Ny aftale ruster erhvervsuddannelserne til den grønne omstillingBørne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). (Foto: Keld Navntoft).

Ny aftale ruster erhvervsuddannelserne til den grønne omstilling

Erhvervsuddannelserne skal styrkes til at uddanne faglærte med de rette kompetencer til den grønne omstilling. Det mener regeringen og Folketingets partier, der har indgået en aftale, der blandt andet afsætter midler til tidssvarende udstyr og grønne lærerkompetencer på erhvervsuddannelserne

Hvis vi skal i mål med et grønnere Danmark, kræver det dygtige faglærte med de kompetencer og færdigheder, som efterspørges på arbejdspladserne.

Men antallet af faglærte har været faldende over en årrække. Finansministeriets fremskrivninger indikerer, at der i 2030 vil være cirka 70.000 færre faglærte end i 2022.

Derfor vil regeringen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne) og Folketingets partier (Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkepart, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet) med en ny aftale sikre, at der er faglærte med de rette kompetencer til den grønne omstilling - både ved at styrke den grønne omstilling af uddannelserne og ved at gøre uddannelserne mere attraktive for de unge.

Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse. 

Behov for nyt udstyr til den grønne omstilling
Med aftalen afsættes der cirka 210 millioner kroner over en 4-årig periode til erhvervsskolerne, så de kan investere i tidssvarende og grønt udstyr.

Midlerne afsættes til investering i udstyr på erhvervsskoler, som udbyder uddannelser inden for hovedområderne ”fødevarer, jordbrug og oplevelser” og ”teknologi, byggeri og transport”, som er kendetegnet ved at være udstyrstunge, og som i høj grad leverer arbejdskraft til den grønne omstilling.

Der afsættes samtidig cirka 90 millioner kroner over en 4-årig periode til efteruddannelse af lærere på alle erhvervsuddannelser.

Det skal sikre, at eleverne i højere grad møder kvalificerede lærere med opdateret viden inden for den grønne omstilling på erhvervsskolerne.

Herudover er der fra udmøntning af Grøn skattereform 100 millioner kroner i 2025 og 2026 til efteruddannelse og opkvalificering på erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne, hvorfor der med aftalen afsættes samlet en halv milliard kroner til grøn efteruddannelse, opkvalificering og udstyr.

Flere elever skal på studieture og udveksling
Aftalepartierne ønsker, at flere elever kommer afsted på studieture, ligesom man kender det fra gymnasiet, samt at styrke elevernes mulighed for at komme på udveksling i andre europæiske lande under deres erhvervsuddannelse.

Der afsættes derfor med aftalen 23,5 millioner kroner årligt fra 2025 og frem, der skal understøtte erhvervsskolernes muligheder for at gennemføre studieture.

Derudover noterer aftalepartierne sig, at regeringen arbejder på at øge andelen af budgettet til erhvervsuddannelserne i forhandlingen af et nyt Erasmus+-program for 2028-2034, så flere elever får mulighed for at komme på udlandsophold.

Regeringen har netop indgået en samarbejdsaftale, som skal gøre det lettere for elever på erhvervsuddannelser at komme på udveksling i Tyskland.

Regeringen vil løbende undersøge muligheden for lignende samarbejde med andre lande.

Aftalepartierne bakker derudover op om, at Børne- og Undervisningsministeriet i sin løbende dialog med erhvervsskolerne understøtter skolernes indsats i forhold til elevernes mulighed for at komme afsted på udlandsophold.

Indsatsen ”vejen til en erhvervsuddannelse” giver de ældste elever i grundskolen mulighed for at møde unge rollemodeller fra erhvervsuddannelserne, som brænder for deres fag, via besøg på landets skoler.

Denne ordning gøres med aftalen permanent og tilføres yderligere midler, så rollemodellerne fremover også vil besøge FGU-elever.

- Jeg er utroligt glad for den her aftale. Den grønne omstilling er et kæmpestort byggeprojekt og en omvæltning for vores landbrug.

- Hvis vi skal nå i mål med vores ambitiøse klimamål, har vi brug for elektrikere, der kan sætte strøm til vores elbiler, mekanikere, der kan reparere dem, kontor- og handelsuddannede til at håndtere CO2- regnskaber, landmænd, der kan producere grønne og bæredygtige fødevarer og smede og VVS’ere til fjernvarmeudrulning.

- I dag har vi sikret, at vi tager et skridt mod at sikre faglærte til den grønne omstilling, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). 

En uddannelse ser grønt
Han bliver bakket op af Thomas Skriver, ligeledes fra Socialdemokratiet, som forklarer, at manglen på faglærte er en flaskehals i den grønne omstilling. 

