Der er medvind på havnen

Der er medvind på havnen

Thyborøn Havn aflagde for nyligt et fornuftigt regnskab for 2021. Havnen fastholder sin position som en af de store danske fiskerihavne samtidig med, at godsmængderne stiger. Fremtiden byder da også på flere aktiviteter, der gavner både fiskeriet og godsomsætningen. Det sidste blandt andet ved en udbygning af havnen mod syd med et 170.000 m2 stort areal og 220 nye kajmeter

Thyborøn Havn kom ud af 2021 med en omsætning på 43,5 mio. kr., hvilket havnen betegner som tilfredsstillende. Også resultatet for 2021 blev ganske tilfredsstillende med et overskud på 4,2 mio. kr.

Bestyrelsen har foreslået årets resultat overført til egenkapitalen, idet den fortsatte konsolidering skal anvendes til fremtidige investeringer for dermed at sikre Thyborøn Havns fortsatte udvikling. Havnens egenkapital udgør dermed 141,7 mio. kr.

- 2021 har budt på udfordringer for fiskeriet på stort set alle områder. Industrifiskeriet var udfordret af lave kvoter på både brisling og tobis, norsk farvand var lukket for konsumfiskeriet i hele 1. kvartal.  Til trods for det så lander Thyborøn Havn et regnskab, hvor både omsætning og resultat ligger meget tæt på det, der var budgetteret med.

- En landingsværdi på 647 mio. kr. fisk er tilfredsstillende, når man tager fiskeriets udfordringer i 2021 i betragtning. Godsomsætningen ligger endnu engang meget højt med over 1,7 mio. ton over kaj i 2021, siger bestyrelsesformand for Thyborøn Havn, Karl Kristian Bro.

Væsentligt bidrag fra gods og skibsafgifter
Det er igen lykkedes at fastholde den høje godsomsætning på Thyborøn Havn, der i 2021 endte på 1,71 mio. ton gods. Sten og grusmaterialer fra Jyske Rev er fortsat den helt store godstype i Thyborøn og har ligget meget stabilt de senere år.

Også de øvrige godstyper såsom laksefoder, kemikalier, olie, biomasse og fiskemel, teglsten og andre nyere specialprodukter bidrog ligeledes til en høj godsomsætning i 2021, hvilket efterhånden er med til at placere Thyborøn Havn solidt som en af de vigtige godshavne i Danmark.

Thyborøn Havn har ligget stabilt over 1,5 mio. ton gods de seneste seks år og nærmer sig en størrelse blandt de 10 største godshavne i Danmark.

Faktisk er alle godsfaciliteter i havnen i form af både kajanlæg og pakhuse ved at nå kapacitetsgrænsen. Derfor har havnen taget skridtet med en havneudvidelse mod syd, som giver nye og bedre muligheder for at vækste på godsomsætningen i de kommende år.

Fremtiden byder på endnu mere aktivitet
Med resultatet for 2021 fortsætter Thyborøn Havn sit høje aktivitetsniveau. De senere års store investeringer i optimale arbejdsforhold har skabt omsætning og arbejdspladser i Vestjylland.

Der er investeret et større million beløb i forbedring af arbejdsforholdene både omkring fiskeauktionen, ved fiskemelsfabrikken, TripleNine, og ved skibsværfterne i Vestre Inderhavn.

Derudover er et komplet sværgodskajanlæg blevet anlagt i Sydhavnen til offshore vindprojekter og ventekajskapaciteten forøget. Alle faciliteter er blevet til i et tæt samarbejde med havnens kunder, brugerne af faciliteterne.

2022 er endvidere kommet godt i gang med uddybningen af havneindsejlingen i Thyborøn Kanal til 10 meters vanddybde. Det betegner havnen som en vigtig milepæl, ikke mindst når det handler om fremtidens havnedrift.

Og i løbet af det næste halve år færdiggøres havnens hidtil største projekt, en havneudvidelse med et yderligere 170.000 m2 nyt, stort areal mod syd og 220 nye kajmeter. Etableringen sker ved at bruge materialet fra uddybningen af indsejlingen.

- Vi er rigtig glade for at være i mål med uddybningen af Thyborøn Kanal, som har været et ønske på Thyborøn Havn i mere end 10 år. Og vi er faktisk ret stolte af, at havnens solide økonomi gør det muligt at kombinere det med en havneudvidelse i form af nye arealer og kajanlæg, så vi fortsat kan tilbyde vores kunder plads til at vokse med udgangspunkt i Thyborøn, siger havnedirektør Jesper Holt Jensen.

