Alle afdelinger i ét domicil

Alle afdelinger i ét domicil

I år kan Port of Aalborg fejre sit 550-års jubilæum. Jubilæumsåret er skudt i gang med en flytning, der har samlet alle havnens knap 110 medarbejdere i ét domicil med kontor- og lagerfaciliteter helt ud til fjorden.

Aalborg og Port of Aalborgs fremdrift og udvikling har været tæt forbundne, siden kong Christian den 1. i 1476 gav Aalborg kongeligt privilegium som havn. Og sådan er det også i dag. 

Østhavnen små 10 kilometer øst for Aalborgs centrum er i dag det primære omdrejningspunkt for havnens aktiviteter, og havneområdet huser en lang række større og mindre virksomheder.

Port of Aalborg har de seneste mange år løbende udvidet og investeret i Østhavnens rammer i form af nye arealer, kajer og andre faciliteter til erhvervslivet, og for få år siden overtog havnen desuden driften af områdets containerterminal.

Nu er tiden kommet til, at Port of Aalborg styrker virksomhedens egne rammer på havnen, fortæller adm. direktør Kristian Thulesen Dahl, der for nylig har samlet alle medarbejdere i ét domicil.

- Vi har udviklet os løbende gennem vores 550 år lange historie, og alene de sidste 10-15 år er der sket rigtig meget. Vi er – og har altid været – en klassisk transporthavn med fokus på godset, men vi har over årene lagt flere lag på.

- I dag er vi en helhedsorienteret indlandshavn, der servicerer og skaber gode rammer for virksomhederne i vores erhvervspark på både vand- og landsiden. Det handler altså dels om at servicere virksomhederne i dagligdagen med logistik, drift og gods – alt det, der ligger i vores DNA som havn. 

- Men det handler også om at understøtte deres grundlæggende vækstbetingelser fra alle vinkler i et forretningsstrategisk perspektiv, siger Kristian Thulesen Dahl.

Den udvikling er særdeles tydelig, når man bevæger sig rundt på havnen, som foruden at tilbyde stærke logistikmuligheder og infrastruktur huser et af landsdelens hurtigst voksende erhvervsområder. Og væksten fortsætter ufortrødent:

- For nylig er vi blevet valgt til fremover at danne ramme om en statsligt udpeget industripark. Det er vi stolte over, for det viser, at vi er på det helt rette spor, siger Kristian Thulesen Dahl, der ser det nye domicil som forudsætningen for fortsat vækst:

- Vores udvikling betyder i sagens natur også, at vi har udviklet os som virksomhed gennem årene med nye kompetencer og afdelinger. 

- Med tiden har den vækst ført til, at vi er blevet spredt over flere lokationer, men nu har vi samlet både kontor, lager og godshåndtering igen under ét tag på en placering, der samtidig er helt ideel i forhold til vores godsaktiviteter. Vi er sikre på, at det vil skabe stærke synergier til gavn for vores kunder.

Konkret er Port of Aalborg rykket ind i den tidligere Royal Arctic Line-bygning på Vejdybet 16, hvor havnen får adgang til knap 3.000 kvadratmeter kontor og 5.300 kvadratmeter lager. 

Datterselskabet Aalborg Stevedore Company rykker ind i ejendommens lagerfaciliteter for at styrke rammerne om containerterminalen.

- Vores udvikling af containerterminalen fortsætter, og med de nye rammer kan vi nu fx drive pakhus med højlager helt tæt på terminalen, og det giver os mulighed for at tilbyde endnu bedre logistikløsninger, siger Kristian Thulesen Dahl.

Port of Aalborg er lige flyttet ind i lokalerne, og interesserede borgere kan se frem til at blive inviteret til at se nærmere på både de nye rammer og havnen generelt senere på året i anledning af havnens jubilæumsår.

- Vi kommer til at fejre vores 550-års jubilæum gennem hele året og invitere byen indenfor i både konkret og overført betydning. Det fortæller vi meget mere om inden længe, og vi glæder os virkelig til det, der forhåbentlig bliver et mindeværdigt år, siger Kristian Thulesen Dahl.

-hawin


19/2 2026
  • Ændringer i direktionen på Aarhus Havn

    Ændringer i direktionen på Aarhus Havn

    havne ›Aarhus Havn har besluttet at ændre sammensætningen af direktionen og nedlægger derfor stillingen som chief project officer, cpo. På den baggrund fratræder Henrik Munch Jensen sin stilling
  • Forskning i fremtidens maritime sektor

    Forskning i fremtidens maritime sektor

    havne ›Lektor i politik og forvaltning Lena Brogaard står i spidsen for et nyt forskningsprojekt, der samler eksperter fra hele universitetet om fremtidens maritime udfordringer
  • Elektrisk fremtid er på plads

    Elektrisk fremtid er på plads

    havne ›To enorme batteripakker bliver hjertet i Molslinjens grønne omstilling af hurtigfærgerne. BOS Power er valgt til at bygge batterierne til verdens største elektrificeringsprojekt til søs
  • Molslinjen går elektrisk sommer i møde

    Molslinjen går elektrisk sommer i møde

    havne ›Med næsten 30.000 afgange venter der en travl sommer for Molslinjens færgeruter over hele Danmark. Og denne sommer vil næsten 58 % af alle de afgange blive sejlet på strøm. Den kommende højsæson bliver dermed den mest elektriske færgesommer nogensinde.
  • Rekordår for investeringer og innovation i Esbjerg Havn

    Rekordår for investeringer og innovation i Esbjerg Havn

    havne ›Esbjerg Havn lukkede 2025 med et overskud på 76,5 mio. kr. og en omsætning på 339 mio. kr. Et solidt resultat, men det er de rekordstore investeringer, den høje innovationsaktivitet og den fortsatte udvikling af havnens faciliteter, der kendetegner året
  • Krydstogtgæster bruger over 87 millioner kroner i Aarhus

    Krydstogtgæster bruger over 87 millioner kroner i Aarhus

    havne ›En ny undersøgelse viser, at de besøgende fra krydstogtskibene i Aarhus i 2025 brugte over 87 millioner kroner i Aarhus og regionen. Samtidig viser undersøgelsen, at over hver tredje gæst har lyst til at besøge Smilets By igen på en landbaseret ferie
  • ADP tonser derudaf

    ADP tonser derudaf

    havne ›ADP har i maj 2026 rundet en million tons gods på en måned. Det sker for første gang siden 2014 og afspejler en markant ændring i sammensætningen af gods, hvor flere segmenter nu bidrager til det samlede aktivitetsniveau
  • Skagen Havn investerer i fremtidens landstrøm til krydstogtskibe

    Skagen Havn investerer i fremtidens landstrøm til krydstogtskibe

    havne ›Skagen Havn har indgået kontrakt med PowerConom levering af et nyt landstrømsanlæg til krydstogtskibe. Anlægget bliver et af de mest avancerede af sin art og skal styrke Skagens position som en attraktiv og ansvarlig krydstogtdestination