Havneudvidelse nærmer sig

Udbudsprocessen for den planlagte havneudvidelse i Hanstholm forløber fortsat efter planen, og kontrakt forventes underskrevet med totalentreprenør primo november 2017. Det står fast efter det nyligt afholdte bestyrelsesmøde i Hanstholm Havn

Knap er de sidste gæster taget hjem fra fejringen af Hanstholm Havns 50 års jubilæum før endnu en stor milepæl kalendersættes.

På det nyligt afviklede bestyrelsesmøde i Hanstholm Havn blev dato for underskrivelse af kontrakt med totalentreprenør om den store havneudvidelse fastsat til primo november 2017. Udbudsprocessen følger således fortsat tidsplanen, og bestyrelsesformand Martin Vestergaard var meget tilfreds efter mødet:

- Vi har nu som planlagt modtaget konsortiernes ”best and final offer”, og Rambøll har på bestyrelsesmødet fremlagt de indkomne tilbud. Det er meget tilfredsstillende, at det hele kører efter planen, og at vi nu kan se frem mod en ny, stor milepæl i havnens historie, konstaterer han.

Udbuddet, der er et såkaldt ”udbud med forhandling”, tiltrak i første runde otte af Europas dygtigste entreprenører. I foråret blev antallet reduceret til fem, nemlig 1) Aarsleff (DK), VG (DK), Rohde Nielsen (DK) og COWI, 2) Boskalis (NL), Arkil A/S (DK), Arkil Fundering (DK) og Niras (DK), 3) BAM int. (NL), BAM infra (NL) og Dredging International NV (BE), 4) Van Oord (NL) CG Jensen (DK) og Sweco (SE) samt 5) Condotte (IT) og Jan de Nul (BE), og der har ifølge bestyrelsesformanden været skarp konkurrence om både pris og design af projektet:

- Placeringen af Hanstholm Havn gør, at havneudvidelsen er et meget komplekst ingeniørprojekt. Det har selvfølgelig sorteret mange fra, men det har til gengæld også gjort, at de største europæiske entreprenører har tillagt projektet en stor portion prestige, og det kommer os til gavn, fortsætter han.

Ifølge tidsplanen skal bestyrelsen tage endelig stilling til valg af entreprenør den 25. september 2017. Herefter følger en stand still-periode, hvor den valgte entreprenør skal fremsende dokumentation for sin evne til at gennemføre det omfattende projekt, der har en værdi på godt en halv milliard kroner. Medio november forventes vinderen så præsenteret for byens borgere, virksomheder og andre interesserede.

Veloverstået jubilæum

På gårsdagens bestyrelsesmøde var der også tid til at evaluere det veloverståede jubilæum. Statsminister Lars Løkke Rasmussen og minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Karen Ellemann deltog fredag i festlighederne, der tiltrak et meget stort antal både børn og voksne. Den officielle del af jubilæet fandt sted i havnens nye 2.700 kvadratmeter store multikassehal, og bestyrelsen var positivt overraskede over den store tilslutning:

- Det er meget positivt at konstatere, at hele byen, området og kommunen står bag havnen og den kommende udvidelse. Alle er bevidste om, at der er behov for udvidelsen, og der er ingen tvivl om, at vi vil få et betydeligt vækstboost. Faktisk viser uvildige beregninger, at udvidelsen vil skabe omkring 450 nye arbejdspladser, og generelt ser vi ind i en lys og positiv fremtid for havnen og for Thy som helhed, fortsætter Martin Vestergaard.

Fra politisk side blev de forestående forhandlinger med Storbritannien om Brexit også adresseret. 17 procent af de fiskelandinger, der finder sted i Hanstholm Havn, kommer fra britisk territorium, og i bestyrelsen hæfter man sig ved at både Lars Løkke Rasmussen og Karen Ellemann har lovet at ville gøre deres til at varetage dansk fiskeris interesser så godt som muligt.

Fiskeri i markant fremgang

Bestyrelsen i Hanstholm Havn kunne også glæde sig over den aktuelle fremgang på havnen. Samlet mængde fangst landet ligger for årets første syv måneder således 114 procent over samme periode i 2016, og det er både konsumfiskeriet, hvor Hanstholm Havn er en af Europas største, og i særlig grad industrifiskeriet, som stiger.

Siden sidste bestyrelsesmøde har Kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune desuden godkendt to lokalplaner – en lokalplan for udvidelse af havnen og en lokalplan for nedtagning af de fire eksisterende vindmøller på havnen samt opstilling af tre nye vindmøller. Havnens indtægter ved udlejning af areal til vindmøllerne er en forudsætning for forrentning af havneudvidelsen, og entreprenørarbejdet med forberedelser til opsætning af de nye møller er allerede sat i gang.

-hawin

 

13/9 2017
  • Kæmpe elfærger bestilt til Frederikshavn-Göteborg ruten

    Kæmpe elfærger bestilt til Frederikshavn-Göteborg ruten

    havne ›Det bliver verdens to første fossilfrie RoPax-færger i den størrelse, Stenaline vil indsætte på Kattegat senest i 2030. Aftalen er indgået mellem rederiet, Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Havn
  • Opjusterede forventninger i Aarhus Havn

    Opjusterede forventninger i Aarhus Havn

    havne ›Erhvervslivets positive udvikling har sammen med en styrkelse af Aarhus Havns rutenetværk bidraget til stigende godsmængder og en høj aktivitet i første halvår af 2026. Det får havnen til at opjustere forventningerne til hele 2026
  • Landstrømsanlæg på vej i Aalborg

    Landstrømsanlæg på vej i Aalborg

    havne ›Port of Aalborg har indgået kontrakt med den danske Leap Solutions ApS om levering af et nyt hybridt landstrøms- og batterilagringssystem som skal bidrage til havnens overordnede elektrificeringsprojekt
  • Esbjerg Havn blandt verdens 25 mest innovative

    Esbjerg Havn blandt verdens 25 mest innovative

    havne ›Den vestjyske havn er, som den eneste danske, på en global Top 30-liste over innovative startup- og havnemiljøer. Anerkendelsen er vigtig for både konkurreceevnen og de 200 virksomheder på havnen
  • Danskerne strømmede til Göteborg - med færgen 

    Danskerne strømmede til Göteborg - med færgen 

    havne ›Antallet af danske passagerer på Stena Lines rute mellem Frederikshavn og Göteborg steg med 19 % fra juni til august sammenlignet med samme periode sidste år. Alene i juli var fremgangen på 26 %
  • Logistikområder er i høj kurs i energibyen

    Logistikområder er i høj kurs i energibyen

    havne ›Massive investeringer i den grønne omstilling og gasfelter giver stor efterspørgsel på lokaler og områder til lager og let produktion, men har ifølge Nordicals Esbjerg bredt sig til kontorer og boligejendomme
  • Kontrakt på forlængelsen af Vestmolen

    Kontrakt på forlængelsen af Vestmolen

    havne ›Hirtshals Havn har indgået kontrakt med Aarsleff om forlængelsen af Vestmolen. Entreprenøren bringer erfaringer fra flere europæiske havne- og kystanlæg til det største anlægsprojekt i Hirtshals Havns historie
  • Første kælderetage i Fehmern Bælt-forbindelsen

    Første kælderetage i Fehmern Bælt-forbindelsen

    havne ›Specialfartøjet IVY har gennemført en afgørende belastningstest, så man nu er klar til at nedsænke det første specialelement med kælderetage i tunnelarbejdet