Få indsigt i fremtidens emballage
Nye EU-regler, producentansvar, bæredygtighed og teknologisk udvikling er med til at forandre emballagebranchen. På Emballagedagen 2026 samles eksperter, myndigheder og virksomheder for at sætte fokus på de udfordringer og muligheder, der tegner branchens fremtid. Det er d. 5. november
Emballagebranchen står over for en række forandringer, der får betydning for både produktudvikling, produktion, design og forretning.
Med nye regulatoriske krav, herunder EU's emballageforordning PPWR, og et øget fokus på bæredygtighed skal virksomhederne navigere i et marked, hvor både rammevilkår og forventninger ændrer sig.
Det er omdrejningspunktet for Emballagedagen 2026, der giver deltagerne et samlet indblik i den seneste udvikling inden for lovgivning, materialer, design og teknologi.
Gennem oplæg fra blandt andre myndigheder, fødevareproducenter, internationale rådgivere og designere bliver der sat fokus på, hvordan virksomheder kan omsætte nye krav og tendenser til konkrete løsninger.
Programmet spænder bredt – fra forbrugeradfærd og myndighedernes arbejde med PPWR til producentansvar, vækststrategier, automatisering og nye designtrends. Dermed er der både fokus på de regulatoriske krav, som virksomhederne skal forholde sig til her og nu, og på de muligheder, der kan styrke deres konkurrenceevne på længere sigt.
Fra lovgivning til konkrete løsninger
Et centralt tema er implementeringen af EU's emballageforordning PPWR og de konsekvenser, den får for virksomhederne. Her bidrager Energistyrelsen med myndighedernes perspektiv, mens Orkla Danmark deler erfaringer med, hvad nye krav betyder i praksis for en fødevareproducent.
Også producentansvaret for emballage er på dagsordenen. Her bliver der sat fokus på regler, roller og de forhold, virksomhederne skal have styr på i den daglige håndtering.
Men fremtidens emballage handler ikke alene om lovgivning og compliance. Forbrugernes valg, brandets positionering og nye teknologiske muligheder spiller også en afgørende rolle.
Derfor sætter konferencen blandt andet fokus på adfærdsdesign, emballagedesign og automatisering samt på, hvordan virksomheder kan skabe vækst og styrke deres konkurrencekraft.
Med internationale perspektiver fra McKinsey & Company og Peter Schmidt Group får deltagerne desuden indblik i globale udviklingstendenser og konkrete eksempler på, hvordan emballage kan skabe værdi for både virksomheder og forbrugere.
Emballagedagen 2026 henvender sig til fagfolk på tværs af værdikæden, der ønsker at blive opdateret på de nyeste krav og tendenser – og få inspiration til at træffe beslutninger på et område i hastig udvikling.
-hawin
Tid og sted
5. november 2026
Fra kl. 11.45 til 16.50
Comwell Middelfart
Karensmindevej 3, 5500 Middelfart
Program
11.45 // Frokost og netværk
12.30 // Velkomst – Chef for ESG og bæredygtig udvikling, Mark Williams, GRAKOM
12.35 // Skab emballage, der taler til forbrugernes hjerner… – Sille Krukow, Nudge & Behavioral Design Expert, Krukow
Hvordan ved vi, hvilket design der faktisk påvirker beslutningen? Hvad får forbrugeren til at vælge produktet på hylden – særligt når bæredygtighed, pris og vaner trækker i hver sin retning? Det afgøres på få sekunder af en travl forbrugerhjerne.
Krukow har speciale i nudging og adfærdsdesign. Virksomheden kombinerer adfærdsvidenskab, psykologi og kreativt design for at skabe målbare forandringer for mennesker, virksomheder og samfund.
13.05 // PPWR – Myndighedernes perspektiv – Katrine Rafn, Kontorchef, Cirkulær Økonomi, Energistyrelsen
PPWR vil få stor betydning for emballagebranchen i de kommende år. I oplægget giver Energistyrelsen et myndighedsperspektiv på deres tilgang til forordningen, status på arbejdet i Danmark og EU samt de væsentligste fokusområder for virksomhederne i de kommende år.
13.35 // Det sker der, når nye krav rammer en fødevareproducent – Kim Ege Møller, Kommunikationschef, Orkla Danmark
Orkla sætter fokus på, hvad den voksende regulering på emballageområdet betyder i praksis. Med PPWR og udvidet producentansvar som konkrete eksempler handler det om konsekvenserne for organisation, ressourcer, investeringer og beslutninger, når nye krav skal omsættes til praksis.
Orkla Danmark er en af de førende aktører i den danske fødevare- og snackindustri.
14.05 // Pause med kaffe og kage
14.30 // Nye veje til vækst i emballageindustrien - Daniel Nordigården, partner hos McKinsey & Company i Toronto. Daniel er ansvarlig for McKinsey’s globale arbejde med “Winning in Packaging 2030” and “Sustainability in Packaging.” (oplægget holdes på engelsk)
Få konkrete perspektiver på, hvordan din virksomhed kan styrke driften, salget og konkurrencekraften med skarp omkostningsstyring og ny teknologi. Og gentænke din forretningsmodel.
15.00 // Producentansvar for emballage: Hvad betyder det i praksis? – Lasse Philipsen, Chef for Kommunikation og Strategi, Dansk Producentansvar
Producentansvaret for emballage er nu en realitet, og mange virksomheder arbejder fortsat med at forstå kravene og rollefordelingen i ordningen. I oplægget giver Dansk Producentansvar et overblik over reglerne, de centrale aktører og de vigtigste forhold, virksomheder bør være opmærksomme på i den praktiske håndtering af producentansvaret.
DPA er en selvejende, non-profit organisation med delegerede opgaver fra Miljøministeriet, herunder vejledning og afgørelser om producentansvar.
15.30 // 30 Indblik i nye emballage- og designtrends der rykker værdien af dit brand garneret med masser af caseeksempler – Sven Rieckmann, Creative Lead consumer packaging i Peter Schmidt Group og jurymedlem og dommer i ADC packaging award (oplægget holdes på engelsk)
Peter Schmidt Group er et af Tysklands førende designbureauer med speciale i emballagedesign.
16.00 // 10 punkter om automatisering/robotisering i emballageindustrien og svenske casestudier, Per Simonsson, Senior Project Leader i Packbridge (oplægget holdes på engelsk)
Packbridge er Nordeuropas største medlemsdrevne emballage cluster.
16.30 // Introduktion af Packnorth Award og hvad den kan gøre for din virksomhed, Ulla Risager, Creative Director i Studio Urr, underviser på DMJX og jurymedlem
Formålet med Packnorth Award er at demonstrere styrken i den nordiske emballageindustri. Alle bidrag udstilles på enten fagmessen Scanpack eller Empack, hvor også prisoverrækkelsen finder sted, og bliver eksponeret i trykte og elektroniske medier i hele Norden.
16.50 // Afslutning og tak for i dag
Målgruppe
For dem, der arbejder med emballage, produktudvikling, design, indkøb, bæredygtighed, produktion, marketing eller lovgivning – og for alle, der vil være skarpere på, hvor emballageområdet bevæger sig hen.