DKI Logistics øger fokus på processerne
For DKI Logistics betyder stigningen i varemængder og tilgangen af nye kunder, at man skal styrke virksomhedens organisation, samtidig med at man effektiviserer kerneydelserne, intern transport, varehåndtering og distribution
Af Hans WindeløvDKI Logistics er en af Danmarks hurtigst voksende logistik- og lagerhotelvirksomheder. Virksomheden har, siden den blev etableret i 2001 af Preben Borregaard, udvidet kapaciteten ved at øge antallet af både kvadratmeter og medarbejdere og af pallepladser og serviceydelser.
Lige nu står virksomheden eksempelvis overfor afslutningen af et nyt lagerbyggeri på 8.500 kvadratmeter i Køge, og mere ligger i støbeskeen.
Det bliver den nye administrerende direktør i DKI Logistics, Thomas Haber Borch, som kommer til at forestå åbningen af det nye lager. Han tiltrådte stillingen i september sidste år, samtidig med at Preben Borregaard gav sig i kast med arbejdet som bestyrelsesformand i virksomheden.
Efter en indkøringsperiode i virksomheden, hvor Preben Borregaard som bestyrelsesformand stadig tegnede virksomhedens profil udadtil, er Thomas Haber Borch nu klar til at fortælle om, hvad fremtiden byder på med ham ved roret i DKI Logistics.
Differentierede serviceydelser
Byggeriet af det nye lager i Køge afspejler naturligt nok, at DKI Logistics får nye kunder, samtidig med at de eksisterende vækster og har stigende behov for logistikvirksomhedens ydelser.
- Vi har en generel stigning i varemængderne, som vi håndterer på vore lagre i Horsens og Køge. Kunderne stiller samtidig meget store krav. For at honorere dem bliver vi nødt at differentiere serviceydelserne. Også det hjælper det nye lager til med, forklarer direktøren.
Virksomheden hjemtager, håndterer, forædler og leverer varer til både businesssegmentet og til privatkunder. Det er netop evnerne til at opbygge stærke kunderelationer, som er grundlaget for at få ydelser og services til at fungere optimalt så de skaber værdi for kunderne.
- I den forbindelse har vi stort fokus på at effektivisere alle processerne på lageret. Flere af vores store kunder har en masse sæsonvarer. En af udfordringerne er, at vi skal være i stand til at balancere vore lagre, så vi leverer effektive logistikydelser, uanset om al plads er udnyttet, eller vi har overskydende kapacitet.
- I et marked, hvor vi oplever en generel stigning i varemængderne, samtidig med at der er store udsving i varemængderne hen over sæsonen, betyder det at vi bliver nødt til at effektivisere processerne i hele virksomheden. Det er det, jeg har beskæftiget mig med siden jeg tiltrådte, siger Thomas Haber Borch.
Overtager en virksomhed hvor basis er i orden
Som direktøren forklarer, har han overtaget en virksomhed, hvor forretningskonceptet løbende er blevet udviklet og pladsen tilpasset. Dermed er basis i orden, og man er parate til yderligere tiltag.
- I en virksomhed der udvikler sig og vækster, er der imidlertid også behov for at se på, hvordan vi kan blive endnu mere effektive og optimere vore ydelser. En af mine spidskompetencer er at få styr på organisationen og få trimmet alle processerne. Både i ledelsen og på lageret. Det betyder at vi har sagt farvel til flere medarbejdere og goddag til andre begge steder.
- Grundlæggende har det handlet om, at vi vil gøre tingene endnu bedre og endnu mere effektivt. Det kræver, at alle medarbejdere er klar til at tage ansvar, og er indstillet på at sadle om, de steder hvor det er muligt. Kun ved en fælles indsats bliver vi endnu mere effektive, så vi skaber mere værdi for både kunderne og os selv. Det er der nogle medarbejdere, som har været mere indstillet på at gennemføre end andre, forklarer Thomas Haber Borch.
