Colliers formidler Velux-portefølje
Colliers har på vegne af en international kapitalforvalter netop formidlet salget af en ejendomsportefølje til det børsnoterede svenske ejendomsselskab Logistea
Porteføljen omfatter mere end 20 ejendomme med et samlet areal på 132.000 m2 og er handlet til en samlet transaktionsvolumen på 665 mio. kr. Ejendommene er beliggende i Østbirk, Thyregod, Brædstrup og Gelsted.
Ejendommene anvendes primært til produktion og er udlejet til Velux på lange lejekontrakter.
Salgsprocessen tiltrak betydelig interesse fra en række forskellige investorer. Særligt internationale aktører med fokus på Norden og ”long income-segmentet” viste stor interesse for porteføljen.
- Efterspørgslen efter erhvervsejendomme udlejet til stærke lejere med stabile og langsigtede "cash flows" er fortsat høj, samtidig med at udbuddet af aktiver med de rette kvaliteter er begrænset.
- En portefølje som nærværende og med en lejer af Velux’ kaliber er sjælden i Danmark, hvilket også var en væsentlig årsag til den store interesse, vi oplevede fra internationale investorer, fortæller Anders Holm, director, partner, capital markets hos Colliers.
Sælger blev rådgivet af Colliers, Moalem Weitemeyer, CSC og Anvil. Colliers' rådgivningsteam blev ledet af Anders Holm og Niklas Christensen.
Logistia har fokus på lager-, logistik- og letindustrielle ejendomme.
Med den nye erhvervelse fordobler virksomheden sin tilstedeværelse på det danske marked med det, vicedirektør og cio hos Logistea, Anders Nordvall kalder attraktive aktiver, udlejet til en markedsførende, finansielt meget stærk global lejer med en lang historie i hver af ejendommene.
- Det skaber både operationelle og finansielle synergier og øger Logisteas relevans som udlejer såvel som virksomhed på transaktionsmarkedet.
- Derudover bidrager ejendommene med kvalitet, lang løbetid og stærkt cashflow til vores voksende portefølje, og vi ser frem til et fortsat langsigtet partnerskab med Velux, uddyber han.
Ejendommene udgør sammen med den ejendom, som Velux allerede lejer af Logistea, Velux’ samlede produktionsnetværk i Danmark og er velegnede til lejerens produktions- og logistikdrift.
De årlige lejeindtægter for de nu erhvervede ejendomme udgør ca. 78 mio. SEK, og alle lejekontrakter er triple net-lejekontrakter, hvor lejeren betaler alle drifts- og vedligeholdelsesomkostninger.
Alle lejekontrakter er dækket af en moderselskabsgaranti fra VKR Holding. Afslutningen forventes at finde sted den 15. oktober 2026. Efter transaktionen vil Velux udgøre ca. 7 % af Logisteas samlede lejeindtægter.
-hawin