Mød juryen bag Danske Havnes nye bæredygtighedspris

Mød juryen bag Danske Havnes nye bæredygtighedspris

Når transportminister Benny Engelbrecht den 22. april – fra talerstolen på den store havnekonference i Aalborg – annoncerer vinderen af Danske Havnes bæredygtighedspris 2020, vil der ligge et grundigt arbejde fra nogle af branchens mest kompetente kræfter bag. Mød juryen, der skal udpege vinderen af bæredygtighedsprisen, her

Juryen består af Anne H. Steffensen, der er administrerende direktør for Danske Rederier, Jenny N. Braat, administrerende direktør for Danske Maritime, og Klaus G. Andersen, der er administrerende direktør for Fredericia Shipping og bestyrelsesformand for Danske Shipping- og Havnevirksomheder.

- Vi har set os rundt i branchen for at finde de bedste og mest oplagte jurymedlemmer, der både har solidt branchekendskab, og som vi ved samtidig har blik for den grønne omstilling. Og vi har været så heldige og privilegerede, at vores tre førstevalg alle har sagt ja. Det er vi meget glade for, og det bekræfter bare det høje niveau og meningen med hele bæredygtighedsprisen betragteligt, at vi har så kompetente kræfter i juryen, siger Tine Kirk Pedersen, der er direktør for Danske Havne.

Den grønne omstilling er vor tids største opgave

Ifølge brancheorganisationen skal den nye bæredygtighedspris være med til at inspirere, motivere og samle indsatsen for grøn omstilling på tværs af branchen, og alle landets havne er inviteret med i konkurrencen. Og netop pointen med at lade sig inspirere og motivere er noget, som man lægger stor vægt på hos Danske Rederier:

- Det nemmeste i denne verden er bare at gøre, som vi plejer og vente på, at nogen kommer og redder os. Det flytter bare ikke noget, og vi har alle sammen brug for rollemodeller, som tør tro på deres idéer og inspirere og vise mod til at gå foran. De fortjener anerkendelse og tak, og det kan de så eksempelvis få med Danske Havnes nye bæredygtighedspris, siger Anne H. Steffensen fra Danske Rederier og fortsætter:

- Når det gælder klimaudfordringen generelt, så kræver det enorme investeringer både i mere energieffektivt udstyr til skibene, infrastruktur i havnene og i sidste instans helt nye CO2-neutrale brændstoffer, som vi ikke kender i dag. Det kommer til at fylde meget i de kommende år, og det bliver uden tvivl vor tids største opgave at finde vejen frem, uden at det påvirker vores aktivitetsniveau, beskæftigelse og eksport i negativ retning. Jeg er sikker på, at vi finder de rigtige løsninger – både fordi vi kan og skal. Det er simpelthen ikke en option at fejle her.

Det Blå Danmark bobler af gode idéer

Hos brancheorganisationen Danske Maritime er administrerende direktør Jenny N. Braat enig i, at det også i den grønne omstilling er vigtigt at fremhæve de gode eksempler, der kan inspirere andre:

- Vi har alle brug for inspiration, og når vi står over for en vigtig og svær opgave, ser vi os omkring for at finde gode rollemodeller, gode eksempler og gode måder at løse opgaven på. Det er sådan, jeg betragter den grønne omstilling. Som en svær, men også utroligt spændende opgave, hvor vi på en masse forskellige måder kan inspirere hinanden i branchen, og hvor vi skal skabe de store og vigtige ændringer i fællesskab, siger Jenny N. Braat og fortsætter:

- Jeg er utroligt glad for at være inviteret ind som dommer og dermed få mulighed for at fordybe mig i de velgennemtænkte, bæredygtige projekter, som vi får præsenteret. På tværs af Det Blå Danmark bobler det af gode idéer og store visioner, og jeg oplever generelt en meget stor og oprigtig vilje til at gå en langt mere bæredygtig vej. Både små og store ændringer er vigtige – det er det samlede resultat, der tæller.

Gylden mulighed for vækst i havnesektoren

Klaus G. Andersen er den sidste af de tre jurymedlemmer. Han holder til i Fredericia som administrerende direktør for Fredericia Shipping A/S men har også et ben i hovedstaden som formand for Danske Shipping- og Havnevirksomheder.

