Fleggaard optimerer på  centrallageret og i butikkerne
Per Sørensen, Driftschef for Fleggaard & Calle butikkerne, scanner med den nye PDA PM80 i Fleggaards største butik i Harrislee .

Fleggaard optimerer på centrallageret og i butikkerne

På centrallageret er der monteret mobilprintere på trucks og stablere og i Fleggaards 17 butikker er der kommet PDA’er til at styre al vareregistrering – en opgradering, der gør den totale forretning mere konkurrencedygtig og effektiv. Mobiliteten frigiver tid til andre opgaver samt et større overblik for den enkelte medarbejder

I Fleggaards 19.000 kvadratmeter store centrallager, kun 10 kilometer fra koncernens største butik i Harrislee syd for den dansk-tyske grænse, har man senest indført mobilprintere, der er monteret på trucks og stablere. Meningen er, at medarbejderne skal plukke og pakke ordren og derpå printe og påsætte stregkodelabelen på pallen, der hvor de nu er. Derpå skal de efterlade pallen til senere afhentning og forsendelse. En palleløfter med plads til tre paller, vil med jævne mellemrum afhente de færdige paller rundt omkring på lageret og få dem afsendt.

- Lageret er meget stort og der bruges rigtig meget tid, når medarbejderne skal køre fra den ene ende af lageret til den anden. I dag plukker medarbejderne ofte en ordre i den ene ende af lageret og derefter køre den lange tur retur til afsendingspladsen for at printe og påsætte en stregkodelabel. Den arbejdsproces kan gøres både bedre, smartere og mere effektivt med den nye mobileløsning, fortæller Jørgen Jonstrup, der er lager - og logistikchef på Fleggaards centrallager.

Massivt vareflow kræver snorlige processer

I midten af 2017 havde Fleggaard og Delfi Technologies, der leverer soft- og hardware løsninger med udgangspunkt i stregkodeteknologi til blandt andet detailhandel og lagre, en dialog hvor mobile printere hurtigt blev essensen for en kommende effektiv mobilløsning for centrallageret.

Medarbejdere skulle før i tiden stå i kø ved forsendelsespladsen, når de havde plukket og pakket en ordre, for at få udskrevet en label til pallen og afleveret den til forsendelse. Ofte blev køen lang og sinkede dermed forsendelserne og flowet generelt.

- Vi leverer varer til alle vore 17 grænsehandelsbutikker seks dage om ugen, så det er bidende nødvendigt, at det massive vareflow mestres i alle arbejdsgange. For os på lageret kræver det snorlige processer, dygtige og vågne medarbejdere samt udstyr, der understøtter processerne – og det gør mobilprinterne. Det lyder måske som et lille tiltag, men vi har en forventning om, at lige præcis dette tiltag får stor effekt på effektiviteten af varestrømmen fremadrettet, fortsætter Jørgen Jonstrup forventningsfuld.

En investering der betaler sig

Ude på det store lager passerer trucks og stablere i de lange rækker med ni meter høje hylder. Der bliver plukket, pakket og printet, alt imens køretøjerne passerer hinanden, enten fordi de er på vej til at plukke en ordre eller på vej mod forsendelsespladsen. Sidstnævnte arbejdsgang er snart slut. Om kort tid vil der stå færdige paller med printede labels i midtergangene, som bliver afhentet til forsendelse med jævne mellemrum.

Mobilprinter er monteret på trucken og stablerne på Fleggaards centrallager

- De mobile printere kommer helt sikkert til at give et bedre flow i vores arbejdsgang og det vil kunne mærkes i antal og hastighed, i forhold til hvor meget vi kan levere og hvor hurtigt. Investeringen i mobile printere er forsvindende lille kontra den gevinst vi forventer og allerede oplever, fortæller Jørgen, mens han kigger ud over det 19.000 kvadratmeter store centrallager, der emmer af aktivitet.

PDA’er til alle butikker

I forbindelse med at Fleggaards gamle håndterminaler skulle fornys, så ledelsen sig om efter nogle nye opdaterede modeller. Kravene var blandt flere, at den nye håndterminal/ PDA skulle have en stor skærm, der kunne give brugeren et bedre overblik. Den skulle have lang batteri levetid, så personalet ikke hele tiden blev afbrudt for at lade, og så skulle den naturligvis være robust. Per Sørensen, der er driftschef for Calle og Fleggaard kæderne, stod i spidsen for indkøbet og kiggede markedet efter i sømmene, for at finde den helt rigtige PDA til opgaven.

- Efter at have afsøgt markedet stod jeg tilbage med tre relevante PDA’er. Jeg valgte dog PM80’eren fra Delfi Technologies, fordi den indfriede alle krævede features optimalt, og så var den tilmed konkur-rencedygtig i indkøb. I PM80’er har vi fået en stor skærm, så personalet ikke skal anstrenge sig for at arbejde med den. Den har en lang levetid, hvilket betyder større effektivitet og så er den robust – og det er der behov for, når man arbejder i vores miljø, fortæller Per Sørensen, der har indkøbt 116 styk PM80’ere til Fleggaard - og Calle butikkerne.

Det rigtige værktøj

PM80’eren bruger personalet til al vareregistrering. Via scanning af varens stregkode kan de bestille, genbestille og lægge ordrer og meget mere. Ifølge Per Sørensen, er personalet begejstreret for deres nye arbejdsværktøj, som bliver brugt flittigt.

- Med det massive vareflow vi har igennem hver eneste dag, så er det vigtigt, at vi har det rigtige værktøj, som kan gøre processerne smidige og effektive. Personalet skal have noget, der hjælper dem i deres arbejdsopgaver, som er nemt at arbejde med og det kan PM80’eren indfrie, understreger Per Sørensen, der viser hvordan PM80’eren nemt scanner stregkoden på et påskeæg fra butikkens påskeudstilling.

-hawin

 

 

 

15/2 2018