Lagerlokaler er blevet mangelvare på SjællandJakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Lagerlokaler er blevet mangelvare på Sjælland

Mens antallet af tomme lokaler stiger i det meste af landet, så er der nærmest underskud af lokaler til lager og logistik flere steder i Region Sjælland ifølge data fra Ejendomstorvet.dk. To erhvervsmæglere vurderer, at tomgangen kan falde det næste år

De sjællandske kommuner går mod strømmen, for mens der i hele landet bliver flere og flere ”til leje”-skilte foran lagerbygninger, logistikejendomme og produktionshaller, så er tomgangen stort set uændret i Region Sjælland.

Det viser data fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler. Flere steder i regionen er lagerlokaler endda ved at være en mangelvare.

 - I midten af 2022 kunne vi på landsplan registrere det laveste udbud af ledige lokaler til lager og produktion i de over 20 år, vi har data for.

- Men siden er der blevet bygget meget nyt – og tilsyneladende mere, end virksomhederne har kunnet bruge. Derfor er udbuddet steget ni kvartaler i træk og ligger i øjeblikket på det højeste niveau i syv år.

- Imidlertid er billedet anderledes i Region Sjælland.

- Her har udbuddet været nogenlunde konstant det seneste år, og i Vest- og Sydsjælland ligger udbuddet af lokaler, målt i procent af de samlede lokaler, nu noget under tallene for hele landet, siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

I øjeblikket har Ejendomstorvet.dk et udbud på 11.100 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet, heraf lidt over 1.500 ejendomme og lokaler til lager, logistik og produktion.

Af dem ligger 129 i Vest- og Sydsjælland, 67 i Østsjælland og blot 15 på Lolland-Falster, hvor det store Femern-projekt har støvsuget lokalområdet for ledige lokaler.

- I dele af regionen kunne vi godt tænke os at have flere varer på hylderne. Særligt i Kalundborg og 30 km væk giver Novo Nordisk-effekten stor efterspørgsel på lokaler.

- Med de milliardstore byggeplaner har entreprenører og leverandører brug for plads.

- Byen har også en del boligbyggeri, og med anlægget af de sidste etaper af Kalundborg-motorvejen har forskellige leverandører brug for kvadratmeter i området, siger Henrik Nikolajsen, partner og administrerende direktør for Nordicals Sjælland med afdelinger i Holbæk, Køge, Næstved, Roskilde og Slagelse.

En lignende melding kommer fra en anden erhvervsmægler – EDC Erhverv Poul Erik Bech Sjælland med kontorer i de samme fem købstæder.

- Bl.a. ved Ringsted er der bygget en del nyt, men brugerne har været klar på forhånd, enten som lejere eller som ejer af bygningerne.

- Generelt har vi let ved at leje det meste ud.

- Det kan dog være lidt sværere, hvis der er tale om ældre ejendomme og om bygninger et stykke væk fra motorvejene, især når der samtidig er tale om større lejemål på 3.000 kvadratmeter og opefter.

- Her bør udlejerne nogle gange overveje at dele ejendommene op til flere virksomheder, lyder det fra regionsdirektør og partner John Borrisholt.

De to erhvervsmæglere forventer, at udbuddet af ledige lagerlokaler vil være stabilt og måske endda falde i løbet af 2025. Det gælder også i Østsjælland, hvor udenlandske investorer har bygget en del nyt uden på forhånd at have lejere, fx i Greve.

- Jeg ser ingen dramatik for mig det næste års tid. De nye byggerier i Østsjælland vil formentlig nyde godt af, at adskillige erhvervsområder tættere på København er under pres.

- Der kommer mere boligbyggeri langs Ring 3, fx i kommuner som Brøndby, Herlev og Gladsaxe. Det presser lokale virksomheder ud, og nogle af dem vil nok søge mod Sydkysten, vurderer John Borrisholt fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Henrik Nikolajsen fra Nordicals spår at de tomme lokaler i Østsjælland stille og roligt vil blive fyldt op, fordi de er indrettet meget moderne og effektivt og ligger nogenlunde tæt på København.

- I Nordvestsjælland rækker projekterne hos Novo Nordisk seks-otte år frem i tiden, og det vil være med til at stimulere efterspørgslen på lagerareal, siger han.

Opgjort på kommuneniveau er der i øjeblikket blot 10 ledige lokaler i Kalundborg udbudt via Ejendomstorvet.dk.

Blandt Region Sjællands 17 kommuner er der mest at vælge imellem i Næstved med 27 lejemål og ejendomme, i Ringsted med 24 lokaler og i Slagelse med 21 lokaler.   

-hawin 

7/2 2025
  • Usikkerhed om strømkapacitet udfordrer investeringer i Danmark

    Usikkerhed om strømkapacitet udfordrer investeringer i Danmark

    logistikcentre ›Adgang til strøm er blevet en afgørende faktor for investeringsbeslutninger. Energinets nye modenhedskrav er et vigtigt første skridt mod en mere professionel håndtering af den knappe netkapacitet. Men hvis Danmark fortsat skal tiltrække investeringer, er der behov for større transparens og mere forudsigelige rammer for adgangen til strøm. INDLÆG
  • Papiremballage bestod termotest

    Papiremballage bestod termotest

    logistikcentre ›Transport- og logistikvirksomheden, Geodis har gennemført en række internationale forsøg med papirbaserede termiske emballager til luftfragt af lægemidler 
  • Logistiksetup tager for alvor form

    Logistiksetup tager for alvor form

    logistikcentre ›Lemgiigh-Müllers nye lager skal styrke leveringssikkerheden til kunder i hele landet. For nylig var der rejsegilde for projektet, som er med til at gøre Kolding til et vigtigt logistisk knudepunkt
  • Nyt bestyrelsesmedlem på plads

    Nyt bestyrelsesmedlem på plads

    logistikcentre ›FDE Fonden, der støtter projekter, aktiviteter og initiativer der gavner transport- og logistikbranchen, har udpeget Henrik J. Meinertz som nyt bestyrelsesmedlem
  • Mindre bøvl med anmeldelse af arbejdsulykker

    Mindre bøvl med anmeldelse af arbejdsulykker

    logistikcentre ›Beskæftigelsesministre Ane Halsboe-Jørgensen (S) har orienteret Folketingets Beskæftigelsesudvalg om en ændring af reglerne for anmeldelse af arbejdsulykker
  • Møbelgrossist i offensiven

    Møbelgrossist i offensiven

    logistikcentre ›House Nordic har netop fejret rejsegilde for sin nye logistikcenter i Søndersø på Fyn. Byggeriet er den første af flere faser, der skal ruste virksomheden til fremtidens logistikudfordringer
  • Online fysioterapi giver glade medarbejdere

    Online fysioterapi giver glade medarbejdere

    logistikcentre ›Hjælp til sundheden når sjældnere ud til dem, der bruger kroppen som deres vigtigste arbejdsredskab. Det viser en ny særanalyse fra af sundhedsforsikringer Dansk Sundhedssikring
  • Klar med bæredygtighedsrapport

    Klar med bæredygtighedsrapport

    logistikcentre ›Rhenus Groups bæredygtighedsrapport 2025 fremhæver skiftet fra grundlæggende arbejde til global præstation