Fiskelogistik har del i milliardomsætning

Fiskelogistik har del i milliardomsætning

Trods et år præget af store udfordringer for dansk fiskeri har Hanstholm Havn i det forgangne år alligevel formået at bevare sin stærke position inden for dansk fiskeri. Hanstholm Havn har i 2021 udmærket sig som et stærkt europæisk logistikcenter for både landing, salg og eksport af store mængder frisk fisk fra Nordsøen. Her får landinger over kaj følgeskab af tilkørte leverancer, som bliver omsat på Hanstholm Fiskeauktion, der er iblandt de største fiskeauktioner i Europa

Dansk fiskeri har i 2021 stået over for en række udfordringer, som uundgåeligt har smittet af på de danske fiskerihavne.

Det gælder ikke alene følgevirkningerne af brexit, hvor fiskerne har mistet 25 procent af deres kvoter i britisk farvand, men også Covid-19, som har betydet fortsat store nedlukninger på det europæiske marked.

Alligevel har Hanstholm Havn formået at opretholde et flot aktivitetsniveau og udmærke sig som ikke alene landets førende konsumfiskerihavn, men også et markant logistikcenter for håndtering af frisk fisk på det europæiske marked.

Forventet resultat efter endt udvidelse
Hanstholm Havns bestyrelse var i går samlet for at godkende havnens årsregnskabet for 2021. Bestyrelsen kunne her glæde sig over, at Hanstholm Havn fortsat besidder en markant rolle inden for dansk fiskeri – udmærket ved håndtering af fisk for i alt 1,07 mia. kr. i 2021.

Årets nøgletal for Hanstholm Havn viser et forventet niveau med en voksende nettoomsætning på 33,6 millioner kroner mod 32,0 millioner kroner i 2020, mens havnens resultat før afskrivninger og efter renter lyder på -8,0 mio. kr. mod +3,4 mio. kr. i 2020.

Det negative resultat skal i den forbindelse særligt ses i lyset af et større renoverings- og vedligeholdelsesarbejde på havnen i 2021 samt påbegyndt tilbagebetaling af den velgennemførte havneudvidelse:

- Hanstholm Havn har over de senere år gennemgået en stor havneudvidelse, som udover bl.a. nye ydermoler og et stort baglandsareal naturligvis også er en stor investering med et stort lån, som havnen nu er begyndt at afdrage på, helt som planlagt.

- Årets resultat er derfor på niveau med det forventede, og vi har nu indledt en ny æra, hvor havneudvidelsen skal generere yderligere aktivitet og således også sikre et udvidet indtjeningsgrundlag fremover, fortæller Hanstholm Havns bestyrelsesformand, Kirsten Hede.

'Fisk på hjul' bidrager til omsætningen
Hanstholm Havn har i 2021 håndteret godt 41.000 ton konsumfisk og rejer, hvoraf fisk tilført med lastbil for salg på Hanstholm Fiskeauktion står for knap 14.000 ton af den samlede mængde.

Fremgangen af fisk 'på hjul' bidrager ikke alene til at sikre de rette tilførsler til opkøbere og aftagere i hele Europa, men booster samtidig værdigrundlaget på konsumfisk og rejer, som vækster med knap 137 millioner kroner til godt 862 millioner kroner.

Set i forhold til industrifiskeriet har det, trods en mindre stigning på den gennemsnitlige kilopris, ikke været muligt at opretholde det vante niveau, hvilket afspejler sig i godt 85.000 ton til en værdi af ca. 203 millioner kroner.

Det er således konsumfiskeriet, der tegner sig for langt størstedelen af havnens samlede værdigrundlag på fisk, som i 2021 beløber sig til 1,07 milliarder kroner.

Markant stigning i gods over kaj
Hanstholm Havn har i 2021 set en markant fremgang på gods håndteret i havnen. Den samlede mængde lyder på 453.000 ton, hvilket er en fremgang på hele 43 procent set i forhold til 316.000 ton gods i 2020.

Stigningen kan primært henføres til import af sten, grus og søral, men også bl.a. malt, fiskemel og gasolie.

Med en ideel beliggenhed som transporthub for forbindelser til og fra en lang række europæiske og nordatlantiske markeder ser Hanstholm Havn i den forbindelse et stort udviklingspotentiale for yderligere godstravlhed og er aktuelt i dialog med flere interesserede operatører.

Kurs mod stor energirevolution
Hanstholm Havn arbejder målrettet mod en vision om at blive Danmarks førende havn inden for både handel, bearbejdning og opdræt af fisk – og samtidig Europas grønneste og første CO2-neutrale fiskerihavn.