Han mener at aftalen er et vigtigt skridt imod, at flere i fremtiden vil starte på og gennemføre en erhvervsuddannelse.

- Det er vi stolte af i Socialdemokratiet, siger Thomas Skriver, Socialdemokratiet.

Hos regeringspartneren Venstre er glæden også stor over aftalen, som bliver betegnet som et et vigtigt skridt mod at sikre flere faglærte til den grønne omstilling. 

Samtidig mener man at aftalen kan være med til at gøre det mere attraktivt for de unge at tage en erhvervsuddannelse helt generelt.

- Venstre har for eksempel tidligere kæmpet for et løft af udstyret ude på erhvervsskolerne. Det sikrer vi nu, og det er tiltrængt, da det er forældet alt for mange steder.

- Jeg ser desuden frem til, at det nye Videnscenter for Jord- og Landbrug kommer i gang, så det kan bidrage til den grønne omstilling af landbruget, siger Anni Matthiesen, Venstre.

Hos regeringspartneren, Moderaterne er man overbeviste om at Danmark er en grøn ledestjerne for resten af verden, når det kommer til den grønne omstilling. Det er dog ikke en position man kommer sovende til.

- Det kræver høje ambitioner, initiativ, handling og ikke mindst flere hænder. Derfor glæder det mig, at vi nu har indgået en aftale om erhvervsuddannelserne, som vil gøre dem mere fremtidssikrede og dermed sikre flere faglærte til den grønne omstilling.

- Vi sikrer, at vores dygtige faglærte får de nødvendige kompetencer, som erhvervslivet efterspørger. Desuden giver vi et tiltrængt løft ved at investere mere i tidssvarende grønt udstyr og undervisningsforløb samt opkvalificering af lærerne.

- Det skal ikke være manglende ambitioner inden for erhvervsuddannelserne, der spænder ben for vores position som grøn frontløber, og derfor er Moderaterne virkelig glade for aftalen, siger Rasmus Lund-Nielsen, Moderaterne.

Blandt partierne i Folketinget, der har indgået aftalen med regeringen, er der også glæde over resultatet. 

Eksempelvis mener man hos SF, at det er afgørende for den grønne omstilling, at erhvervsskolerne har nok dygtige faglærte i fremtiden.

- Det kræver tidssvarende uddannelser med fokus på den grønne omstilling og attraktive studieforløb, som de unge har lyst til at være en del af. Med denne aftale tage vi et skridt i den rigtige retning på begge de områder, siger Sofie Lippert, Socialistisk Folkeparti.

Også i Det Konservative Folkeparti er der glæde over aftalen, som skal sikre flere faglærte til den grønne omstilling.

Man ser den som et vigtigt skridt mod en bæredygtig fremtid, hvor den grønne omstilling sætter nye præmisser for, hvad faglærte skal kunne for at bidrage effektivt til en bæredygtig verden.

- Med denne aftale styrker vi vores uddannelsessystem og forbereder det til fremtidens krav. Det er et vigtigt skridt i vores arbejde for et grønnere Danmark, hvor vi sammen tager ansvar for både nutidens og fremtidens udfordringer.

- Vi ser frem til at forhandle yderligere om styrkelsen af erhvervsuddannelserne, da dette kun er en del af de midler, der er afsat i forbindelse med diverse aftaler.

- Der er nemlig ingen tvivl om, at vi skal gøre endnu mere for erhvervsuddannelserne, end hvad vi gør med denne aftale, siger Lise Bertelsen, Det Konservative Folkeparti.

Også Enhedslisten fokuserer på at erhvervsuddannelserne nu får mulighed for at sætte turbo på den grønne omstilling, man i partiet mener, der er hårdt brug for.

- Det er et fint første skridt, at der kommer penge til grønt udstyr og efteruddannelse til lærerne, rollemodeller på FGU og forsøg med grønne svendeprøver.

- Men der er stadig lang vej i mål. Vi vil sende flere penge og give erhvervsskolerne og de faglige udvalg mere frihed til at trykke på den grønne speeder, siger Anne Hegelund, Enhedslisten.

Tre Klimaerhvervsskoler
Ud over aftalen arbejder regeringen på at udpege tre klimaerhvervsskoler. De skal fungere som drivende kræfter for udviklingen på tværs af alle erhvervsskoler og udbydere af arbejdsmarkedsuddannelser ved at bidrage til udvikling, afprøvning og opdatering af relevante uddannelser i forhold til ny teknologi, undervisningsforløb og lærerkompetencer.

Hver skole udpeges med baggrund i en konkret udfordring som for eksempel omlægning af energisektoren, bæredygtigt byggeri, klimavenligt landbrug eller grøn transport.

