Tungt gods kræver effektiv logistik
Mobile pallereoler til gods i den helt tunge klasse sørger for effektiv og sikker logistik hos virksomheden Ib Andresen Industri
Af Hans Windeløv
Der er vægt bag ordene, når driftschefen hos Ib Andresen Industri, Martin Helle, forklarer, hvordan virksomheden har optimeret logistik setup’et for færdigvarer på lageret.
For det er tungt gods, man håndterer. Rigtigt tungt gods.
Når stålcoils på op til 30 tons per styk ankommer til virksomheden Ib Andresen Industri i Langeskov på Fyn, er det kraner, som klarer indlagringen.
Gaffeltruck klarer de noget mindre coils. Der er tale om de råvarer, som enten bliver forarbejdet eller bliver lagret og sendt videre uforarbejdet. I forarbejdningen bliver coils af stål i tykkelsen 0,2 til 7,0 millimeter klippet ud i plader eller spaltet til bånd. Herefter bliver emnerne fragtet til færdigvarelageret.
Og det er her på dette lager, at virksomheden de seneste år har sparet rigtig meget tid og har så godt som elimineret skader på varerne.
Brugen af en mobilreol har nemlig gjort det muligt for virksomheden hurtigt at få fat i de færdigvarer, kunderne bestiller hjem fra lageret.
Resursekrævende håndtering
- Tidligere stod færdigvarerne placeret på gulvet i lange rækker. Varerne udgjorde en stor gruppe, og vi vidste ikke, hvad kunderne ville bestille hjem næste gang, ordrerne indløb. Derfor var der heller ikke noget mønster at placere varerne efter. Lige så ofte som det var tilfældet, at varerne var at finde yderst eller inde midt i gruppen, lige så ofte var der tale om ordrer på varer, som stod aller inderst.
- Her skulle vi så først flytte adskillige paller med varer. Varer på op til flere tons stykket. For at komme ind til varerne, blev der rakket godt og grundigt rundt med gaffeltrucken og med varerne. Det kostede temmelig meget tid og indebar også en risoko for, at varerne blev beskadiget af alt flytteriet, forklarer Martin Helle.
Løsningen blev anskaffelsen af en mobilreol fra leverandøren Wica. En mobilreol som kører på skinner i en af lagerhallerne.
Her placerer man færdigvarerne på hver deres hylde i reolen, så man altid hurtigt og sikkert kan plukke dem, når kunderne afgiver ordrer.
Ingen beskadigede varer
Selve reolen består af syv reolvogne og to endereoler. Vognene er syv meter høje og 11 meter lange og hver plads klarer op til fire tons vægt.
Hele reolen har 700 pladser. Varerne bliver plukket med gaffeltruck, og truckføreren fjernstyrer reolerne fra føresædet, så han hurtigt får adgang til den rette reolgang.
- Det har gjort håndteringen og logistikprocesserne langt mere effektive. Før i tiden brugte vi store resurser på at flytte de mange varer frem og tilbage. Beskadigede vi varerne, risikerede vi at sætte vore kunders flow og drift i stå, fordi de så manglede varerne og skulle bestille dem hjem igen.
- Nu har vi ingen problemer, hverken med tiden eller med beskadigede varer. Hele løsningen har faktisk kun sat endnu større fokus på de services, vi leverer til kunderne. Og vi har da også haft en støt og rolig fremgang i antallet af kunder, der ønsker færdigvarelagerkonceptet, de seneste år, uddyber Martin Helle.
Stigende behov for færdigvarelager
Det var allerede tilbage i sluthalvfemserne, at stålforarbejdningsvirksomheden oplevede stigende problemer med de interne logistikprocesser.
- På det tidspunkt begyndte vore kunder for alvor at benytte os som færdigvarelager. Tidligere havde vi et stort råvarelager og knap så mange tons på færdigvarelageret. Vore kunder bestiller større partier af coil hjem. Nogle af dem ligger på lageret indtil, der indløber ordrer om, at vi skal forarbejde dem.
- Andre bestiller coils hjem, som de straks afgiver forarbejdningsordrer på. Efter forarbejdningen lagrer færdigvarerne. Det har faktisk været en kæmpe succes. Med mobilreolen har vi selv taget et skridt til at kunne servicere kunderne hurtigt og effektivt. Det har givet pote, og vi har, siden vi tog reolen i brug, set en stigning på cirka 60 % af færdigvarer på lageret.
- Det er jo ikke kun os, som bliver effektive. Det samme gælder vore kunder. De bliver mere konkurrencedygtige. Det lægger man mærke til. Både blandt vore eksisterende kunder og blandt mange andre virksomheder. Konsekvensen er, at vi oplever en støt stigning i antallet af kunder og i omsætningen af varer, forklarer Martin Helle.
Overvejer nok en mobilreol
Det har ført til, at man inden for de seneste år har bygget til og udvidet halarealet. Coillageret er i øjeblikket på godt og vel 50 tusind tons, og efterspørgslen på lagerplads stiger. Faktisk udnytter man hele mobilreolens kapacitet og lidt til.
- Lige nu har vi også færdigvarer på gulvet på et dedikeret areal, som dog ikke er svært at komme til. Vi overvejer at investere i en Wicareol mere og montere de to reoler i forbindelse med hinanden i den ene ende af en af hallerne.
- Det frigør plads til håndteringen af råvarer og til den interne transport af coil og færdigvarer i forbindelse med forarbejdningen af stålet. Og samtidig har vi så samlet alle færdigvarerne ét sted. Det giver nogle helt klare fordele, hvad både logistik og fleksibilitet angår.
- I flere tilfælde står vi for transporten af varerne helt ud til kunderne. Selv om vores flow er optimalt nu, vil en reol mere sørge for, at vi er i stand til at møde fremtidens udfordringer. Stigende varemængder kræver effektiv logistik og hurtig varelevering. Også når det gælder det helt tunge gods, fortæller Martin Helle.
Mobilreolen fra Wica sørger for, at man hurtigt og effektivt kan plukke færdigvarerne.