Grønt energiselskab investerer 500 mio. kr. på Hirtshals Havn

Grønt energiselskab investerer 500 mio. kr. på Hirtshals Havn

Det bliver et af Danmarks største, grønne energilagre, virksomheden Green Energy Vault etablerer på havnen. Anlægget bidrager til havnens ambitiøse planer om at blive et knudepunkt for produktion og forbrug af energi fra vedvarende energikilder

I løbet af de kommende to år investerer Green Energy Vault i et avanceret anlæg til lagring af energi, som kommer både lokale virksomheder og det lokale elnet i Hirtshals til gode.

Det nye energilager vil nemlig medføre betydelige besparelser for de virksomheder, der bruger store mængder el samtidig med, at energilageret bidrager til at reducere spidsbelastninger på det lokale elnet og øger dermed stabiliteten i det nordjyske distributionsnet.

Green Energy Vaults samlede investering på Hirtshals Havn beløber sig til hele 500 mio. kr. Udover investeringen på 275 mio. kr. til selve anlægget, investerer Green Energy Vault yderligere 225 mio. kr. i løbende omkostninger over 20 år.

Aftalen mellem Green Energy Vault og Hirtshals Havn er en understregning af, at havnen har taget endnu et stort og væsentligt skridt i retning mod at blive Europas grønneste havn og et knudepunkt for fremtidens bæredygtige energiformer.

Green Energy Vault er førende inden for energilagring og bidrager dermed til det vigtige arbejde med at fremme overgangen til et mere effektivt og miljøvenligt energisystem.

- Vi er stolte af at lancere dette ambitiøse initiativ med etableringen af et af Danmarks største energilagre på 90 MWh på Hirtshals Havn. Projektet er i tråd med vores mission om at fremme en bæredygtig fremtid ved etablering af grønne kraftværker, som integrerer avancerede energilagringsteknologier i den eksisterende el-infrastruktur og understøtter havnens planlagte udvidelser, siger CEO Tony Breach fra Green Energy Vault.

Han fortsætter:

-Dette vil give store energiforbrugere en unik mulighed for at opnå betydelige energiomkostningsreduktioner, samt sikre en grøn energiprofil. Green Energy Vault ønsker at styrke udnyttelsesgraden og konkurrenceevnen for vedvarende energi i havneområdet og forbedre netstabiliteten i Hirtshals-området.

Tony Breach tilføjer, at han har mødt stor imødekommenhed fra havnen i forbindelse med drøftelserne i de seneste måneder.

Rollemodel for beslutningstagere
Hirtshals Havn arbejder målrettet på at tiltrække virksomheder, der vil samarbejde med andre aktører på havnen om grøn energi. Derfor passer aftalen med Green Energy Vault perfekt ind i havnens strategi og bekræfter Hirtshals Havns position inden for grøn omstilling og status som rollemodel for nationale og internationale beslutningstagere.

CEO Per Holm Nørgaard fra Hirtshals Havn, siger:
- Green Energy Vault etablerer sig på Hirtshals Havn, fordi de kan se, at vi er i fuld gang med et ambitiøst projekt, som i de kommende år får stor betydning for produktion og forbrug af grøn energi.

-Aftalen er en understregning af, at vi er en attraktiv samarbejdspartner, og at virksomheder kan se store fordele ved at etablere sig på Hirtshals Havn. Tidligere på året indgik vi for eksempel en aftale med Norwegian Hydrogen, der etablerer et stort anlæg til brintproduktion, uddyber havnedirektøren.

Etablering af smart energisystem på havnen
Green Energy Vaults løsning medvirker til, at producenter af vedvarende energi kan udnytte produktionskapaciteten og forbedre nyttiggørelsen af strømmen, når produktionen er høj.

De nuværende og kommende virksomheder på havnen er store el-forbrugere, og de kan opnå betydelige besparelser, støtte opladningsinfrastruktur til maritime fartøjer og reducere deres CO2-aftryk ved at bruge en højere andel af grøn strøm. Det grønne kraftværk vil understøtte det igangværende arbejde med optimering af havnens energisystemer og etableringen af et såkaldt smart energisystem.

