Det begyndte med en uge på prøve – det blev en kæmpe succesPaw Berthelsen har netop aflagt svendeprøve, på UCH og kan dermed kalde sig lager- og logistikoperatør.

Det begyndte med en uge på prøve – det blev en kæmpe succes

Trods intensiv markedsføring er det svært at skaffe lærlinge nok i nogle brancher. Nu har en erhvervsskole opnået opsigtsvækkende succes ved at hjælpe eleverne over i ”ny mesterlære”-ordningen

Paw Berthelsen har netop aflagt svendeprøve og kan dermed kalde sig lager- og logistikoperatør.

Det er en stor personlig sejr for Paw Berthelsen, og en kæmpesucces for transportafdelingen på Uddannelsescenter Holstebro, UCH, som aldrig har haft så mange elever som nu.

Efter i en årrække at have haft mellem 220 og 240 lærlinge på vej gennem uddannelserne til henholdsvis vejgodstransport-uddanelsen eller lager- og logistikuddannelserne med et overtal af chauffører, så er elevtallet nu vokset til 284 omtrent ligeligt fordelt mellem de to faglige hovedgrupper.

Det er en bemærkelsesværdig stor succes. Ikke mindst taget i betragtning, at antallet af nye elever på landsplan faktisk er svagt nedadgående siden toppen i 2020, hvor der var en tilgang af nye elever på knap 900.

På landsplan er der det senesste år indgået 508 nye lærepladsaftaler for lager- og logistikoperatører og oprettet 710 nye lærepladser for lastbilchauffører på vejgodstransportuddannelsen.

Men i Holstebro er der altså nu så stor vækst på lager- og logistikområdet, at de to fagområder har lige mange elever.

I lære som 16-årig
Det er der især en grund til. Nemlig den nye mesterlære-ordning, hvor lærlinge begynder direkte i praktik frem for at skulle begynde deres uddannelse med et halvt år på skolebænken på et grundforløb.

Paw var kun 16 år gammel, da han fandt sin læreplads. De fleste andre i den alder begynder på et grundforløb, men det var ikke noget for ham.

- Jeg havde det svært i folkeskolen, og jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg gerne ville, så jeg tog 10. klasse med. Og bagefter ville jeg bare gerne ud ofor at arbejde, fortæller han.

Han havde en kammerat og en bekendt, som arbejdede for Scantruck i Skive, hvor han kommer fra. Begge talte godt om virksomheden, så Paw Berthelsen fik et lift af sin mor og bankede på døren hos virksomheden.

- Vi blev enige om, at jeg skulle starte med at være på prøve i en uge. Og derefter sagde de, at de gerne ville tilbyde mig en læreplads. De vidste bare ikke så meget om, hvad det der ”mesterlære” gik ud på, men det fandt vi da ud af, siger Paw Berthelsen og smiler.

Ekstra støtte til elever
Heldigvis er vejledere, konsulenter og lærere på UCH eksperter i mesterlære, og det har netop vist sig at være en rigtig god vej til en erhvervsuddannelse for mange elever i transport- og lagerbranchen, konstaterer uddannelsesleder Aksel Møller.

Han fortsætter:

- Lærerne og alle ansatte her på stedet ser eleverne som mere end bare et nummer. Vi ser dem som hele mennesker, der har forskellige behov. Nogle kan bare tilmelde sig, mens andre har brug for at få tilrettelagt uddannelsen på lidt andre måder.

- Vi har for eksempel også flere ansatte og timelærere, som er dedikeret til special-pædagogisk støtte og dermed bruger det meste af deres tid på at give særlig støtte til de elever, som har brug for det. Det bidrager også til at fastholde eleverne undervejs, forklarer han.

Gennembrud for mesterlære
Ny mesterlære blev indført på erhvervsskolerne i 2006, så det er nærliggende at spørge, hvorfor erhvervsskolerne ikke bare fra starten har skubbet flere elever i den retning.

Men så enkelt er det ikke.

- Grundforløbet er godt, og det er også den rigtige vej for mange, især de yngste elever, som typisk er 19-25 år her i transportafdelingen. På grundforløbet ser vi ikke længere så mange arbejdsledige starte på uddannelsen.

- Til gengæld møder vi flere af dem på et senere tidspunkt, når de ønsker et bevis på deres faglige kunnen. Her står de ofte og mangler dele af grundforløbet, som de bliver tilmeldt i en Ny mesterlæreordning, siger Aksel Møller og fortsætter:

- Vi ser også Ny Mesterlære som en god løsning for unge med en gymnasial uddannelse, og som har taget fritidsarbejde i transportbranchen. I kraft af deres boglige og påbegyndende erhverserfaring kan de få afkortet grundforløbet.

- En sidste og overset målgruppe for Ny Mesterlære er de skoletrætte elever, som får tid til at starte deres uddannelse op uden for skolens vægge. Kort fortalt har vi fundet ud af, at Ny Mesterlære giver os mulighed for at ramme flere målgrupper med interesse i vores uddannelser, siger Aksel Møller.

