Med Still's nye elektriske gaffeltruck RX20 kommer logistikken i stødet
Still lancerer en helt ny generation af topsælgeren RX 20. Med et væld at forbedringer og nye features er der tale om et energibundt, som elektrificerer truckkørslen på lagre, terminaler og produktionsvirksomheder
Ved en storstilet lancering af den nye generation af den elektriske gaffeltruck, RX 20, fortalte Still den forsamlede europæiske verdenspresse om de mange nye features og fordele ved den nye truckserie.
Still introducerede allerede den den karakteristiske sølv-orange RX 20 i 2005. Og den ramte plet hos ejere og førere af el-gaffeltrucks. Der er siden introduktionen produceret over 80.000 enheder, hvilket taler for sig selv. Intralogistikspecialisten fra Hamborg har nu udviklet dens efterfølger, hvis kompakthed, ergonomi, ydelse og præcision er blevet væsentligt forbedret og desuden udstyret med smarte assistentsystemer.
Gaffeltruckførerne kan ud over at glæde sig til udvidede anvendelsesområder for de populære el-gaffeltrucks også se frem til den højeste effektivitet i kombination med en hidtil uset grad af komfort.
- Med den nye elektriske RX 20-gaffeltruckserieserie sætter vi nye standarder på markedet og beviser, at man ved hjælp af et perfekt samspil mellem alle relevante køretøjsegenskaber kan opnå optimal effektivitet og en høj tilgængelighed. Således tilbyder vi allerede i dag vores kunder den nødvendige effektivitet for fremtidige udfordringer, forklarer Thomas A. Fischer, koncernchef for salg, marketing og service (CSO) hos STILL GmbH.
- Samtidig har vi gennem videreudvikling af hovedkomponenterne sørget for lavere driftsomkostninger og på den måde sat nye standarder med henblik på Total Cost of Ownership (TCO).
Den nye RX 20-serie består af i alt 13 køretøjstyper – heraf syv trehjuls- og seks firehjulsgaffeltrucks – med løfteevne mellem 1,4 og 2 tons med et lasttyngdepunkt på 500 mm. De smarte allroundmaskiner er meget velegnede til kombineret indendørs og udendørs brug og kan transportere varer hurtigt og sikkert også over længere strækninger med en maksimal kørehastighed på 20 kilometer i timen.
Når det angår ydeevne, behøver de ikke at skamme sig i forhold til gaffeltrucks med forbrændingsmotor. Også ved stabling af paller i høje reoler beviser RX 20 sit værd. For eksempel løfter RX 20-16L en last på 1,6 tons med en maksimal løftehastighed på 0,53 meter i sekundet til en højde på op til 5.900 mm.
Det effektive energibundt er blevet udviklet til mange forskellige anvendelser og er et af de bedste valg, når opgaverne kræver høj omladningsydelse og tilgængelighed i krævende to- og tre-holdsskift som man blandt andet ser i logistikken, maskin-, bil-, kemi-, gummi- og plastindustrien samt i fødevarehandlen.
Med den kompakte konstruktion er den særligt interessant til anvendelse på steder med snævre pladsforhold som eksempelvis i byggemarkeder, på højlagre og ved læsning og losning af lastbiler, containere og hvor der er krav om kompakte ydre mål og stor smidighed.
Forbedringerne ligger her i detaljerne
Køretøjet har et helt nyt drivmodul, hvor der er integreret to indkapslede, vedligeholdelsesfrie tre-fasede el-motorer med aktiv køling samt en ny omformergeneration. Det sørger ikke blot for en høj og pålidelig ydelse, men også for den bedste stigeevne på ramper.
Forhjulstrækket giver desuden RX 20 et fremragende vejgreb. Alt efter den nominelle bæreevne kan trucken klare rampestigninger eller skrå opkørsler med en stigning op til 20 % med maksimal last. I den forbindelse er accelerationen, køreydelsen, løftehastighederne samt den elektriske nedbremsning (reversering) blevet forbedret. Køretøjerne er således meget mere bevægelige end deres forgængere.
Føreren kan med et tryk på en knap vælge mellem den bedste energieffektivitet og højeste hastighed, så gaffeltrucken altid leverer den optimale ydelse ved den respektive anvendelse. I hvert køreprogram kan hastighed, acceleration samt den elektriske nedbremsning ved køreretningsskift indstilles.
Den nye RX 20 er væsentlig mere kompakt. På den måde har Still opfyldt kravet om minimal arbejdsgangbredde og frihøjde i kombination med en meget rummelig arbejdsplads. For kunder, som har brug for særligt kompakte køretøjer med løfteevner på 1,4 eller 1,6 tons er de ekstremt manøvredygtige RX 20-14C og RX 20-16C de perfekte valg. Deres manøvredygtighed opnår maskinerne takket være et ekstra kort chassis, som sørger for en lille arbejdsgangbredde i kombination med en stor batterikapacitet (625 Ah).
Ved firehjulsgaffeltrucks reducerer en pendelaksel kravene til arbejdsgangbredde yderligere ved væsentligt mindre venderadius samt mindre dækslid. Sammenlignet med den tidligere model kræver trehjuls-gaffeltruckene op til 29 millimeter mindre arbejdsgangbredde og firehjuls-gaffeltruckene op til 171 millimeter mindre arbejdsgangbredde.
De nye RX 20 er allerede i standardhøjden på 2.035 mm egnet til containeranvendelse. Til anvendelser med særligt lave portgennemkørsler eller i godsvogne fås RX 20 også med en totalhøjde inklusiv sikkerhedstag på kun 1.949 millimeter.
