Havneudvidelsen i Aarhus er sat på pause

Havneudvidelsen i Aarhus er sat på pause

Partierne bag den politiske aftale om udvidelse af Aarhus Havn i Aarhus Byråd, Socialdemokratiet, SF, Konservative og Venstre, har besluttet at sætte planerne om havneudvidelsen på pause i en årrække

Baggrunden for beslutningen er blandt andet hensynet til at kunne realisere det moderne rensnings- og ressourceanlæg Aarhus ReWater, der skal erstatte Marselisborg, Viby og Åby rensningsanlæg.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse. 

Heri hedder det videre at ReWater har været planlagt sideløbende med havneudvidelsen og er afgørende for at sikre fremtidens rene spildevand i Aarhus og dermed skåne vandmiljøet i søer, åer, vandløb og i Aarhusbugten.

Desuden konstaterer aftalepartierne, at det fremadrettet er vanskeligt at se en vej for en havneudvidelse, medmindre staten går ind i processen i form af en anlægslov.

Havneudvidelsen har en tidshorisont på 30 år, mens en kommune med Planklagenævnets afgørelse alene kan lokalplanlægge for 12 år også for denne type anlæg. 

Efter Planklagenævnets afgørelse 28. maj 2024, der forkastede lokalplanen for havneudvidelsen og blotlagde en række procedurefejl, er tidsplanen for havnesagen fortsat uafklaret.

Der er brug for tid til at genopbygge tilliden. Derfor ønsker partierne at holde fuldt fokus på at gøre ReWater til virkelighed.

Partierne udtaler:
- ReWater er afgørende for et renere vandmiljø, det fjerner lugtgener og det bringer mængden, af kvælstof, fosfor og CO2-udledninger markant ned.

- Anlægget er et helt centralt element i den grønne omstilling i Aarhus og i at nå vores klimamål, og vi ønsker derfor projektet realiseret uafhængigt af havneudvidelsen.

- Med placeringen ved Tangkrogen har det været oplagt at planlægge de to processer sammen, men med den usikkerhed om tidsplanen for havneudvidelsen, som er kommet til seneste uger, finder vi det hensigtsmæssigt at sikre fremdriften i ReWater-projektet ved at koncentrere kræfterne på det.

Partierne understreger, at det vil være op til et nyt byråd at beslutte at genoptage processen med at øge kapaciteten på Aarhus Havn.

Forligspartierne vil i den situation invitere øvrige partier ind i forligskredsen.

Partierne udtaler:
- Hvis et nyt byråd ønsker det, kan vi genstarte processen, men vi skal også sikre den rette organisering i Teknik og Miljø til at løfte komplekse myndighedsopgaver.

- Det får vi tid til nu. Vi har besluttet en ekstern undersøgelse af det forløb, som førte frem til Planklagenævnets afgørelse, og den afventer vi resultatet af.  

Partierne erkender, at beslutningen om at sætte havneudvidelsen på pause har betydning for Aarhus Havns konkurrenceevne og styrkeforholdet til andre havne i Danmark og udlandet. 

Det ændrer ikke ved havnens betydning for udviklingen i Aarhus og Østjylland.

Havnen skaber mange arbejdspladser, det samme gør aktiviteter relateret til havnen, og samlet set yder det et væsentligt bidrag til velfærden.

Hertil kommer de klima- og miljøfordele, som Aarhus Havn tilbyder sine kunder. Fragt af varer ad vandvejen er effektiv og grøn transport, som er mindre CO2-belastende end andre transportformer.

Forligspartierne er enige om at fortsætte arbejdet med etableringen af en ny dry port-løsning for Aarhus Havn.

Forligspartierne noterer sig endeligt, at omdannelsen af Aarhus Havn fra kommunal selvstyrehavn til kommunalt ejet aktieselskab er udsat.

Byrådet var stillet i udsigt, at omdannelsen skulle behandles inden sommerferien.

Partierne er indforståede med, at en ny bestyrelse skal kende grundlaget og rammerne for sin opgave, og at en udsættelse af omdannelsen til aktieselskab til efteråret er hensigtsmæssig.

-hawin

19/6 2024
  • Kystsikring i Esbjerg Havn viser tegn på øget biodiversitet

    Kystsikring i Esbjerg Havn viser tegn på øget biodiversitet

    havne ›Et kystsikringsprojekt i Esbjerg Havn, der på sigt skal omfatte flere hundrede betonenheder, der er designet specifikt til formålet, viser allerede efter ti uger et sundt biologisk miljø under havoverfladen
  • Ændringer i direktionen på Aarhus Havn

    Ændringer i direktionen på Aarhus Havn

    havne ›Aarhus Havn har besluttet at ændre sammensætningen af direktionen og nedlægger derfor stillingen som chief project officer, cpo. På den baggrund fratræder Henrik Munch Jensen sin stilling
  • Forskning i fremtidens maritime sektor

    Forskning i fremtidens maritime sektor

    havne ›Lektor i politik og forvaltning Lena Brogaard står i spidsen for et nyt forskningsprojekt, der samler eksperter fra hele universitetet om fremtidens maritime udfordringer
  • Elektrisk fremtid er på plads

    Elektrisk fremtid er på plads

    havne ›To enorme batteripakker bliver hjertet i Molslinjens grønne omstilling af hurtigfærgerne. BOS Power er valgt til at bygge batterierne til verdens største elektrificeringsprojekt til søs
  • Molslinjen går elektrisk sommer i møde

    Molslinjen går elektrisk sommer i møde

    havne ›Med næsten 30.000 afgange venter der en travl sommer for Molslinjens færgeruter over hele Danmark. Og denne sommer vil næsten 58 % af alle de afgange blive sejlet på strøm. Den kommende højsæson bliver dermed den mest elektriske færgesommer nogensinde.
  • Rekordår for investeringer og innovation i Esbjerg Havn

    Rekordår for investeringer og innovation i Esbjerg Havn

    havne ›Esbjerg Havn lukkede 2025 med et overskud på 76,5 mio. kr. og en omsætning på 339 mio. kr. Et solidt resultat, men det er de rekordstore investeringer, den høje innovationsaktivitet og den fortsatte udvikling af havnens faciliteter, der kendetegner året
  • Krydstogtgæster bruger over 87 millioner kroner i Aarhus

    Krydstogtgæster bruger over 87 millioner kroner i Aarhus

    havne ›En ny undersøgelse viser, at de besøgende fra krydstogtskibene i Aarhus i 2025 brugte over 87 millioner kroner i Aarhus og regionen. Samtidig viser undersøgelsen, at over hver tredje gæst har lyst til at besøge Smilets By igen på en landbaseret ferie
  • ADP tonser derudaf

    ADP tonser derudaf

    havne ›ADP har i maj 2026 rundet en million tons gods på en måned. Det sker for første gang siden 2014 og afspejler en markant ændring i sammensætningen af gods, hvor flere segmenter nu bidrager til det samlede aktivitetsniveau