Klaus G. Andersen glæder sig også over at være en del af juryen bag Danske Havnes nye bæredygtighedspris, og han mener, at den danske havnesektor, herunder både havnene og private havneoperatører, generelt bliver en vigtig brik i samfundets CO2-reduktion:

- Vi skal have flyttet godstrafik fra vej til sø, hvilket både reducerer CO2-udledninger og giver andre fordele som mindre støj, mindre trafik og mere fremkommelighed på vejene. Den grønne omstilling er således på den ene side en gylden mulighed for vækst i havnesektoren, men på den anden side forpligtiger den også havnesektoren (og søfarten) til selv at levere på CO2-effektivtitet. Det både håber og forventer jeg at se, når jeg præsenteres for de nominerede til bæredygtighedsprisen, understreger Klaus G. Andersen og afslutter:

- Det er nødvendigt, at vi i havnesektoren har en plan for at blive mere CO2-effektive, og at vi i øvrigt kan forklare og dokumentere de CO2-udledninger, som havneoperationen medfører. Derfor er bæredygtighedsprisen for havnesektoren vigtig, og jeg glæder mig til at se de mange projekter.

Danske Havne oplyser, at konkurrencen er i gang. Den kommende måned sender havnene deres projekter ind, og derefter tager juryen stilling og udvælger en vinder.

-hawin

 

4/3 2020
  • Kystsikring i Esbjerg Havn viser tegn på øget biodiversitet

    Kystsikring i Esbjerg Havn viser tegn på øget biodiversitet

    havne ›Et kystsikringsprojekt i Esbjerg Havn, der på sigt skal omfatte flere hundrede betonenheder, der er designet specifikt til formålet, viser allerede efter ti uger et sundt biologisk miljø under havoverfladen
  • Ændringer i direktionen på Aarhus Havn

    Ændringer i direktionen på Aarhus Havn

    havne ›Aarhus Havn har besluttet at ændre sammensætningen af direktionen og nedlægger derfor stillingen som chief project officer, cpo. På den baggrund fratræder Henrik Munch Jensen sin stilling
  • Forskning i fremtidens maritime sektor

    Forskning i fremtidens maritime sektor

    havne ›Lektor i politik og forvaltning Lena Brogaard står i spidsen for et nyt forskningsprojekt, der samler eksperter fra hele universitetet om fremtidens maritime udfordringer
  • Elektrisk fremtid er på plads

    Elektrisk fremtid er på plads

    havne ›To enorme batteripakker bliver hjertet i Molslinjens grønne omstilling af hurtigfærgerne. BOS Power er valgt til at bygge batterierne til verdens største elektrificeringsprojekt til søs
  • Molslinjen går elektrisk sommer i møde

    Molslinjen går elektrisk sommer i møde

    havne ›Med næsten 30.000 afgange venter der en travl sommer for Molslinjens færgeruter over hele Danmark. Og denne sommer vil næsten 58 % af alle de afgange blive sejlet på strøm. Den kommende højsæson bliver dermed den mest elektriske færgesommer nogensinde.
  • Rekordår for investeringer og innovation i Esbjerg Havn

    Rekordår for investeringer og innovation i Esbjerg Havn

    havne ›Esbjerg Havn lukkede 2025 med et overskud på 76,5 mio. kr. og en omsætning på 339 mio. kr. Et solidt resultat, men det er de rekordstore investeringer, den høje innovationsaktivitet og den fortsatte udvikling af havnens faciliteter, der kendetegner året
  • Krydstogtgæster bruger over 87 millioner kroner i Aarhus

    Krydstogtgæster bruger over 87 millioner kroner i Aarhus

    havne ›En ny undersøgelse viser, at de besøgende fra krydstogtskibene i Aarhus i 2025 brugte over 87 millioner kroner i Aarhus og regionen. Samtidig viser undersøgelsen, at over hver tredje gæst har lyst til at besøge Smilets By igen på en landbaseret ferie
  • ADP tonser derudaf

    ADP tonser derudaf

    havne ›ADP har i maj 2026 rundet en million tons gods på en måned. Det sker for første gang siden 2014 og afspejler en markant ændring i sammensætningen af gods, hvor flere segmenter nu bidrager til det samlede aktivitetsniveau