Logistikken sover aldrig
3 PL-virksomheden DKI Logistics er i stand til hurtigt at imødekomme markedets stigende krav om kundespecifikke løsninger
Logistik- og 3PL-virksomheden, DKI Logistics, stormer fortsat fremad. Også i 2012 var der tilgang af nye kunder, samtidig med at virksomheden satte rekord for både omsætningen og fortjenesten med henholdsvis 180 mio. og 15 mio. kr.
Det er virksomhedens proaktive indsats på flere områder, som slår igennem på markedet.
- Vi opererer med forskellige kategorier af løsninger og har både de helt generelle standardløsninger og de mere specifikke ydelser. Derudover laver vi helt kundespecifikke løsninger, og særligt dem kommer der mere og mere fokus på, siger administrerende direktør for DKI Logistics, Preben Borregaard.
Som han forklarer, har man i de seneste to år set en markant drejning i behovet for de ydelser, 3PL-virksomhederne leverer til logistikkunderne.
Nye og skærpede krav til logistikken
Det handler stadig om hurtig levering til den rigtige pris. Men dels har mange virksomheder et behov for, at varesendingerne bliver ’forædlet’ og klargjort, inden de når frem til butikkerne, og dels har den eksplosive stigning i antallet af webshop stillet skarpt på nogle helt anderledes processer i både pluk, sortering, distribution og levering af varerne, fordi det her ofte handler om levering af varer til privatkunder.
På begge indsatsområder gælder det for 3PL-virksomhederne om at kunne omstille sig til de nye og skærpede krav, kunderne har.
- I en lang række virksomheder i detailhandlen kigger man logisk nok på udgifterne til det samlede vareflow, fra varerne forlader fabrikken i Asien, til de ender ude på hylderne i butikkerne. Men der kommer større og større fokus på de sidste få meter, varerne tilbagelægger, fra forretningerne modtager dem, og til de havner ude på hylderne.
- Hvad enten der er tale om franchiseaftaler, detailkæder med flere butikker, eller det er selvstændige forretninger, som får varer fra mange forskellige leverandører, er tid og resurser en afgørende faktor i varehåndteringen.
- I nogle forretninger og kædebutikker bruger man mange mandetimer på at mærke varerne og pakke dem om. Enten som ad hoc-opgaver for salgsassistenterne eller ved at have dedikerede medarbejdere på sagen i nogle definerede tidsrum, forklarer Preben Borregaard.
Klar til produktforædling
Her har der de seneste år åbnet sig et marked for 3PL-virksomhederne, som tilbyder forskellige af disse ydelser for kunderne. DKI Logistics opererer både med en række standardserviceydelser og med skræddersyede løsninger, som hver især optimerer varehåndteringen i denne specifikke del af processen.
- Hvad enten det handler om tøj og tekstiler, elektronik, værktøj, møbler, solceller, øl og sodavand eller andre produkter, er vi i stand til at bringe hele varehåndteringen og produktforædlingen op på et rigtig højt niveau. Ud over at tømme containere med varerne, når de ankommer fra Fjernøsten, sørger vi for at pakke varerne ud, forsyne dem med mærker, priser og emballage, alt efter de respektive kunders ønsker.
- Det gør vi, så det passer lige præcis til de enkelte forretninger. Når butikkerne modtager varerne, er de klar til at blive lagt på hylderne. Det er tids- og resursebesparende. Samlet set minimerer vore ydelser omkostningerne for butikkerne. Samtidig får man en langt mere effektiv varehåndtering og mulighed for højere vareomsætning, fordi varerne altid ligger klar, forklarer Preben Borregaard.
Ingen kunst at flytte paller
Logistikvirksomheden tilbyder en lang række serviceydelser og har 165.000 m2 lager under tag fordelt med 95.000 m2 i Horsens og 70.000 i Køge.
Som Preben Borregaard forklarer, er man i stand til at levere hele paletten og mere til af 3PL-ydelser. Lige fra de traditionelle opgaver med containertømning og lagring af kartoner og håndtering af paller til de mere vidtrækkende serviceydelser og helt specifikke kundetilpassede løsninger.
