Verdenspremiere i Danmark
Med lanceringen af en ny generation eltruck fra to til fem tons befæster Linde sin position som Danmarks og Europas mest solgte truck i kategorien
Den nye Linde 387/388-serie bygger på en helt ny konstruktion, der over alt er forbedret i forhold til sin forgænger Linde 336.
- Vi er stolte af at kunne præsentere de nye Linde 387/388 el-truck i Danmark, før serien får sin officielle verdenspremiere på Hannover Messen i starten af maj. Der er tale om en serie af truck, som både i antal versioner og funktionalitet giver virksomheder en enestående frihed til at vælge den rigtige maskine til enhver opgavetype, siger salgsdirektør Jens Wøldiche, N.C. Nielsen.
Den nye 387/388-serie er udviklet af Linde Material Handling på baggrund af detaljerede undersøgelser af truckbehovet i vidt forskellige brancher. Den synlige konsekvens er, at Linde, som første truckleverandør i verden, har valgt at producere en høj og en lav version af seriens modeller som standard.
Forskellige kombinationer
I alt kan de otte modeller i serien leveres i seks versioner med forskellige kombinationer af højde og længde, der gør det let, at håndplukke en optimal truck til f.eks. trange pladsforhold.
I det hele taget er 387/388-serien præget af teknologisk nytænkning på vitale områder, der alle har indflydelse på driftsøkonomi, sikkerhed og komfort. Det gælder bl.a. muligheden for at geare individuelt op eller ned for el-truckens ydeevne i forhold til udfordringerne og spare energi. Truckene kan frit stilles i ’Performance Mode’, ’Efficiency Mode’ eller ’Economy Mode’.
En TÜV-certificeret trucktest viser, at selv i den energivenlige ’Economy mode’ er Linde maskinernes performance fortsat overlegen i forhold de nærmeste konkurrenter på markedet.
Af de øvrige innovative nyheder, der styrker udbyttet ved de nye Linde el-truck, kan nævnes ’traction control’ som standard, automatisk parkeringsbremse og ’Linde Safety Pilot’, der sikrer fuldautomatisk kontrol med tunge løft i højden.
-hawin