- Med denne kæmpe investering kommer vi tættere på realiseringen af at gøre Hirtshals Havn til den grønneste havn i Europa. Samtidigt er projektet med til at understøtte vores store projekt om at skabe et Smart Energi System, hvor overskudsenergi genanvendes i industrielle symbioser, på Hirtshals Havn samt CCUS-projektet Greenport Scandinavia, siger CEO Steen Harding Hintze fra udviklingsselskabet Greenport North, der er en katalysator for grøn omstilling og vækst for eksisterende og nye virksomheder på havnen.

Green Energy Vault forventer, at anlægget i Hirtshals tages i drift i begyndelsen af 2026.

Fakta om anlægget:
20MW kraftværk med 90 MWh energilager, der kan levere energi til mere end 7.000 husstande i 24 timer eller 3.500 husstande konstant, da lageret løbende skal fyldes op med grøn energi.

Kraftværket inklusiv energilager,´ vil fylde et areal svarende til to håndboldhaller.

Anlægget forventes opført på Hirtshals Havn i løbet af 2025 og 2026.

-lipe

 

4/10 2024
  • Kystsikring i Esbjerg Havn viser tegn på øget biodiversitet

    Kystsikring i Esbjerg Havn viser tegn på øget biodiversitet

    havne ›Et kystsikringsprojekt i Esbjerg Havn, der på sigt skal omfatte flere hundrede betonenheder, der er designet specifikt til formålet, viser allerede efter ti uger et sundt biologisk miljø under havoverfladen
  • Ændringer i direktionen på Aarhus Havn

    Ændringer i direktionen på Aarhus Havn

    havne ›Aarhus Havn har besluttet at ændre sammensætningen af direktionen og nedlægger derfor stillingen som chief project officer, cpo. På den baggrund fratræder Henrik Munch Jensen sin stilling
  • Forskning i fremtidens maritime sektor

    Forskning i fremtidens maritime sektor

    havne ›Lektor i politik og forvaltning Lena Brogaard står i spidsen for et nyt forskningsprojekt, der samler eksperter fra hele universitetet om fremtidens maritime udfordringer
  • Elektrisk fremtid er på plads

    Elektrisk fremtid er på plads

    havne ›To enorme batteripakker bliver hjertet i Molslinjens grønne omstilling af hurtigfærgerne. BOS Power er valgt til at bygge batterierne til verdens største elektrificeringsprojekt til søs
  • Molslinjen går elektrisk sommer i møde

    Molslinjen går elektrisk sommer i møde

    havne ›Med næsten 30.000 afgange venter der en travl sommer for Molslinjens færgeruter over hele Danmark. Og denne sommer vil næsten 58 % af alle de afgange blive sejlet på strøm. Den kommende højsæson bliver dermed den mest elektriske færgesommer nogensinde.
  • Rekordår for investeringer og innovation i Esbjerg Havn

    Rekordår for investeringer og innovation i Esbjerg Havn

    havne ›Esbjerg Havn lukkede 2025 med et overskud på 76,5 mio. kr. og en omsætning på 339 mio. kr. Et solidt resultat, men det er de rekordstore investeringer, den høje innovationsaktivitet og den fortsatte udvikling af havnens faciliteter, der kendetegner året
  • Krydstogtgæster bruger over 87 millioner kroner i Aarhus

    Krydstogtgæster bruger over 87 millioner kroner i Aarhus

    havne ›En ny undersøgelse viser, at de besøgende fra krydstogtskibene i Aarhus i 2025 brugte over 87 millioner kroner i Aarhus og regionen. Samtidig viser undersøgelsen, at over hver tredje gæst har lyst til at besøge Smilets By igen på en landbaseret ferie
  • ADP tonser derudaf

    ADP tonser derudaf

    havne ›ADP har i maj 2026 rundet en million tons gods på en måned. Det sker for første gang siden 2014 og afspejler en markant ændring i sammensætningen af gods, hvor flere segmenter nu bidrager til det samlede aktivitetsniveau