Ergonomiske truck indtager markedet
Med den nye Tergo-Truck introducerer Atlet en bred serie af ergonomiske nyskabelser, som minimerer træthed og stress hos førerne og dermed øger effektiviteten
Reach-truck serien, hvoraf flere modeller kører i ekstreme miljøer på frost og kølelagre, bliver produceret med løftekapacitet fra 1200 til 2500 kg og kan løfte og lagre paller i op til 12 meters højde. Det skriver Lager & Transport Logistikmagasinet - Med et marked, der stiller krav om lang driftstid, og med førere, der ofte tilbringer hele dagen i gaffeltrucken, er et ergonomisk overlegent førermiljø vejen frem, siger Atlets produktudviklingschef, Dan Ulmestrand. Atlet Tergo er fuldkommen designet efter føreren, og udviklingsprocessen trækker da også på dialogen fra netop brugerne. Det europæiske marked for Atlets reach-truck er på ca. 20.000 enheder årligt. Reach-truck har hovedrollen ved de fleste interne materialehåndteringsopgaver blandt andet inden for fødevaredistribution. Atlets nye Tergoserie er blandt andet forlænget ved begge ender, så den lever op til en lang række brugeres behov, og så man opnår de samme fordele, uanset om man håndterer varer med truck i den lave eller høje ende af kapacitetsskalaen. Højere lagre efterspørger reach-truck I Europa lever man med reach-trucken op til fødevaredistributionens krav om at stable højere, tungere og hurtigere. I de nye hastigt voksende virksomheder i Østeuropa, hvor der ud over kravet om de basale reach-truck funktioner også kommer stadigt større fokus på føreren og produktiviteten, er der bud efter de nye reach-truck. - Men også i Danmark og resten af Europa er der stor interesse for udviklingen af reach-truck. Vi ser blandt andet, at man bygger i højden, både hvad lagre og pallereoler angår. På den led udnytter man umiddelbart lagerarealerne bedre. Men det kræver stadig, at man kan indlagre og plukke hurtigt og effektivt under hensyn til ergonomi og sikkerhed. - Her sørger vi med den fortsatte udvikling af Tergo-serien for, at lagrene får tilført værdi, fordi maskinerne effektiviserer lagerprocesserne uden at gå på kompromis med forholdene for arbejdsmiljøet, siger salgsdirektør hos Atlet Danmark, Steen Junge. Kompromisløs ergonomi Kabinen er rummelig og giver med sin gode loftshøjde føreren god plads, så man føler sig godt tilpas under arbejdet. Masteteknologien er også på plads. Samtidig med, at der er langt bedre udsyn gennem masten end i de tidligere serier, sørger mastedesignet endvidere for effektiv dæmpning af mastebevægelser, og den såkaldte soft-stop teknologi bidrager til lave støjniveauer. Armlæn, sæde og gulv er individuelt justerbart, så man får den optimale siddestilling, når man betjener trucken. Sædet kan endvidere vippe 18 grader inden for kabinearealet, så man opnår bedre udsyn uden at gå på kompromis med ergonomien. fortsættes...Energiforbrug minimeres Også på miljøområdet er der sket store forbedringer, både i forhold til tidligere udgaver af Tergo-serien og til andre produkter på markedet. De sidste 20 år har producenten analyseret og kontinuerligt reduceret de miljømæssige påvirkninger, virksomhedens truck har på miljøet. Men selvom alle truckens materialer er stort set 100 % genanvendelige, er det i brændstofforbruget for både truckdriften og servicemedarbejdernes kørsel ud til opgaverne, at der er store miljømæssige gevinster at hente og dér, hvor Atlet fokuserer benhårdt på at lave forbedringer. Producentens flådestyringsanalyser indikerer, at der er op til 50 % forskel i energiforbruget på, hvordan forskellige truckførere udfører samme opgave. Her tilbyder producenten forskellige individuelle indstillinger af truckens ydelser, oplæring af truckførere og en tæt dokumentation af kørslen for at kunne vurdere præcist, hvordan man kan nedbringe energiforbruget både for de enkelte kørere og for flåden samlet set. Serviceteknikere kører færre kilometer Blandt andet ved hjælp af A-B-C-analyser kan man spare op til 20 % energi ved at designe et helt nyt layout for lageret og placeringen af varerne, så kørslen bliver meget mere økonomisk. - Derudover kommer selvfølgelig de besparelser, som den konstante udvikling af komponenter og de forskellige truckprocesser løbende er inde i. Eksempelvis sørger brugen af en ny forbedret hydraulikolie for at reducere energiforbruget med yderligere seks procent. - Når vi samtidig med nye rute- og opgaveplanlægningsværktøjer sørger for, at serviceteknikerne kører færre kilometer undervejs mellem opgaverne, som samtidig bliver klaret rigtigt første gang, er der tale om, at det virkelig skaber mindre energiforbrug og CO2-udledning, forklarer Steen Junge. hawin@odsgard.dk