Nyt batterikoncept sørger for stor rækkevidde og høj tilgængelighed
Elektriske modvægtstrucks med 48 volt og standardchassis klarer nu 625 Ah-batterier i A- eller B-udførsel af batterirum, så operatøren fortsat kan bruge eksisterende batteridelinger og alt efter anvendelsesprofil drage nytte af fordelene ved det pågældende batteri. De mange forskellige mulige batterivarianter opnår Still med det dobbelte batterirum, som er unikt på markedet.
Med det dobbelte batterirum er kunden ekstra sikret ved at kunne anvende nye batteriteknologier som f.eks. Li-Ion-batterier i fremtiden. Netop ved ekstremt intensive anvendelser, som kræver den største rækkevidde, ligger denne effektive teknologi lige for på grund af muligheden for effektive mellemladninger.
Med et Li-Ion-batteri (49 kWh) har RX 20 den største rækkevidde i sin klasse. Kunden kan ved behov endda skifte mellem blysyre- og Li-Ion-batterier. Lige som på de tidligere modeller er det nemme og hurtige batteriskift fra siden med løftevogn en væsentlig succesfaktor ved den nye RX 20. Kørsler fra og til den centrale ladestation bortfalder. Den vundne tid kan man bruge produktivt på arbejde.
Still har lagt stor vægt på materialer af høj kvalitet og en robust konstruktion. Udvendigt er plastkomponenter i vidt omfang blevet erstattet af stål. Således er batteridøren blevet forstærket, og alle projektører og sikkerhedslygter beskyttes af robuste stålplader.
Still har også optimeret masten og kombineret kraftfulde løft med et optimalt mastgennemsyn. Robuste og stive mastprofiler sørger for en sikker og hurtig lasthåndtering selv ved tung last med større restkapaciteter. RX 20 byder ikke kun ved Telemasten- men især også ved Triplexmasten på et fremragende udsyn til lasten.
De nye master udmærker sig ved en tyndt indkapslet profilpakke samt ved anvendelsen af C-profiler i ydermasten. Løftecylinderne ligger bagved profilerne. Føreren har på den måde et godt udsyn både gennem masten og også forbi den ud til siden.
Desuden er sikkerhedstaget blevet udviklet med et optimalt udsyn til alle sider. Alle sikkerhedstagets profildragere er smallere end førerens øjenafstand, så der ikke opstår skjulte områder. Det frie udsyn opad muliggør hurtig og sikker håndtering af lasten selv i stor højde.
En bedre ergonomi garanterer produktivt arbejde uden anstrengelse:
- En individuel og brugervenlig udformning af gaffeltrucken inkl. førerpladsen er ekstremt vigtig, fordi det påvirker effektiviteten, arbejdssikkerheden samt førerens motivation og arbejdsydelsen direkte, mener Fischer.
Arbejdspladsen på RX 20 giver føreren stor bevægelsesfrihed. Det begynder allerede ved den ukomplicerede indstigning via det store trin. Fodpladsens højde er blevet sænket med ca. 60 millimeter, og førerpladsen er 50 millimeter lavere. Kabinehøjden indvendigt er blevet øget med 16 millimeter og giver også høje førere meget hovedfrihøjde. Et stort håndtag, en skridsikker gummimåtte og en skridfast trinkant øger sikkerheden ved ind- og udstigningen.
Fodpladsen er meget rummelig, og også omkring pedalerne har Still sørget for meget frirum, så sikker betjening også er mulig med store sikkerhedssko. Pedalerne er lave og anbragt ca. i samme højde for at mindske benarbejdet ved betjeningen af pedalerne. Også serviceteknikere glæder sig over det forøgede fodplads. Ved vedligeholdelsesarbejde skal de kun løsne én plade, så er der ubegrænset adgang til servicedelene.
RX 20 er desuden et meget stille bekendtskab. Still har reduceret gaffeltruckens støjniveau væsentligt. Især løfte- og styrepumpestøj er i høj grad blevet reduceret. Ekstra god aflæggeplads afrunder det nye førerpladskoncept.
Still Easy Control, en helt nyudviklet visnings- og betjeningsenhed, fungerer som sikkerheds- og kommunikationscentral. Det grafiske farvedisplay med automatisk lysstyrkeregulering beskyttes af en ridsefri overflade. Føreren har ikke kun et godt overblik over alle køretøjsparametre som f.eks. kørehastighed, hældningsvinkel, batteristatus, energiforbrug osv., men har – takket være en menu-opbygget styring og favorittaster – også direkte adgang til køre- og løfteprogrammer, batteri-restkapacitetsvisning og mange andre funktioner – også med arbejdshandsker. En køreretningsvisning på displayet øger effektiviteten og sikkerheden.
Talrige assistentfunktioner, som bl.a. en visning af stabilitetsstatus på displayet samt hastighedsreduktion ved løftet slæde øger ikke blot sikkerheden men bidrager også til en præcis lasthåndtering, som øger effektiviteten yderligere. Også kendte assistentfunktioner som f.eks. Curve Speed Control, som automatisk tilpasser hastigheden i sving til styrevinklen, anvendes i RX 20.
- Assistentsystemer får i fremtiden en stadig vigtigere betydning for fortsat at øge effektiviteten af vores gaffeltrucks. Vores ingeniører arbejder derfor videre på at udvikle flere smarte løsninger, afslutter Fischer.