Grenaa Havn leverer solid drift og sætter kurs mod 2030

Grenaa Havn leverer solid drift og sætter kurs mod 2030

Grenaa Havn præsenterer et  årsresultat for 2025, der, ifølge bestyrelsen, bekræfter en sund og robust kerneforretning 

Omsætningen i Grenaa Havn i 2025 landede på 86,7 mio. kr., mens årets resultat efter skat udgjorde 9,4 mio. kr. Resultatet er netop blevet præsenteret på Grenaa Havns årlige generalforsamling.

- Efter et ekstraordinært 2024 er det meget tilfredsstillende, at vi i 2025 fastholder et højt aktivitetsniveau og leverer et solidt resultat. Det bekræfter, at vores forretning hviler på et stærkt og stabilt fundament.

- Det er vigtigt at bemærke, at rekord-resultatet for 2024 blandt andet var påvirket af en enkeltstående ekstraordinær engangsindtægt, siger Bent Hansen, bestyrelsesformand i Grenaa Havn.

Han fremhæver samtidig, at resultatet er opnået i en tid præget af geopolitisk usikkerhed og skærpede krav til både drift og robusthed.

- Vi opererer i et marked med større uforudsigelighed. Netop derfor er det vigtigt, at vi står økonomisk stærkt og driver forretningen på et ansvarligt og bevidst grundlag, tilføjer han.

Høj aktivitet og store investeringer
2025 har været præget af høj aktivitet på tværs af havnens forretningsområder, hvor særligt bulk-området har bidraget positivt med stigende aktivitet gennem året.

Henrik Carstensen, direktør for Grenaa Havn, peger samtidig på væsentlige investeringer i løbet af året.

- Vi har i 2025 gennemført den største maskininvestering i havnens historie med ankomsten af vores nye Mantsinen-kran. Den styrker både vores kapacitet og effektivitet og understøtter samtidig vores grønne omstilling gennem kranens dual power-løsning, siger han.

Henrik Carstensen, direktør for Grenaa Havn  (tv.) og Bent Hansen, bestyrelsesformand i Grenaa Havn.

Derudover er der løbende investeret i vedligehold og udvikling af havnens fysiske rammer – initiativer der er afgørende for at sikre stabil drift og fastholde konkurrencedygtigheden.

- Vores sunde økonomi gør det muligt løbende at udvikle og vedligeholde havneområdet. Det er afgørende for, at vi kan levere stabil drift og være en stærk samarbejdspartner for vores kunder, forklarer Henrik Carstensen.

Strategi mod 2030 sætter retning
2025 har også været et vigtigt strategisk år for Grenaa Havn. En ny koncernstrategi frem mod 2030 blev godkendt i november og sætter en tydelig retning for havnens udvikling.

- Vi står med et stærkt udgangspunkt og har lagt en klar kurs for de kommende år. Vores ambition er fortsat at være førende inden for bulk, genbrug og ressourcehåndtering, og vi forventer øget aktivitet inden for havvind i de kommende år, siger bestyrelsesformand Bent Hansen og uddyber:

- Vi har et klart mål om at aflevere en endnu stærkere havn i 2030. Det kræver, at vi udvikler os – gennem partnerskaber, grøn omstilling og nye forretningsområder. 

- Vi ønsker samtidig at styrke vores rolle som regional drivkraft – blandt andet gennem udviklingen af vores datterselskaber Sydhavnen og Anholt Havn til gavn for både erhvervslivet, lokalområdet og turismen.

Grenaa Havn blev også i 2025 recertificeret i ISO 9001, 14001 og 45001 uden afvigelser, hvilket understøtter det fortsatte fokus på kvalitet, miljø og arbejdsmiljø. ESG og bæredygtighed er integreret i både den daglige drift og den langsigtede udvikling.

Efterspørgsel udfordrer kapaciteten
Den fortsatte høje aktivitet betyder samtidig, at Grenaa Havn oplever så høj efterspørgsel, at kapaciteten er under pres – særligt i forhold til arealer.

Mantsinen-kranen.

- Vi ser en stigende efterspørgsel og et stort potentiale – særligt inden for offshore vind og grøn energi. Derfor arbejder vi målrettet på at sikre nye arealer uden for det eksisterende havneområde, siger Henrik Carstensen.

Han peger også på en generel tendens i branchen med flere strategiske samarbejder og partnerskaber mellem havne.

Optimisme og forventning til 2026
Grenaa Havn forventer fortsat høj aktivitet i 2026 og et fornuftigt resultat, om end verden er præget af uro, der kan gøre det svært at forudsige store projekter.