En havn i medvind
Og planerne stopper ikke her. Fokus i de kommende år vil, udover fisk og gods, fortsat være rettet mod hele havvindsektoren, som forventes at vokse markant i Nordsøen med både Vesterhav Nord og Syd, Thor og også den kommende EnergiØ.

Et område, hvor Thyborøn ligger godt placeret og kan tilbyde virkelig gode faciliteter både i anlægs- og driftsfasen.

- Vi vil udviklingen og samarbejdet med kunderne i Thyborøn. Både på de traditionelle forretningsområder og på de nye områder som havvind og hele den grønne omstilling.

- Og så blev 2020’s corona-lukning af messer brugt til at modernisere vores hjemmeside, så den er endnu mere brugervenlig og kunderettet. Her kan man i dag ikke kun finde alt om havnen, men også om alle de virksomheder i og omkring havnen, der tilbyder deres service til havnens kunder, siger Jesper Holt Jensen.

-hawin

 

Fakta om havnen

Thyborøn Havn er en kommunal selvstyrehavn ejet af Lemvig Kommune

Thyborøn Havn råder over et samlet areal på ca. 1000.000 m2

Der er i alt ca. 5,8 kilometer kajanlæg på Thyborøn Havn

Største vanddybde i bassiner og ved kajer er 9 meter

Samlet godsomsætning over kaj i 2021 blev på 1.71 mio. ton

Samlet mængde af fisk over kaj i 2021 blev på 179.300 ton

Værdien af landet fisk over kaj i 2021 blev på 646,9 mio. kr.

 

 

 

27/6 2022
  • Kystsikring i Esbjerg Havn viser tegn på øget biodiversitet

    Kystsikring i Esbjerg Havn viser tegn på øget biodiversitet

    havne ›Et kystsikringsprojekt i Esbjerg Havn, der på sigt skal omfatte flere hundrede betonenheder, der er designet specifikt til formålet, viser allerede efter ti uger et sundt biologisk miljø under havoverfladen
  • Ændringer i direktionen på Aarhus Havn

    Ændringer i direktionen på Aarhus Havn

    havne ›Aarhus Havn har besluttet at ændre sammensætningen af direktionen og nedlægger derfor stillingen som chief project officer, cpo. På den baggrund fratræder Henrik Munch Jensen sin stilling
  • Forskning i fremtidens maritime sektor

    Forskning i fremtidens maritime sektor

    havne ›Lektor i politik og forvaltning Lena Brogaard står i spidsen for et nyt forskningsprojekt, der samler eksperter fra hele universitetet om fremtidens maritime udfordringer
  • Elektrisk fremtid er på plads

    Elektrisk fremtid er på plads

    havne ›To enorme batteripakker bliver hjertet i Molslinjens grønne omstilling af hurtigfærgerne. BOS Power er valgt til at bygge batterierne til verdens største elektrificeringsprojekt til søs
  • Molslinjen går elektrisk sommer i møde

    Molslinjen går elektrisk sommer i møde

    havne ›Med næsten 30.000 afgange venter der en travl sommer for Molslinjens færgeruter over hele Danmark. Og denne sommer vil næsten 58 % af alle de afgange blive sejlet på strøm. Den kommende højsæson bliver dermed den mest elektriske færgesommer nogensinde.
  • Rekordår for investeringer og innovation i Esbjerg Havn

    Rekordår for investeringer og innovation i Esbjerg Havn

    havne ›Esbjerg Havn lukkede 2025 med et overskud på 76,5 mio. kr. og en omsætning på 339 mio. kr. Et solidt resultat, men det er de rekordstore investeringer, den høje innovationsaktivitet og den fortsatte udvikling af havnens faciliteter, der kendetegner året
  • Krydstogtgæster bruger over 87 millioner kroner i Aarhus

    Krydstogtgæster bruger over 87 millioner kroner i Aarhus

    havne ›En ny undersøgelse viser, at de besøgende fra krydstogtskibene i Aarhus i 2025 brugte over 87 millioner kroner i Aarhus og regionen. Samtidig viser undersøgelsen, at over hver tredje gæst har lyst til at besøge Smilets By igen på en landbaseret ferie
  • ADP tonser derudaf

    ADP tonser derudaf

    havne ›ADP har i maj 2026 rundet en million tons gods på en måned. Det sker for første gang siden 2014 og afspejler en markant ændring i sammensætningen af gods, hvor flere segmenter nu bidrager til det samlede aktivitetsniveau