Voksne får ofte merit
Ny Mesterlære betyder ikke, at lærlingene lærer mindre end de elever, som har gennemført et grundforløb. Faktisk er der lige meget skoleundervisning på hovedforløbet.

Forskellen er blot fleksibiliteten ved at kunne starte uddanelsen på en anden måde, så det hele ikke føles overvældende.

En anden del af forklareingen på væksten i antallet af mesterlæreelever er et ønske fra både virksomheder og ansatte om, at ufaglærte opkvalificerer sig.

En særlig fordel for de voksne er, at de får afkortet en måned af deres uddannelseslængde for hver uges skolegang, som de kan få merit for. For eksempel vil en ufaglært lastbilchauffør med C/E-kørekort få afkortet uddannelsen cirka otte måneder mod de normale to og et halvt år.

- Vi har fået rigtig mange voksne elever, som har flere års erfaring som ufaglærte, og hvor arbejdsgiveren har et ønske om en faglig opkvalificering.

- Samtidig er det en fordel for medarbederen, fordi hun eller han normalt vil få mere i løn som faglært, og så giver det også bedre jobmuligheder, at man har et svendebrev som bevis for, hvad man kan, forklarer Aksel Møller.

Kørekort og kolleger
Der var dog ingen merit til den unge lærling Paw Berthelsen, som i mellemtiden er fyldt 19 år. Til gengæld har der været mange andre glæder og fordele ved den erhvervsuddannelse, som netop er afsluttet.

- Som en del af uddannelsen har jeg fået varevogns-certifikat. Og ja, det vil sige, at jeg også har fået betalt kørekortet til personbil. Det er jo omkring 17.000 kroner, jeg har sparet, siger han og ser meget tilfreds ud.

Endnu bedre er det, at han har bevist, at han er dygtig, og så er han blevet del af et rart fællesskab, både på erhvervsskolen  og hos Scantruck, hvor han er i lære.

- Det bedste er, at jeg har nogle gode kolleger. Vi kan sagtens lave nogle gode jokes, mens vi arbejder. Vi har det sjovt sammen, og de betyder meget for mig, siger han.

Det tager to og et halvt år at blive uddannet enten chauffør eller lager- og logistikmedarbejder. Det næste grundforløb starter først til august for dem, der ikke har en læreplads inden uddannelsesstart, mens Ny Mesterlære-ordningen har løbende tilmelding.

-hawin

14/2 2025
  • Her er industriens danmarksmestre 2026

    Her er industriens danmarksmestre 2026

    uddannelse ›Efter tre intense konkurrencedage kulminerede dette års DM i Skills 2026 lørdag med kåringen af danmarksmestrene i 48 forskellige fag. Se vinderne fra industriens ni konkurrencefag
  • EU-topchef fremhæver Femern som vækstmotor

    EU-topchef fremhæver Femern som vækstmotor

    uddannelse ›Store investeringer i infrastruktur skal også skabe vækst i lokale virksomheder. Det budskab lød fra Sofia Alves fra Europa-Kommissionen ved afslutningen på Erhvervsfyrtårn Femern i Rødby
  • Fem projekter i spil til Plastprisen

    Fem projekter i spil til Plastprisen

    uddannelse ›3D-plastprint i storskala, digital beregning af klimaaftryk, strækhætte med 35 % certificeret genanvendt plast, filtersystem til mikroplast og omdannelse af CO2 til plast er i finalen til Plastindustriens pris
  • Kompetencerne løftes med teleskoplæssere

    Kompetencerne løftes med teleskoplæssere

    uddannelse ›AMU Syd tilbyder uddannelseskurser til kørsel med teleskoplæssere, og afholder dem på både på dansk, engelsk og polsk. Fornylig leverede Scantruck tre nye Manitou-teleskoplæssere til uddannelsesinstitutionen
  • Mere fondsstøtte til grønnere erhvervsuddannelser

    Mere fondsstøtte til grønnere erhvervsuddannelser

    uddannelse ›Villum Fonden har for tredje gang afsat 50 mio. kr. til at uddanne grønnere frontløbere på tværs af brancher - fra fødevareproduktion til transport
  • Kommuner sjofler juniormesterlære

    Kommuner sjofler juniormesterlære

    uddannelse ›Langt de fleste kommuner lever stadig ikke op til regeringens målsætning om, at mindst fem procent af eleverne i 8. og 9. klasse skal være i juniormesterlære
  • Seks ud af 10 kommende autolakerere er kvinder

    Seks ud af 10 kommende autolakerere er kvinder

    uddannelse ›Flere kvinder vælger traditionelle mandefag som f.eks. autolakerer, procesoperatør og lastbilchauffør. Det viser analyse fra Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
  •  Talenter fra 48 fag klar til DM i Skills

    Talenter fra 48 fag klar til DM i Skills

    uddannelse ›285 automatikteknikere, mekanikere, procesoperatører med mange flere stiller op til årets Danmarksmesterskab for unge faglærte til april