Lean i hele virksomheden
I forbindelse med omstruktureringen har DKI Logistics påbegyndt indførsel af Lean i driften. Planen er at udrulle det i hele virksomheden, dvs. i alle afdelinger, samt i supportfunktionerne som salg, ordrebehandling, m.v.
En optimeringsekspert er blevet ansat, men denne person supporterer nu kun processen. Selve Lean implementeringen drives nemlig af ledelsen og medarbejderne i fællesskab, så alle bliver involveret og forstår vigtigheden af struktur.
- Pengene ligger i en effektivisering af processerne og i at optimere både ordrebehandlingen og vareflowet. Vi skal have fokus på hele værdikæden, fordi tingene hænger uløseligt sammen. En time ekstra brugt i varemodtagelsen på at ekspedere indkomne varer sparer tre timer i pakkeriet.
- Vi har etableret ekstra kontrol i varemodtagelsen netop for at minimere de fejl, der koster tid. Fejl risikerer at forplante sig igennem hele vareflowet, derfor skal der være styr på alle processer.
- For at kunne implementere et sådant tiltag, er det nødvendigt, at alle medarbejdere bliver inddraget, og er indstillet på at arbejde med ændringerne. Vi har i den forbindelse etableret et ’kontrolrum’, hvor vi på nogle store tavler beskriver alle de processer vi har kørende i virksomheden, forklarer direktøren.
Overblik i ’kontrolrummet’
Som han kommer ind på, er hele vareflowet nøje beskrevet på tavlerne. Alt fra hjem- og modtagelse af kundernes varer, til ompakning, indlagring, pluk, pak og distribution er blevet opført og gjort håndgribeligt på tavlerne.
- Logistikløsninger bliver mere og mere komplekse. Med en analytisk indsats arbejder vi os igennem de forskellige muligheder for effektivisering, de steder hvor det giver mening. Her drejer det sig om skære alle de overflødige operationer fra, så vi får et så effektivt set-up som muligt.
- ’Kontrolrummet’ med tavlerne er en del af en større indsats, hvor vi har indført lean i produktionen. Gradvist indfører vi lean i hele organisationen. Det betyder at tavlemøder bliver en del af hverdagen.
- De er nemlig med til at synliggøre og planlægge indsatsen, og skaber samtidig overblik over, hvad der er lavet. Ud over at effektivisere de enkelte processer, giver lean medarbejderne større ansvar for at få processerne til at spille sammen i helheder. Det er utroligt værdifuldt, og vi mærker, at det allerede har båret frugt, konkluderer Thomas Haber Borch.
Kreative tiltag er velkomne
Blandt de mange forskellige kunder hos DKI Logistics er der en del rigtigt store virksomheder. Til nogle af dem dedikerer man hele haller med treholdsskift året rundt. For andre af de store kunders vedkommende er der tale om sæsonprægede varer.
Derfor er det vigtigt at planlægge driften i detaljer, samtidig med, at man hurtigt kan flytte rundt på medarbejdere og kalde ekstra personale ind. Også her mærker direktøren, at man er blevet bedre til at målrette indsatsen.
Derudover forsøger man sig med kreative tiltag. Man har eksempelvis i fællesskab med Silvan forsøgt sig med gratis levering i kortere perioder til deres kunder i et forsøg på at få gang i byggemarkedets webshop og generere mere omsætning for den.
Vores lagermedarbejdere har også konkurreret mod Silvans kontorpersonale om at gå færrest skridt i en given periode. Alle var udstyret med skridttællere. Det var en sjov konkurrence, som også gav et fingerpeg om arbejdsopgaverne.
Samtidig med at det var med til at skabe en tættere relation til kunden, gav det et konkret fingerpeg om udførelsen af vore arbejdsopgaver, siger Thomas Habor Borch.
Han er overbevist om, at øget fokus både på egne processer og på kundepleje gearer DKI Logistics til fremtidens udfordringer, og sørger for at virksomheden kan skabe yderligere vækst.