Dachser-koncernen vokser gennem opkøb

Dachser-koncernen vokser gennem opkøb

Den globale logistikudbyder Dachser voksede betydeligt i 2024 med en salgsvækst på 13 %. Det sikrede, at omsætningen rundede milepælen 8 milliarder euro

Dachsers vækst skyldes primært opkøbene af Dachser & Fercam Italia, Frigoscandia og Brummer, som for første gang vil fremgå af årsregnskaberne for 2024.

Rent organisk, det vil sige fraregnet opkøb, voksede Dachser med 4,7 % i forhold til året før. Det skyldtes robusthed i det europæiske stykgodsnetværk og ratestigninger inden for sø- og luftfragt.

Godsmængderne voksede med 7,6 % til ca. 83,2 millioner forsendelser, mens tonnagen steg med 10,2 % til omkring 44,1 millioner tons.

Forretningsudviklingen kunne have været mere dynamisk, men led under manglende vækstmomentum fra Tyskland og Europa:

- Høje omkostninger, svag produktion på tværs af brancher og et fald i privatforbruget har også haft indflydelse på vores forretning.

- Desuden har de mange kriser, vi står over for rundtom i verden i dag, været en konstant stressfaktor for vores kunder og dermed også for os, udtaler Burkhard Eling, CEO hos Dachser.

Investeringer i krisetider styrker konkurrenceevnen
Dachser udnyttede sin finansielle stabilitet og styrke til at foretage betydelige investeringer. I 2024 fordoblede logistikudbyderen sine årlige investeringer i virksomhedsopkøb, etablering af nye filialer i netværket, arbejdsstyrke, digital innovation og klimatiltag til omkring 490 millioner euro.

I 2025 er der planlagt yderligere investeringer i Dachsers netværk på op mod 400 millioner euro.

- De virksomheder, der investerer klogt og konsekvent i tider med lavkonjunktur, vil gå ind i den næste højkonjunktur med vind i sejlene, påpeger Burkhard Eling.

- Tidligere er vi kommet stærkere og mere konkurrencedygtige ud af kriser ved at følge denne kontracykliske forretningspolitik. Sådan bliver det også denne gang.

Dachser-koncernens arbejdsstyrke voksede i 2024 med mere end 3.300 medarbejdere til i alt ca. 37.300. Antallet af filialer steg med 56 til 433 på verdensplan.

Det afspejler også de foregående års opkøb i Italien, Nordeuropa, Tyskland og Østrig. Ydermere indgår virksomhedens japanske joint venture, som blev dannet i 2024, for første gang i årsregnskaberne.

Forretningsudviklingen i detaljer
Dachsers forretningsområde Road Logistics – som omfatter transport og oplagring af industrivarer og forbrugsgoder (European Logistics) og fødevarer (Food Logistics) – opnåede en omsætningsfremgang på 10,9 % til 6,4 milliarder euro i 2024.

Forretningsenheden European Logistics øgede omsætningen med 8,1 % til omkring 4,8 milliarder euro. Antallet af forsendelser steg med 6,5 % og tonnagen med 2,8 %.

Udviklingen i Dachsers europæiske forretningsenheder var præget af et højt omkostningspres i nøgleindustrier, voksende prisfølsomhed blandt kunderne og intensiveret konkurrence på grund af svag efterspørgsel efter transport og oplagring.

- Det faktum, at vi var i stand til at vokse, og ikke kun gennem opkøb, men også organisk på et svækket marked, illustrerer den tillid, vores kunder har til vores netværks høje pålidelighed og kvalitet, fortsætter Burkhard Eling.

Forretningsenheden Food Logistics har fået en ny dimension i Europa i kraft af integrationen af Müller i 2023 og af Frigoscandia og Brummer i 2024. Omsætningen steg med præcis 20 % til ca. 1,7 milliarder euro, antallet af forsendelser steg med 14,3 % til ca. 12,4 millioner, og tonnagen steg med 31,5 % til ca. 13,9 millioner tons.

Burkhard Eling uddyber:

- Vi har opkøbt virksomheder, som med succes har åbnet op for andre forretningsområder end friskvarelogistik, som dermed henvender sig til flere kundesegmenter og markeder i Europa, og som ikke mindst har deres egne store lastbilflåder. Alt dette er en del af vores nye strategiske markedspositionering for Dachser Food Logistics.