Midlerne til klimaerhvervsskolerne er afsat med aftale om finansloven for 2023, hvor der er afsat cirka 100 millioner kroner årligt fra 2023-2028 og cirka 30 millioner kroner årligt fra 2029 og frem. Midlerne i 2023 er udmøntet som et særtilskud til de tekniske erhvervsuddannelser og landbrugsuddannelsen, mens midlerne fra 2024 og frem udmøntes til etablering af tre klimaerhvervsskoler.

”Aftale om flere faglærte til den grønne omstilling” er regeringens anden aftale om erhvervsuddannelserne.

Det første skridt mod stærkere erhvervsuddannelser tog regeringen med Aftale om flere social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere til sundhedsvæsenet og ældreplejen.

Regeringen vil præsentere yderligere udspil om erhvervsuddannelserne, der vil have fokus på de to helt grundlæggende udfordringer i forhold til at uddanne flere faglærte: Erhvervsuddannelserne skal gøres mere attraktive, så flere søger dem, og det skal understøttes, at færre elever falder fra.

Alle udspil om erhvervsuddannelserne skal ses i sammenhæng med øvrige initiativer, som regeringen har præsenteret og vil præsentere på resten af undervisnings- og uddannelsesområdet.

-hawin

7/6 2024
  • Flere unge vil være faglærte fra EUC Sjælland

    Flere unge vil være faglærte fra EUC Sjælland

    uddannelse ›Netop opgjorte ansøgningstal viser en markant fremgang i antallet af unge, der ønsker at tage en faglært uddannelse på EUC Sjælland. Ifølge uddannelseschef Ole Holm, hænger det sammen med, at de unge har fået øje på de mange karrieremuligheder, som erhvervsuddannelserne giver
  • Forberedelserne til HI-messen er i fuld gang

    Forberedelserne til HI-messen er i fuld gang

    uddannelse ›Med cirka syv måneder til 2025-udgaven af messen er udstillerne allerede i gang med at forberede deres stande og generelle indsats på messen. Og forventningerne er i top hos f.eks. Lemvigh-Müller, som blandt andet vil fokusere på VMT-løsninger via sit SMARTLager-koncept
  • Nyt AI-kursus til industriens medarbejdere

    Nyt AI-kursus til industriens medarbejdere

    uddannelse ›God, brugbar og relevant hjælp fra en AI kræver, at man som bruger kan skrive de rigtige spørgsmål og anmodninger til den kunstige intelligens på de rigtige måder. Og det vil det nye AMU-kursus ’Brug af AI prompting i industrien’ klæde industriens faglærte og ufaglærte medarbejdere på til
  • Det begyndte med en uge på prøve – det blev en kæmpe succes

    Det begyndte med en uge på prøve – det blev en kæmpe succes

    uddannelse ›Trods intensiv markedsføring er det svært at skaffe lærlinge nok i nogle brancher. Nu har en erhvervsskole opnået opsigtsvækkende succes ved at hjælpe eleverne over i ”ny mesterlære”-ordningen
  • DEKRA udvider endnu en gang kursustilbud i Esbjerg

    DEKRA udvider endnu en gang kursustilbud i Esbjerg

    uddannelse ›Krancertifikat bliver også snart at finde på listen over kurser til transportbranchen på det nye center. Siden det åbnede i Esbjerg i januar, er antallet af videreførte AMU-kurser allerede udvidet markant
  • Erhvervsuddannelserne kommer i fokus

    Erhvervsuddannelserne kommer i fokus

    uddannelse ›2025 skal være Erhvervsuddannelsernes år. Det mener regeringen og en lang række organisationer, der hele året vil fejre erhvervsuddannelserne med en lang række initiativer. Regeringen og Folketingets øvrige partier har afsat fem millioner kroner til projektet
  • Udsigtspunkt ved Femern Bælt-tunnelen skal bl.a. inspirere til uddannelser

    Udsigtspunkt ved Femern Bælt-tunnelen skal bl.a. inspirere til uddannelser

    uddannelse ›Femern Bælt-projektet åbner nu for det nye udsigtspunkt Pilen, der skal give besøgende mulighed for at komme tættere på det store tunnelbyggeri ved Rødbyhavn og bidrage til at inspirere unge til at vælge uddannelse inden for bygge og anlæg. Åbningen sker torsdag den 6. marts
  • Rekordstor interesse for Logistikkens Dag 2025

    Rekordstor interesse for Logistikkens Dag 2025

    uddannelse ›- Det lover godt for fremtiden inden for transport og logistik, konkluderer arrangørerne, som i mandags for tredje år i træk samlede virksomheder og unge, potentielle kommende medarbejdere i Odense