Aalborg Portland bliver en del af ambitiøst CO2-lagringsprojekt på Hirtshals HavnHirtshals Havn skal udvikles til et knudepunkt for mellemlagring og udskibning af CO2.

Aalborg Portland bliver en del af ambitiøst CO2-lagringsprojekt på Hirtshals Havn

Det nordeuropæiske CO2-lagringsprojekt, Greenport Scandinavia, har nu fået Aalborg Portland med ombord. Cementproducenten kan potentielt sende betydelige mængder CO2 til Hirtshals Havn årligt, hvor CO2'en lagres midlertidigt og sendes videre til lagringssteder i blandt andet Nordsøen

Cementproducenten Aalborg Portland tilslutter sig nu projektet Greenport Scandinavia, der har til formål at opfange og lagre CO2 for at reducere udledningen af drivhusgasser. Projektet yder dermed et væsentligt bidrag til kampen mod klimaforandringerne.

CO2-fangst og -lagring vil for eksempel spille en væsentlig rolle for at nå Europa-Kommissionens målsætning om at reducere drivhusgasudledningerne med mindst 55 % inden 2030 og klimaneutralitet senest i 2050. De mål kan ikke nås udelukkende ved reduktioner.

Aalborg Portland vil reducere virksomhedens klimaaftryk markant og har en målsætning om at opnå CO2-neutralitet i 2050. Virksomheden har forpligtet sig til et loft over udledninger på maksimalt 600.000 tons årligt i 2030 - det svarer til en reduktion på 73 % i forhold til 2021.
 
Her spiller CO2-fangst en afgørende rolle, og med aftalen med Greenport Scandinavia kan Aalborg Portland potentielt sende betydelige mængder CO2 årligt til anlægget på Hirtshals Havn.

- Vi er blevet en del af Greenport Scandinavia, fordi det er essentielt for Aalborg Portland at engagere sig i et ambitiøst projekt, der allerede er i gang, og som er i stand til at opbygge en stærk, dansk CCS-infrastruktur og levere en pålidelig, sikker og omkostningseffektiv CO2-håndteringsløsning så hurtigt som muligt, siger CCO Michael Lundgaard Thomsen fra Aalborg Portland.

 
Greenport Scandinavia har nu fået cementproducenten Aalborg Portland med ombord.
 
Aalborg Portland og de øvrige partnere i Greenport Scandinavia, INEOS Energy, Wintershall DEA, Hirtshals Havn, Biocarb Solution, Evida og Greenport North, samarbejder om at etablere faciliteter til at håndtere CO2 hele vejen fra udledningsstederne til permanent lagring.
 
Det omfatter etablering af rørledninger og et midlertidigt lager på Hirtshals Havn, hvorfra der er let geografisk adgang til permanente lagringssteder.
 
Steen Hintze fra Hirtshals Havns erhvervsudviklingsselskab Greenport North påpeger, at projektet under Greenport Scandinavia er vokset betydeligt, fordi Aalborg Portland nu er en del af samarbejdet.

- Siden begyndelsen af 2022 har vi arbejdet sammen med industrien om at etablere en fuld CCUS-værdikædeinfrastruktur fra udledning til permanent opbevaring. Med Aalborg Portland ombord vokser projektet til en helt anden skala, og det er fantastisk, at de nu er en del af Greenport Scandinavia, siger Steen Hintze.

Optimal placering af CO2-hub
Direktør Per Holm Nørgaard, Hirtshals Havn, peger på, at Aalborg Portlands tilslutning til projektet er en understregning af de store perspektiver, der er i at gøre Hirtshals til et knudepunkt for mellemlagring og udskibning af CO2 fra både danske og udenlandske CO2-udledere.

- Hirtshals Havn er ideelt placeret i forhold til lagringsfelter i blandt andet Nordsøen. Det er en vigtig del af vores strategi at gøre Hirtshals Havn til et af de største CO2-hubs i Europa og på den måde bidrage til at løse klimaudfordringerne, og vi arbejder målrettet med udvidelse af havnen, siger Per Holm Nørgaard.

