine logistikomkostninger, samtidig med at man både sparer tid i varehåndteringen, forbruger mindre energi og brændstof og også udleder mindre CO2.
- Vi har også indimellem sager, hvor vi som totalleverandør i en lagerløsning, ny- eller redesigner hele lagerset-up’et og tænker en truckløsning ind i projektet. Her står vi for at designe og finde den bedste og billigste løsning, hvor de mange processer spiller optimalt sammen. Jo tidligere vi kommer ind i billedet i en sådan løsning, jo bedre vilkår har vi for at skabe den perfekte balance mellem de forskellige elementer.
- Her kan designet af reoler og valg af truck få stor indflydelse for effektiviteten og omkostningerne. Uanset hvornår vi kommer ind i forløbet, sørger vi for, at man får så effektiv en løsning som muligt ud fra de givne forudsætninger, forklarer Søren Melgaard.
Tilpasser løsninger på eget værksted
Ud over at levere de stærke slagnumre af standardtruck, så som S208L, er det lidt af en specialitet for leverandøren at lave kundetilpassede løsninger af de forskellige truck. Blandt andet har mange forskellige former for truckaggregater set dagens lys på leverandørens værksted.
- Vi udvikler og designer selv aggregater og producerer dem på vores værksted. Vi udfører også ændringer og tilpasninger på de eksisterende aggregater og gafler, features og funktioner. Vi tager altid en nærmere snak med kunderne for at afdække, hvilke krav og behov de har til det materiel, de efterspørger.
- Altså, hvilke opgaver skal udstyret løse. Og det gælder både, når vi er i forhandlinger om nye og brugte truck. Da der ikke er langt fra idé til handling hos os, kan vi hurtigt give et bud på en løsning, som vi selv udfører, siger Erik Gosvig.
Han forklarer, at virksomheden også har mulighed for at levere truck, som ud fra de kravspecifikationer man laver i fællesskab med kunden, bliver modificeret på truckfabrikken, siger Erik Gosvig.
Logistikløsninger er en tillidssag
At virksomheden er kendt som en pålidelig leverandør, ses af den tillid, kunderne viser dem. De vender tilbage, og nye kommer til. Det handler naturligvis om, at kvaliteten og priserne på de løsninger og produkter, man leverer, er i orden.
Men lige så vigtigt er den fleksibilitet og imødekommenhed, leverandørens medarbejdere altid udviser. Både når det angår service og ydelser på det leverede materiel, og når det angår de forskellige finansieringsformer.
Rental og operationel leasing er et hit i øjeblikket. Leje i kortere eller lidt længere perioder hører også med til repertoiret og kan være svaret, når sæsonen peaker, eller man vækster mere end planlagt. Under alle omstændigheder er det en fleksibel leverandør, der møder kundernes behov.
- Indimellem går det hurtigt, når kommende og eksisterende kunder har brug en truck eller to. Her og nu. Vi har jo et trucklager, vi løbende opdaterer og holder ved lige. Blandt andet ved at hjemtage de truck kunder har haft i drift på rentalaftaler. I den forbindelse er vi ikke blege for at køre ud med maskiner, vi har på lager, samme dag som behovet melder sig hos kunderne.
- Er der pres på og er kunden eksempelvis nede i kadance, fordi man mangler en truck, må underskrifter og kontrakter om lejeaftaler og rental vente til et senere tidspunkt. Her adskiller vi os nok fra flere af de helt store leverandører. Den slags fleksibilitet har givet pote flere gange, siger Erik Gosvig.
Hurtig udrykning
Hos Hørup Maskiner bliver en stor del af energien da også lagt i den daglige kontakt med kunderne. Uanset om det er logistikløsninger med lagerindretning, porte, ramper, frysehuse eller truck, er man hurtig på aftrækkeren, når der er brug for assistance.
De 15 service- og montagebiler rykker hurtigt ud og assisterer og servicerer, hvis det da ikke drejer sig om at stable helt nye projekter og løsninger på benene.
- Vi dækker hele landet og kan hurtigt være hos både de eksisterende og de potentielle kunder. Det er samtidig vore servicefolk, som foretager de lovpligtige eftersyn af både porte og reoler. Det skaber selvfølgelig også nogle kontakter, som bliver udviklet hen ad vejen og fører til, at samarbejde og leverancer og serviceaftaler bliver udbygget og udvidet.
- Vi har mange strenge at spille på med lang erfaring og dyb og bred viden om logistikverdenen og dens sammensathed. På den måde er vi i stand til hurtigt at spotte, hvor vi skal sætte ind for at hjælpe kunderne bedst muligt, siger Søren Melgaard.