Verdens største havnemobilkran lander på LindøLiebherrkran1 er taget på kajen i Rostock hos kranleverandøren Liebherr. LINDØ-direktør Carsten Aa ses i midten af billedet med rødt slips.

Verdens største havnemobilkran lander på Lindø

Med købet af verdens største havnemobilkran er Lindø port of Odense gearet til at håndtere fremtidens kæmpe havvindmøller. Indbygget elmotor sparer samtidig Lindø port of Odense for 300 ton CO2-udledning om året

Lindø port of Odense har netop underskrevet en købsaftale på verdens største havnemobilkran hos Liebherr i Rostock.

Der er tale om en unik specialbygget Heavy Lift version med High Rise af verdens største havnemobilkran, LHM 800, fra den tyske producent Liebherr.

Megakranen er den første af sin art på verdensplan og helt unik med en løftekapacitet på 308 ton og en løftehøjde på 96,7 meter.

Kranen supplerer havnens eksisterende kranportefølje, som eksempelvis også omfatter den særlige portalkran med en løftekapacitet på 1200 tons, og den nye kran vil i kombination med den nuværende Liebherr LHM 550 havnemobilkran blandt andet gøre Lindø port of Odense i stand til at håndtere morgendagens kæmpe havvindmøller.

Som en af de eneste havne i verden vil Lindø port of Odense eksempelvis kunne løfte 400 tons tunge naceller til havvindmøller udelukkende med mobile kraner, og samtidig giver megakranen rigtig gode muligheder for maksimal udnyttelse af den nye havneudvidelse.

Unikke produktionsfaciliteter

- Med købet af den nye megakran cementerer LINDØ port of ODENSE sin nøglerolle som en af verdens største havneaktører i den grønne omstilling med unikke produktionsfaciliteter for fremtidens kæmpe havvindmøller.

- Vi kan se, at emnerne bliver større og større, og den udvikling imødekommer vi nu med denne investering, så vi fortsat kan bidrage til facilitering af grønne arbejdspladser indenfor bæredygtig energiproduktion, udtaler administrerende direktør Carsten Aa, Lindø port of Odense.

For Lindø port of Odenses bulkkunder vil den nye megakran også betyde en hurtigere håndtering af eksempelvis stålskrot, og skibenes liggetid ved kaj vil blive kraftigt reduceret.

Eldrift sparer 300 ton CO2 årligt

Som noget ganske særligt er den specialbyggede LHM 800-kran udstyret med en elmotor, der kan erstatte dieselmotoren under drift. Ud over en væsentlig støjreduktion udmønter det sig i en markant CO2-reduktion på anslået 300 ton om året.

- Det er en voldsom reduktion. Samtidig bliver eldriften af kranen CO2-neutral, fordi strømmen kommer fra vindmøllestrøm. Det er vigtigt for os også at gå forrest på det område.

- Vi arbejder kontinuerligt på at tage samfundsansvar, og vi deltager aktivt på mange områder i retning af en bæredygtig udvikling. Derfor er det yderligere en gevinst, at vi som de første får en model, som udover diesel kan køre på ren el, hvorved vi kan reducere vores CO2 udledning betydeligt, siger Carsten Aa.

En anden særlig feature er, at LINDØ Port of ODENSEs to Liebherr-kraners styresystemer kan parres med hinanden, så én kranfører kan styre begge kraner samtidig. Denne funktionalitet betyder, at man kan udnytte de to kraners samlede løftekapacitet på op til 441 tons.

Del af større udvidelse

Udbygningen af krankapaciteten er et led i den igangværende udvidelse af Lindø port of Odense.

- Vi er godt på vej til at skabe markedets mest optimale rammer for fremtidens grønne produktion og jobskabelse med vores havneudvidelse. Optimale rammer nødvendiggør den størst mulige og mest fleksible krankapacitet, og her bidrager investeringen i megakranen til, at vi fortsat er på forkant af kundernes behov, siger Carsten Aa.

