Borerig i Hirtshals var en gevinst for Nordjylland
Hirtshals Havn tog i forsommeren 2011 hul på et nyt forretningsområde - offshore - da boreriggen ’Maersk Guardian’ kom til Hirtshals for en større renovering og levetidsforlængelse.
De økonomiske, beskæftigelses- og skattemæssige effekter, som ’Maersk Guardians’ renovering havde for Region Nordjylland, er nu blevet præsenteret af Hirtshals Havn.
Arbejdet på og omkring riggen under dens 94 dages ophold i Hirtshals dannede grundlag for over 250 arbejdspladser og skabte en indkomst på 37,5 mio. kr. i Region Nordjylland.
Ligeledes skabte de rig-relaterede renoveringsaktiviteter en produktionsværdi (omsætning) blandt virksomheder i Region Nordjylland på 171 mio. kr. Endelig gav aktiviteterne en merskatteindtægt til kommunerne i Region Nordjylland på knap 11 mio. kr.
- Vores mål med denne undersøgelse er at synliggøre betydningen af renoveringen af ’Maersk Guardian’ i Hirtshals Havn, både lokalt og regionalt, siger bestyrelsesformand i Hirtshals Havn, Anker Laden-Andersen.
Fokus på offshore-aktiviteters betydning
Han peger desuden på, at undersøgelsen skal sætte fokus på offshore-aktiviteternes betydning, ikke kun for lokalområdet, men for hele Nordjylland.
- Det er vores forventning, at vi på sigt kan være med til at drive en udvikling, der vil skabe et samlet Nordjylland i offshore-sektoren.
Ifølge Anker Laden-Andersen har Hirtshals Havn en særlig geografisk placering i forhold til blandt andet Nordsøen, der sammen med en god infrastruktur og en bred vifte af kompetencer hos virksomheder på og omkring havnen er med til at befæste havnens position som base for renovering af borerigge i Nordeuropa.
- Vi forventer, at offshore-aktiviteterne vil vokse som et nyt forretningsområde, og i samarbejde med virksomhederne på og omkring havnen og i Nordjylland vil vi gøre vores til at udvikle og styrke offshore-aktiviteterne over de kommende år, siger Anker Laden-Andersen.
Undersøgelsen om ’Maersk Guardians’ betydning er udarbejdet i et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Gemba Seafood Consulting og Hirtshals Havn.
Transportnyhederne.dk