Infrastrukturmidler finder vej til havne
Vejen til havnene bliver lettere med 600 millioner statslige kroner til veje, jernbane og sejlrender i havne
Politikerne har netop tildelt midlerne til infrastrukturprojekter fordelt ud over landet. Langt størstedelen er fordelt til store vejprojekter og broløsninger.
Men politikerne har også aftalt at give 0,6 mia. kr. til arbejder, der letter adgangsforholdene til havne. Se faktaboks.
- Danske Havne glæder sig over, at transportpolitikerne med den netop indgåede aftale om fordeling af infrastrukturmidlerne ser, at havne kan bruges mere og bidrage mere til en god infrastruktur, siger formand Uffe Steiner Jensen, Danske Havne. '
- Politikerne anerkender fordelene ved en øget brug af søfart til aflastning af landtransport. Samtidig er det også en smart investering, der kan lette trængsel og belastning på veje og broer, så de holder længere.
Der er midler, der ikke er øremærket endnu. Det drejer sig om 112 mio. kr., der kommer tilbage, når projekteringen af Storstrømsbroen har fået EU støtte, og de 100 mio. kr. som er afsat til en pulje til forbedret adgang til motorvejene.
Havnepakke 1 og 2 har været en god investering og har medvirket til at skabe flere jobs i havnene. Nu følges op med en Havnepakke 3, der letter presset mange steder. Projekterne bygger på forslag fra Danske Havne. Se hele Danske Havnes forslag til Investeringer i vækst & beskæftigelse – Havnepakke 3.
Handling følger dermed ord, og pengene bruges smart. Over de seneste år har mange havne investeret massivt i havneudvidelser og bedre infrastruktur på havnene. Havnene sørger traditionelt for at udbygge og vedligeholde infrastrukturen til søs og i havnen.
Adgangen til havnen er et anliggende for stat og kommune, hvad enten det sker af vej eller bane. Det er derfor vigtigt, at adgangsforholdene ikke bliver flaskehalse hverken for det gods, der skal ind eller ud i verden eller for de ca. 60.000 mennesker, der har deres job i virksomheder på eller ved havne. Og det kan, ifølge Danske Havne, klares for forholdsvis beskedne midler.
Med de projekter, der nu straks kan iværksættes, kan der laves fornuftig infrastruktur for det lokale, regionale og/eller nationale erhvervsliv, hvor der tages højde for de kørselsforhold, der er til havnene og den øgede trafik, der bliver mange steder.
-hawin