Transport af de store mængder CO2 kræver, at der bliver etableret en rørledning fra Aalborg til Hirtshals.
Evida skal stå i spidsen for den del af projektet.

 
Fase 1 er en rørledning fra Aalborg til hubben i Hirtshals, der gør det muligt at sende CO2 sikkert og omkostningseffektivt til permanent lagring i tomme oliefelter i den danske del af Nordsøen.

En af de andre partnere i projektet, Wintershall Dea, vil etablere eksport af betydelige mængder CO2 fra Tyskland til Danmark i de tilfælde, hvor CO2en ikke kan lagres i Tyskland.

Aftalen med Aalborg Portland bygger oven på et andet CO2-lagringsprojekt i regi af Greenport Scandinavia.

 
Udskibning af CO2 fra Hirtshals til lagring i Nordsøen forventes at begynde i 2026, når lokale biogasanlæg, repræsenteret ved projektpartneren Biocarb Solution, begynder at transportere CO2 til hubben.
 
-hawin
13/6 2023
  • Tredje kåring af København og Copenhagen Malmö Port

    Tredje kåring af København og Copenhagen Malmö Port

    havne ›Havnefællesskabet CMP er for igen kåret som Europas førende krydstogthavn ved World Travel Awards. Alene i år bliver antallet af krydstogtgæster omkring 880.000
  • Esbjerg Havn får nøglerolle i CO2-lagring

    Esbjerg Havn får nøglerolle i CO2-lagring

    havne ›Da Kong Frederik og stifter af INEOS, Sir Jim Ratcliffe, var med til at skyde Project Greensand i gang på Esbjerg Havn, var det også begyndelsen på en ny industri, som ifølge en forsker fra Aalborg Universitet er vigtig for hele Europas industri
  • CS Wind udbyder stort erhvervsareal nær Odense

    CS Wind udbyder stort erhvervsareal nær Odense

    havne ›Colliers Fyn har fået til opgave at udleje 42.500 m2 lager- og produktionsarealer samt 327.500 m2 udendørs oplagsarealer for CS Wind på Lindø i Munkebo, uden for Odense. Målt på volumen er det en af de største fynske fremlejesager, der nogensinde har ramt markedet
  • Odense Havn og Sund & Bælt forhandler om Fehmern

    Odense Havn og Sund & Bælt forhandler om Fehmern

    havne ›De to parter har aftalt eksklusive forhandlinger om langsigtet udvikling og drift af det otte millioner m2 store anlægsområde for Fehmerntunnelen ved Rødby Havn
  • Jernbanesamarbejde styrker det nordjyske erhvervsliv

    Jernbanesamarbejde styrker det nordjyske erhvervsliv

    havne ›Et samarbejde mellem APM Terminals Aarhus og Port of Aalborg forbinder nu Aalborg med containerterminalen i Aarhus via en ugentlig togforbindelse. Det giver nordjyske virksomheder flere transportmuligheder og understøtter ambitionen om at flytte mere gods fra vej til jernbane
  • Kæmpe elfærger bestilt til Frederikshavn-Göteborg ruten

    Kæmpe elfærger bestilt til Frederikshavn-Göteborg ruten

    havne ›Det bliver verdens to første fossilfrie RoPax-færger i den størrelse, Stenaline vil indsætte på Kattegat senest i 2030. Aftalen er indgået mellem rederiet, Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Havn
  • Opjusterede forventninger i Aarhus Havn

    Opjusterede forventninger i Aarhus Havn

    havne ›Erhvervslivets positive udvikling har sammen med en styrkelse af Aarhus Havns rutenetværk bidraget til stigende godsmængder og en høj aktivitet i første halvår af 2026. Det får havnen til at opjustere forventningerne til hele 2026
  • Landstrømsanlæg på vej i Aalborg

    Landstrømsanlæg på vej i Aalborg

    havne ›Port of Aalborg har indgået kontrakt med den danske Leap Solutions ApS om levering af et nyt hybridt landstrøms- og batterilagringssystem som skal bidrage til havnens overordnede elektrificeringsprojekt