Bring leverer pakker 100 procent elektrisk i hele Danmark
Fra 1. juni er Bring det første større leveringsfirma i Danmark som leverer 100 procent elektrisk på last mile på alle pakkeleverancer i landet. Alle varebiler op til 4,25 ton køres på el
- Nu anvender vi udelukkende elektriske køretøjer i den daglige pakkeudlevering. Vores pakkevolumen er steget med 23 procent siden sidste år, og det har betydet, at vi har skullet omstille betydeligt flere biler, end vi først havde forventet.
- Derfor er det en stor milepæl, at vi nu er i mål med elektrificeringen af vores pakkedistribution. Vi viser, at det kan lade sig gøre at levere hurtigt og pålideligt og samtidig reducere udledningen markant, siger Bjarne Lauritsen, driftsdirektør hos Bring Danmark.
Alle pakker til danske modtagere, der leveres på last mile med Bring-varebiler, bliver nu leveret med elektriske køretøjer.
I maj blev de sidste otte varebiler udskiftet – den sidste brik, der skulle til for at nå 100 procent elektrificering af Brings pakkeleverancer på last mile.
Bring bliver dermed det første større leveringsfirma i Danmark, der opnår fuld elektrificering af sin pakkedistribution på last mile.
For at muliggøre omstillingen har Bring udbygget ladeinfrastrukturen på alle sine terminaler.
Nu fortsætter Posten Bring-koncernen med at skalere elektrificeringen i resten af Norden. Målet er, at hele Posten Brings egne køretøjsflåde skal være fossilfri senest i 2030, og at hele værdikæden skal nå netto nul senest i 2040.
- Samtidig er vi også begyndt at elektrificere vores tunge lastbiltransporter. Det er mere komplekst, fordi det stiller endnu højere krav til en robust ladeinfrastruktur, siger Bjarne Lauritsen.
-hawin