- Lige nu er huslejen rigtig billig overalt i Danmark. Det skaber en utrolig hård konkurrence på håndtering af hele paller, som bliver kørt hurtigt ind og ud af lageret. Det er der dog ikke den store kunst i. Alle kan være med. Det ser man på priserne, som er presset, så her skaber man ikke den store indtjening, fastslår Preben Borregaard.
Fra det generelle til det specifikke
Hos logistikvirksomheden består en af opgaverne derfor i at føre opgaverne for kunderne fra det helt generelle lavpraktiske nivau op til de mere specialiserede løsninger. Det er nemlig noget, der skaber værdi både for kunderne og logistikvirksomheden.
Ved hjælp af en række standardiserede serviceydelser, såsom toldoplag, emballering, konsolidering og forsyning af varer med labels, optimerer man kundernes logistik og minimerer deres omkostninger.
- Næste niveau er de deciderede kundetilpassede løsninger, hvor vi på effektiv og hurtig vis overtager mange af de opgaver, kunderne tidligere selv løste.
- Det kan være kundespecifik emaballering og prismærkning og varer, som dermed bogstaveligt bliver leveret til hylderne. Vor ekspertise på logistikområdet gør, at vi har de rette folk og de rigtige teknologiske hjælpemidler til at klare opgaverne.
- Og it-systemerne, som både gør det nemt for kunderne at placere ordrer, for os at plukke og distribuere varer, og som sørger for fuld sporbarhed, skaber et hurtigt og sikkert logistikflow. Netop disse ydelser har vi oplevet en utrolig stor efterspørgsel på. Inden for de seneste to år har vi da også fordoblet mængden af disse opgaver, forklarer Preben Borregaard.
Slutkunden i fokus
De seneste par år har også budt på mere end en fordobling i løsninger til de mange webshops. Her er det hele set-up’et, logistikvirksomheden tager sig af. Og det har budt på ændringer i de arbejdsgange hos logistikvirksomheden, som tidligere traditionelt handlede om Business to Business.
Handel i webshops handler om Business til Customer og stiller dermed skarpt på de processer, som i stigende grad drejer sig om pluk af én vare per ordre, og hvor DKI Logistics leverer til privatadressen hos hr. og fru Danmark.
- Vi har omstillet os til situationen og har tilført virksomheden en lang række nye tiltag, som skaber helt unikke løsninger for de enkelte kunder. Det betyder blandt andet, at vi har investeret i nye ramper, som passer til de noget mindre biler, vi blandt andet kører med i byerne.
Ud over levering til tiden yder vi også service med henblik på montering og installation af de varer, kunderne køber i webshoppen. Vi uddanner nogle af chaufførerne til blandt andet at montere hvidevarer, installere elektronik, blandt andet tv-apparater og computere, og til at samle møbler.
Webshoppen selv er ikke i stand til at yde denne service, og det bringer os på banen med ydelserne, som vi udfører, når vi alligevel leverer varerne, forklarer Preben Borregaard.
På omgangshøjde med behovene i markedet
Som han forklarer, har det været muligt for logistikvirksomheden at omstille sig lynhurtigt til de nye krav fra kunderne, fordi man hele tiden har været på omgangshøjde med behovene i markedet.
Investeringer i conveyorløsninger, hjælpemidler til containertømning, palleteringsudstyr, wrapmaskiner har sammen med it-løsninger og brug af RFID, tracking, scannere til pluk, webbooking og elektronisk ruteplanlægning løbende optimeret de logistikløsninger, man tilbyder kunderne.
Det øger vareomsætningen, skaber effektivitet, øger leveringssikkerheden og minimerer fejl. Og netop nu høster man frugterne af investeringerne.
- Det seneste år er omsætningen i vore webshopløsninger steget markant. I 2013 forventer vi, at aktiviteterne her udgør godt 25 % af omsætningen. Det er meget mere end en fordobling på bare ét år. Endvidere har vi gennem de seneste to år mere end fordoblet medarbejderstaben, så vi nu er 175 ansatte i virksomheden.
- På to år er vi også gået fra 50 til 90 trailere og fra 10 til 30 trækkere, siger Preben Borregaard,der er godt tilfreds med den omsætning, som fra 32 mio. kr. i 2006 rundede de 200 mio. i 2012.