Fiskeriet kan dermed se frem til at få følgeskab af grøn energi som havnens store vækstdynamo.

Rejsen blev indledt, da havnen i 2020 indgik en aftale med Thy Mors Energi om opførelse af vindmøller på havnens areal og blev boostet yderligere, da Hanstholm Havn og European Energy primo 2022 underskrev en hensigtserklæring om etablering af vedvarende energi og Power-to-X-anlæg på havnen.

Ifølge havneformand Kirsten Hede kigger Hanstholm Havn således frem mod en tid, hvor der vil opstå stor aktivitet på havnens nye baglandsareal, som samtidig vil generere indtjening i form af bl.a. areallejer til den store havneinvestering:

- Hanstholm Havn vil over de kommende år indtage en markant position som både fiskerihavn og energihavn, hvor et cirkulært energifællesskab vil tilføre nye energikilder og Power-to-X-processer, som gør den enes affald til den andens ressource – og dermed skaber helt nye forretningsmuligheder på og omkring havnen, siger hun og fortsætter:

- Samtidig arbejder havnen naturligvis målrettet for en fortsat bestyrkelse af sin rolle som europæisk centrum for håndtering af konsumfisk, kombineret med tiltrækning af flere akvakulturvirksomheder og yderligere godsaktivitet ad ’den blå motorvej’.

- Fælles er, at der er tale om aktiviteter, hvor havneudvidelsen har sikret den rette infrastruktur og kapacitet til at skabe ny aktivitet og booste havnens indtjeningsgrundlag fremover.

-hawin

 

3/3 2022
  • Kystsikring i Esbjerg Havn viser tegn på øget biodiversitet

    Kystsikring i Esbjerg Havn viser tegn på øget biodiversitet

    havne ›Et kystsikringsprojekt i Esbjerg Havn, der på sigt skal omfatte flere hundrede betonenheder, der er designet specifikt til formålet, viser allerede efter ti uger et sundt biologisk miljø under havoverfladen
  • Ændringer i direktionen på Aarhus Havn

    Ændringer i direktionen på Aarhus Havn

    havne ›Aarhus Havn har besluttet at ændre sammensætningen af direktionen og nedlægger derfor stillingen som chief project officer, cpo. På den baggrund fratræder Henrik Munch Jensen sin stilling
  • Forskning i fremtidens maritime sektor

    Forskning i fremtidens maritime sektor

    havne ›Lektor i politik og forvaltning Lena Brogaard står i spidsen for et nyt forskningsprojekt, der samler eksperter fra hele universitetet om fremtidens maritime udfordringer
  • Elektrisk fremtid er på plads

    Elektrisk fremtid er på plads

    havne ›To enorme batteripakker bliver hjertet i Molslinjens grønne omstilling af hurtigfærgerne. BOS Power er valgt til at bygge batterierne til verdens største elektrificeringsprojekt til søs
  • Molslinjen går elektrisk sommer i møde

    Molslinjen går elektrisk sommer i møde

    havne ›Med næsten 30.000 afgange venter der en travl sommer for Molslinjens færgeruter over hele Danmark. Og denne sommer vil næsten 58 % af alle de afgange blive sejlet på strøm. Den kommende højsæson bliver dermed den mest elektriske færgesommer nogensinde.
  • Rekordår for investeringer og innovation i Esbjerg Havn

    Rekordår for investeringer og innovation i Esbjerg Havn

    havne ›Esbjerg Havn lukkede 2025 med et overskud på 76,5 mio. kr. og en omsætning på 339 mio. kr. Et solidt resultat, men det er de rekordstore investeringer, den høje innovationsaktivitet og den fortsatte udvikling af havnens faciliteter, der kendetegner året
  • Krydstogtgæster bruger over 87 millioner kroner i Aarhus

    Krydstogtgæster bruger over 87 millioner kroner i Aarhus

    havne ›En ny undersøgelse viser, at de besøgende fra krydstogtskibene i Aarhus i 2025 brugte over 87 millioner kroner i Aarhus og regionen. Samtidig viser undersøgelsen, at over hver tredje gæst har lyst til at besøge Smilets By igen på en landbaseret ferie
  • ADP tonser derudaf

    ADP tonser derudaf

    havne ›ADP har i maj 2026 rundet en million tons gods på en måned. Det sker for første gang siden 2014 og afspejler en markant ændring i sammensætningen af gods, hvor flere segmenter nu bidrager til det samlede aktivitetsniveau