I alt findes der kun 12 LHM 800-kraner i drift på verdensplan. LINDØ port of ODENSEs specialbyggede Heavy Lift model er den foreløbig eneste af sin slags. Kranen forventes leveret ultimo 2019.

-hawin

 

 

Kort om Liebherr LHM 800 High Rise (heavy lift-version):

Lindø port of Odenses kommende kran kombinerer en række egenskaber fra 'standard'-, 'heavy lift'- og 'High Rise'-udgaverne af Liebherr LHM 800. Kranen er således helt unik i sin kombination af et ekstra højt tårn (med høj kabineplacering), en løfteevne på 308 ton, en maks. løftehøjde på 96,7 m og ekstra bogier (hjul).

Verdens største havnemobilkran

Løftekapacitet: 308 ton

Løftehøjde: 96,7 m

Antal aksler (hjul): 36 (144)

Egenvægt: 824 ton

Tårnhøjde: 57,5 m

Kabinehøjde: 40,4 m

31/10 2019
  • Kystsikring i Esbjerg Havn viser tegn på øget biodiversitet

    Kystsikring i Esbjerg Havn viser tegn på øget biodiversitet

    havne ›Et kystsikringsprojekt i Esbjerg Havn, der på sigt skal omfatte flere hundrede betonenheder, der er designet specifikt til formålet, viser allerede efter ti uger et sundt biologisk miljø under havoverfladen
  • Ændringer i direktionen på Aarhus Havn

    Ændringer i direktionen på Aarhus Havn

    havne ›Aarhus Havn har besluttet at ændre sammensætningen af direktionen og nedlægger derfor stillingen som chief project officer, cpo. På den baggrund fratræder Henrik Munch Jensen sin stilling
  • Forskning i fremtidens maritime sektor

    Forskning i fremtidens maritime sektor

    havne ›Lektor i politik og forvaltning Lena Brogaard står i spidsen for et nyt forskningsprojekt, der samler eksperter fra hele universitetet om fremtidens maritime udfordringer
  • Elektrisk fremtid er på plads

    Elektrisk fremtid er på plads

    havne ›To enorme batteripakker bliver hjertet i Molslinjens grønne omstilling af hurtigfærgerne. BOS Power er valgt til at bygge batterierne til verdens største elektrificeringsprojekt til søs
  • Molslinjen går elektrisk sommer i møde

    Molslinjen går elektrisk sommer i møde

    havne ›Med næsten 30.000 afgange venter der en travl sommer for Molslinjens færgeruter over hele Danmark. Og denne sommer vil næsten 58 % af alle de afgange blive sejlet på strøm. Den kommende højsæson bliver dermed den mest elektriske færgesommer nogensinde.
  • Rekordår for investeringer og innovation i Esbjerg Havn

    Rekordår for investeringer og innovation i Esbjerg Havn

    havne ›Esbjerg Havn lukkede 2025 med et overskud på 76,5 mio. kr. og en omsætning på 339 mio. kr. Et solidt resultat, men det er de rekordstore investeringer, den høje innovationsaktivitet og den fortsatte udvikling af havnens faciliteter, der kendetegner året
  • Krydstogtgæster bruger over 87 millioner kroner i Aarhus

    Krydstogtgæster bruger over 87 millioner kroner i Aarhus

    havne ›En ny undersøgelse viser, at de besøgende fra krydstogtskibene i Aarhus i 2025 brugte over 87 millioner kroner i Aarhus og regionen. Samtidig viser undersøgelsen, at over hver tredje gæst har lyst til at besøge Smilets By igen på en landbaseret ferie
  • ADP tonser derudaf

    ADP tonser derudaf

    havne ›ADP har i maj 2026 rundet en million tons gods på en måned. Det sker for første gang siden 2014 og afspejler en markant ændring i sammensætningen af gods, hvor flere segmenter nu bidrager til det samlede aktivitetsniveau