- Vi budgetterer fortsat konservativt, men ser gode muligheder i markedet. Med et stærkt fundament, dygtige medarbejdere og tætte relationer til kunder og partnere står vi godt rustet til den videre udvikling, forklarer Bent Hansen.

Grenaa Havn markerede i 2025 desuden sit 25-års jubilæum som aktieselskab – en begivenhed, der samlede borgere, samarbejdspartnere og interessenter og understregede havnens betydning for lokalområdet og kommunen.

-hawin

Bestyrelsens sammensætning
Grenaa Havns bestyrelse består af i alt ni medlemmer:

Tre ejerepræsentanter udpeget af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune
Fem medlemmer med kandidatposten forretningsmæssig indsigt
Et medlem er indstillet af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Østjylland

Efter den årlige generalforsamling består bestyrelsen af:
Bent Hansen, formand, forretningsmæssig indsigt
Laura Hay Uggla, næstformand, forretningsmæssig indsigt
Jørgen O. M. Laursen, forretningsmæssig indsigt
Lene S. Sørensen, forretningsmæssig indsigt
Jens Meilvang, forretningsmæssig indsigt
Daniel Isak Dallerup, FH Østjylland
Lars Møller (S), udpeget af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune
Martin Raghner (K), udpeget af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune, nyvalgt
Sebastian Halkjær-Grauert (LA), udpeget af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune, nyvalgt


29/4 2026
  • Esbjerg Havn får nøglerolle i CO2-lagring

    Esbjerg Havn får nøglerolle i CO2-lagring

    havne ›Da Kong Frederik og stifter af INEOS, Sir Jim Ratcliffe, var med til at skyde Project Greensand i gang på Esbjerg Havn, var det også begyndelsen på en ny industri, som ifølge en forsker fra Aalborg Universitet er vigtig for hele Europas industri
  • CS Wind udbyder stort erhvervsareal nær Odense

    CS Wind udbyder stort erhvervsareal nær Odense

    havne ›Colliers Fyn har fået til opgave at udleje 42.500 m2 lager- og produktionsarealer samt 327.500 m2 udendørs oplagsarealer for CS Wind på Lindø i Munkebo, uden for Odense. Målt på volumen er det en af de største fynske fremlejesager, der nogensinde har ramt markedet
  • Odense Havn og Sund & Bælt forhandler om Fehmern

    Odense Havn og Sund & Bælt forhandler om Fehmern

    havne ›De to parter har aftalt eksklusive forhandlinger om langsigtet udvikling og drift af det otte millioner m2 store anlægsområde for Fehmerntunnelen ved Rødby Havn
  • Jernbanesamarbejde styrker det nordjyske erhvervsliv

    Jernbanesamarbejde styrker det nordjyske erhvervsliv

    havne ›Et samarbejde mellem APM Terminals Aarhus og Port of Aalborg forbinder nu Aalborg med containerterminalen i Aarhus via en ugentlig togforbindelse. Det giver nordjyske virksomheder flere transportmuligheder og understøtter ambitionen om at flytte mere gods fra vej til jernbane
  • Kæmpe elfærger bestilt til Frederikshavn-Göteborg ruten

    Kæmpe elfærger bestilt til Frederikshavn-Göteborg ruten

    havne ›Det bliver verdens to første fossilfrie RoPax-færger i den størrelse, Stenaline vil indsætte på Kattegat senest i 2030. Aftalen er indgået mellem rederiet, Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Havn
  • Opjusterede forventninger i Aarhus Havn

    Opjusterede forventninger i Aarhus Havn

    havne ›Erhvervslivets positive udvikling har sammen med en styrkelse af Aarhus Havns rutenetværk bidraget til stigende godsmængder og en høj aktivitet i første halvår af 2026. Det får havnen til at opjustere forventningerne til hele 2026
  • Landstrømsanlæg på vej i Aalborg

    Landstrømsanlæg på vej i Aalborg

    havne ›Port of Aalborg har indgået kontrakt med den danske Leap Solutions ApS om levering af et nyt hybridt landstrøms- og batterilagringssystem som skal bidrage til havnens overordnede elektrificeringsprojekt
  • Esbjerg Havn blandt verdens 25 mest innovative

    Esbjerg Havn blandt verdens 25 mest innovative

    havne ›Den vestjyske havn er, som den eneste danske, på en global Top 30-liste over innovative startup- og havnemiljøer. Anerkendelsen er vigtig for både konkurreceevnen og de 200 virksomheder på havnen