Cloud Logistics optimerer varestrømmen
Lægger logistikleverandører og underleverandører informationer om varestrømmen op i skyen, giver det kunder og logistikaktører mulighed bedre planlægning af egne processer
Uanset om det handler om containere, batch, paller, kartoner, pakker, plastkasser eller andre lastbærere og transportemballager med varer i, er tilgængeligheden af data for forsendelserne gavnlige for alle samarbejdspartnere i et givent logistikkredsløb. Disse data er imidlertid ikke altid tilgængelige for de mange forskellige aktører, der er involveret i bestemte forsendelsers logistikkredsløb. Et af fremtidens scenarier, som giver styr på varestrømmene, handler om at hente informationer i skyen, så der bliver tale om en slags Cloud Logistics. Tanken er, at de mange forskellige aktører henter data i en fælles pulje, Cloud, som de har adgang til. Så kan de hente informationer om varestrømmen og varernes bevægelse i kredsløbet fra producent til slutkunde. Det giver vished om produktionen af varerne, om indhold, om varedeklaration og ophav, deres bevægelse i kredsløbet, om tolddeklarationer, og hvor de er og har været undervejs i logistikkredsløbet. Det skriver Lager & Transport Logistikmagasinet Status og strategiske beslutninger Hos virksomheden GS1, som udvikler og vedligeholder standarder inden for identifikation, datafangst, datakommunikation og RFID/EPC, ser man flere pointer og muligheder med det, man kan betegne som Cloud Logistics. - At man tillige kan tilgå disse data, uanset hvor man befinder sig, så længe man har en internetopkobling, kommer til at gøre vareflowet og styringen af det endnu mere fleksibelt. Det er vigtigt for kunder og aktører på logistikmarkedet. - I en verden og i et marked, som er foranderligt, og hvor ændrede leveringstidspunkter får konsekvenser for resten af de processer, varerne indgår i, bliver kendskabet til status for varerne afgørende for, at man kan handle proaktivt og få styr på vareflowet, siger Per Kiilsholm, teknisk chef i GS1 Denmark. Som han ser udviklingen, kommer fremtidens scenarier blandt andet til at handle om, at man hurtigt skal kunne træffe strategiske beslutninger om styringen af varestrømmen ud fra varernes status og placering i varekredsløbet. Telefon og mail Her peger tendenserne på, at logistikverdenen kan drage fordel af udviklingen inden for Cloud Computing. - Muligheden for at hente oplysninger om varerne og deres flow i en central database på tværs af leverandører og underleverandører er et scenarium, som ligger lige for. Får kunderne adgang til vareinformationerne i en central base, slipper man for den helt store research, når varerne skifter hænder fra én leverandør til en anden, og data dermed bliver omdirigeret til andre systemer. - De mange forgæves telefonopringninger samt den endeløse strøm af forespørgsler på mailen er en evig kilde til irritation for kunderne, er spil af tid og resurser og fører kun til uvished om, hvor varerne er, og hvornår man modtager dem. - Den situation gør det svært at time og tilrettelægge egne processer og deadlines med henblik på håndteringen af varerne, når de når frem. Derfor efterspørger kunderne i stigende grad løsninger, der øger overblikket over varerne, siger Per Kiilsholm. Egne kredsløb i store virksomheder Mange meget store virksomheder har deres helt egne lukkede kredsløb, hvor deres egne biler transporterer varerne hele vejen fra producent til deres egne butikker. Selvom der er tale om omlastninger af varer på virksomhedens terminaler og lagre, er det de samme varedata, eksempelvis i form af stregkoder påsat varerne, der bevæger sig igennem kredsløbet. Det er også samme system og database, som holder styr på varerne og opdaterer, hver gang de har været håndteret ved en omlastning. Her er altså på sin vis tale om, at virksomheden har sin egen Cloud. Det er dog ikke altid, at varerne bliver holdt i egne rækker. Brug af underleverandører og underleverandørers underleverandører og brug af intermodale løsninger giver nok hurtigere og mere klimavenlig transport, samtidig med at priserne bliver lave og konkurrencedygtige. Det rokker imidlertid ikke ved, at slutkunderne ønsker brugbare informationer om varerne for præcist at kunne tilrettelægge driften og de processer, varerne indgår i hos dem. fortsættes....Strander egne lukkede systemer - Er der tale om eksempelvis intermodale løsninger, hvor varerne bliver omlastet for at blive transporteret med andre mere hensigtsmæssige transportmidler, sker der muligvis en omlastning af varerne, ligesom de muligvis bliver forsynet med nye forsendelsessedler eller stregkoder, som passer i den nye transportørs eller underleverandørs system. - Her risikerer slutkundens eftersøgning af status på varerne at blive temmelig omstændelig. Muligvis har man en tracking, som fungerer hos den transportør, der afhenter varerne hos producenten, men herefter risikerer man at strande hos denne leverandør, fordi man her benytter et system, der, som nævnt, enten benytter nye stregkoder eller behandler de eksisterende data i et lukket kredsløb, som ikke alle har adgang til. - Her er tanken så, at alle led i logistikkredsløbet lægger data for varernes hændelser op i en central Cloud-database, som kunderne kan søge de relevante informationer i, siger Per Kiilsholm. Standard effektiviserer informationssøgning Han mener derfor, at der er al mulig grund til, at de mange aktører i logistik- og transportbranchen forsøger at benytte bærere af informationer, som kan håndteres af mange forskellige systemer. Her handler det med andre ord om en standardisering af bærerne af data, hvad enten der er tale om stregkoder eller RFID-tags. GS1 forsøger som verdensomspændende medlemsorganisation at udbrede det standardiserede system, EPCIS, Electronic Product Code Information Service. - Her er der tale om et system, som fanger hele flowet. Det optimale ville være, hvis alle virksomheder, der opererer som aktører i vareforsyningen på verdensplan, blev enige om enten dette system eller et lignende, forklarer Per Kiilsholm. På papiret virker det store forkromede Cloud Logistics-projekt nok attraktivt. Kan rigtigt mange af hinanden uafhængige aktører i varekredsløbet forpligte sig til at benytte et standardiseret system med én fælles database, fanger systemet hele vareflowet. Når skyer snakker sammen - Imidlertid viser tendenserne fra udlandet, at udviklingen af cloud-systemerne i høj grad er brugerdrevet. Det betyder, at enten de store slutkunder eller de store aktører i leverandørleddet og 3pl-branchen stiller krav til leverandører og underleverandører om brug af systemerne, siger Per Kiilsholm. Han mener faktisk, det er mere sandsynligt, at virksomheder med egne Cloud-systemer giver et overordnet system mulighed for at overvåge, søge og linke de relevante informationer fra forskellige Cloud-databaser, når der kommer efterspørgsler på status for bestemte varer og forsendelser. - Her får datasøgeren sammenstykket informationerne om varestatus og varernes vej gennem kredsløbet fra flere kilder, forklarer Per Kiilsholm. Ud over at det kræver enighed, og at nogle af de store transport- og logistikvirksomheder agerer drivkraft og stiller krav om at indføre en standard, er der dog også et sikkerhedsaspekt med inde i billedet. - Mange virksomheder er ikke trygge ved, at informationer om deres varer er tilgængelige i skyen for andre end dem selv og deres egne kunder, og det er nok årsagen til, at flere af de store virksomheder har deres egne Cloud-systemer, slutter Per Kiilsholm. hawin@odsgard.dk