Spændende år gav rekord-resultat

Spændende år gav rekord-resultat

Speditionsfirmaet ALPI, med hovedsæde i Herning, har præsenteret regnskabet for 2018. Resultatet blev et overskud før skat på 16,9 mio. kr., hvilket er en stigning på 3,2 mio. kr. i forhold til det foregående regnskabsår

Når ALPI kigger tilbage på 2018, lå det ikke lige i kortene, at det skulle ende som et rekordår. Store investeringer samt et direktørskifte gjorde året til et spændende år – men samtidigt også et år, der resultatmæssigt ikke kunne forventes at ligge på samme niveau som normalt.

ALPIs administrerende direktør, Kjeld Tygesen, forklarer:

- Vi satte sidste år en del store investeringer i gang - både egentlige projekter, åbning af nye afdelinger samt generel oprustning i hele organisationen. Derudover gik firmaets stifter og daværende administrerende direktør, Niels Arne Markussen i foråret 2018 på pension. Så man kan roligt sige, at det var et spændende år for os.

Nye afdelinger

Kjeld Tygesen fortæller om de investeringer, ALPI har foretaget i 2018:

- Vi åbnede nye afdelinger i både Kolding og Finland. Trekantsområdet er et område i vækst, og derfor var det et naturligt skridt for os at åbne en afdeling i Kolding. Vi er nu syv ansatte i Kolding og har faktisk allerede efter et halvt år været nødt til at flytte i større lokaler med tilhørende lager-faciliteter. Det er en afdeling, vi forventer os meget af fremover.

- I Finland åbnede vi i efteråret 2018 en afdeling i Helsinki, placeret lige på havnefronten, hvilket er en ideel placering for os. Finland er, efter nogle lidt svære år, ved at være godt på fode igen, og økonomien udvikler sig fornuftigt deroppe. Vi har oplevet stigende aktiviteter på det finske marked, hvilket forklarer åbningen af den nye afdeling.

Opgradering og udvikling

ALPI oplevede i 2018 en flot fremgang på alle forretningsben: biltransport, søfragt, luftfragt, kurerfragt samt lagerforretninger. Kjeld Tygesen fortæller, at der løbende er blevet ansat flere medarbejdere til alle afdelinger. Således er der i dag 270 medarbejdere på ALPIs danske lokationer. For et år siden var der 213 medarbejdere.

Også på IT-fronten har ALPI foretaget store investeringer i 2018.

- Vi oplever fortsat stigende ønsker fra vores kunder mht. IT-integration og -værktøjer. Hvis vi vil bevare vores position i førerfeltet, er det nødvendigt at være med helt fremme IT-mæssigt. Det hjælper os ligeledes med at optimere produktionen, så vi fortsat kan være konkurrencedygtige, udtaler Kjeld Tygesen.

Som nævnt blev 2018 også året, hvor ALPI Danmarks stifter og daværende administrerende direktør, Niels Arne Markussen, gik på pension og overlod roret til John Blæsbjerg (administrerende direktør for ALPI Air & SEA) og Kjeld Tygesen, der fortæller:

- Det har da været svært at overtage posten efter Niels Arne, der igennem 27 år har stået i spidsen for at bygge firmaet og ikke mindst firmakulturen op til det, vi ser nu. Men opdraget fra vores italienske moderfirma var netop også at videreføre den kultur, som ALPI har været en garant for igennem alle årene.

John Blæsbjerg (adm. dir. for ALPI Air & SEA)  og ALPIs administrerende direktør, Kjeld Tygesen. 

- ALPI er, og har altid været, en værdibaseret virksomhed med en stærk kultur. Det betyder også, at alle medarbejdere ved, hvad der forventes af dem og hvilken retning, firmaet ønsker at gå. Så lidt forenklet kan man sige, at opgaven har været at forsøge at videreføre ALPI med samme ånd, som de sidste 27 år.

Stor tilfredshed

Når ALPI så alligevel formåede at komme ud af 2018 med et rekordstort overskud, skyldes det, ifølge Kjeld Tygesen, de mange dygtige medarbejdere.

- Det er fantastisk at opleve den entusiasme, vores medarbejdere har.  Vi har bevist, at vores forretningskoncept er rigtigt. Kunderne efterspørger ikke kun den rigtige pris – indpakningen skal også være i orden. Vi er meget opmærksomme på, at alt hvad vi foretager os, skal være til gavn og hjælp for vores kunder. På den måde kan vi, sammen med kunderne, løse hverdagens små og store udfordringer, fortæller Kjeld Tygesen.

Det er derfor en glad og tilfreds direktør, der kigger fremad. Kjeld Tygesen forventer, at ALPI i 2019 fortsætter de store investeringer.

- Vi har faktisk allerede taget beslutning om flere nye store investeringer hen over sommeren. Jeg kan dog endnu ikke løfte sløret for hvilke. Det betyder også, at vi håber at kunne lande et resultat for 2019 på samme niveau som for 2018, siger han.

-hawin

7/6 2019
  • Første spadestik til fjerde generiske byggeri

    Første spadestik til fjerde generiske byggeri

    logistikcentre ›Taulov Dry Port viser med Generisk 4, at efterspørgslen på moderne lager- og logistikfaciliteter i Taulov fortsat er høj
  • Thansen sætter rekord 

    Thansen sætter rekord 

    logistikcentre ›Fremgang i butikker over hele Danmark og stærk vækst i Norden løfter omsætningen, mens investeringer i logistik og fortsat ekspansion – blandt andet i Sverige – skal styrke udviklingen yderligere
  • Taulov Dry Port får ny direktør

    Taulov Dry Port får ny direktør

    logistikcentre ›Efter syv år i spidsen videregiver Jesper Gemmer stafetten som ceo i Taulov Dry Port. Bestyrelsen har udpeget Kim Langkjær Fuglsang til at lede den fortsatte udvikling af logistikcentret
  • Styrket drift presser indtjeningen

    Styrket drift presser indtjeningen

    logistikcentre ›Investeringer i nye bygninger præger Dachser Nordics resultat for 2025. Årsregnskaberne viser en lille nedgang fra 2024, men en stigning i omsætning i Danmark, Norge og Sverige
  • Flaskehalse i Østjyllands logistikmarked

    Flaskehalse i Østjyllands logistikmarked

    logistikcentre ›Logistikmarkedet i Østjylland er præget af flaskehalse vurderer Colliers, som mener, at manglen på moderne ejendomme og skæve offentlige vurderinger er blandt årsagerne. Dog ser man attraktive muligheder for investorer, der kan udvikle de rette aktiver på de rigtige lokationer
  • Kramp går efter DGNB-guldet

    Kramp går efter DGNB-guldet

    logistikcentre ›Kramp er i fuld gang med byggeriet af et nyt, højteknologisk nordisk distributionscenter i Vejle Nord og forventer, at byggeriet opnår DGNB 2023 Guld-certificering
  • Mere økologi til de professionelle køkkener

    Mere økologi til de professionelle køkkener

    logistikcentre ›Med indflytningen hos Dagrofa Foodservice kan Aarstiderne Engros fastholder den nære relation til de økologiske producenter mens værten byder ind med et effektivt logistisk setup og en nyudviklet webshop 
  • Bring håndterer Sea to Summits toldlager

    Bring håndterer Sea to Summits toldlager

    logistikcentre ›Bring har indgået aftale med Sea to Summit, som betyder, at Bring ikke blot lagerfører virksomhedens produkter, men også har ansvaret for pluk og distribution af ordrer til kunder på det danske marked