Omsætningen i forretningsområdet Air & Sea Logistics steg med præcis 22 % til ca. 1,6 milliarder euro i 2024. Det skyldes især atypiske kortsigtede forhold, som fik fragtraterne inden for luft- og søfragt til at stige, blandt andet krisen med kapacitetsflaskehalse på Det Røde Hav og e-handel mellem Kina og Europa.

Contract Logistics – kombinationen af transport, oplagring og kundespecifikke merværditjenester – spillede også en vigtig rolle for Dachsers vækststrategi i 2024.

Investeringer i udvidelser kombineret med kapaciteten i de opkøbte virksomheder øgede antallet af pallepladser med omkring 720.000 til i alt 3,8 millioner. Dachsers kunder kan nu drage fordel af lagerservices på 190 lokationer rundtom i verden.

Burkhard Eling forventer, at 2025 bliver endnu et meget udfordrende år for logistikken med begrænset vækstmomentum fra Europa.

- Vi kan se, at de økonomiske resultater i Europa stagnerer over en bred kam og ledsages af kapacitetstilpasninger, hvoraf nogle er smertefulde. Det betyder også, at vi er nødt til at håndtere omstillingsprocesser i nøgleindustrier som bilindustrien og energiintensive sektorer som den kemiske industri.

Desuden er der øget global usikkerhed og fare for økonomiske nedture på grund af protektionisme, truslen om indførelsen af told og modtold samt geopolitiske konflikter.

På denne baggrund er det vigtigt for Dachser at opnå vækst uden for Europa.

- Vi vil i stigende grad fokusere på at styrke vores tilstedeværelse i Nord- og Sydamerika og Asien og forbinde disse markeder med vores unikke konkurrencefordel: vores europæiske stykgodsnetværk. For jo bredere vores globale aftryk er, jo større er vores modstandsdygtighed, afslutter Burkhard Eling.

-hawin

4/4 2025
  • Boligplaner udløser jagt på lagerlokaler

    Boligplaner udløser jagt på lagerlokaler

    logistikcentre ›Hovedstadsområdet er præget af stor efterspørgsel på lager- og logistikejendomme fra såvel brugere som investorer. Men trods presset mod flere erhvervskvarterer kræver virksomhederne ifølge Nordicals København velindrettede og effektive ejendomme
  • Panattoni udvikler nyt domicil til Biofarma i Ringsted

    Panattoni udvikler nyt domicil til Biofarma i Ringsted

    logistikcentre ›Nyt build-to-own domicil skal understøtte Biofarmas fortsatte vækst inden for specialiseret healthcare-logistik i Norden
  • Usikkerhed om strømkapacitet udfordrer investeringer i Danmark

    Usikkerhed om strømkapacitet udfordrer investeringer i Danmark

    logistikcentre ›Adgang til strøm er blevet en afgørende faktor for investeringsbeslutninger. Energinets nye modenhedskrav er et vigtigt første skridt mod en mere professionel håndtering af den knappe netkapacitet. Men hvis Danmark fortsat skal tiltrække investeringer, er der behov for større transparens og mere forudsigelige rammer for adgangen til strøm. INDLÆG
  • Papiremballage bestod termotest

    Papiremballage bestod termotest

    logistikcentre ›Transport- og logistikvirksomheden, Geodis har gennemført en række internationale forsøg med papirbaserede termiske emballager til luftfragt af lægemidler 
  • Logistiksetup tager for alvor form

    Logistiksetup tager for alvor form

    logistikcentre ›Lemgiigh-Müllers nye lager skal styrke leveringssikkerheden til kunder i hele landet. For nylig var der rejsegilde for projektet, som er med til at gøre Kolding til et vigtigt logistisk knudepunkt
  • Nyt bestyrelsesmedlem på plads

    Nyt bestyrelsesmedlem på plads

    logistikcentre ›FDE Fonden, der støtter projekter, aktiviteter og initiativer der gavner transport- og logistikbranchen, har udpeget Henrik J. Meinertz som nyt bestyrelsesmedlem
  • Mindre bøvl med anmeldelse af arbejdsulykker

    Mindre bøvl med anmeldelse af arbejdsulykker

    logistikcentre ›Beskæftigelsesministre Ane Halsboe-Jørgensen (S) har orienteret Folketingets Beskæftigelsesudvalg om en ændring af reglerne for anmeldelse af arbejdsulykker
  • Møbelgrossist i offensiven

    Møbelgrossist i offensiven

    logistikcentre ›House Nordic har netop fejret rejsegilde for sin nye logistikcenter i Søndersø på Fyn. Byggeriet er den første af flere faser, der skal ruste virksomheden til fremtidens logistikudfordringer