
Kamstrup, Linak og M&J Denmark er nominerede til Automatiseringsprisen
Produktionslinje til vandmålere, dynamisk opmåling af aluminiumsprofiler og et fuldautomatisk svejseanlæg dyster i år om DIRAs Automatiseringspris, der uddeles under HI-messen
Danish Industrial Robot Association - DIRA - uddeler den 1. oktober sin Automatiseringspris på HI-messen i MCH Herning, og i år er det velkendte frontløbere inden for automatisering, som er nominerede:
Kamstrup og Kilde Automation sætter ifølge juryen ny standard med en 18 meter lang produktionslinje, der automatisk samler vandmålere med over 20 integrerede processer og en cyklustid under 12 sekunder.
Vision-teknologi og robotter håndterer løse komponenter direkte fra paller, og løsningen sikrer høj fleksibilitet og fuld sporbarhed. En innovativ indkøringsfase gjorde det muligt at producere salgbare enheder fra dag ét, og projektet viser, hvordan samarbejde og fokus på arbejdsmiljø kan løfte automatisering til nye højder, lyder motiveringen.
Foto fra Kilde Automation
LINAK har i tæt samarbejde med AKEA udviklet en fuldautomatisk produktionscelle, der forvandler seks meter lange aluminiumsprofiler til præcist monterede søjlesæt til hæve-sænke-løsninger.
Kernen i løsningen er en intelligent, dynamisk opmåling, hvor hver profil måles individuelt, og glidere fræses til med mikromillimeter-præcision. Det sikrer ensartet kvalitet og eliminerer tidligere manuelle processer.
Juryen fremhæver LINAKs evne til at gentænke produktdesign til automation. Projektet har sørget for en reduktion fra 18 til 3 operatører i døgnet – og markant højere
Foto fra LINAK
M&J Denmark og Yaskawa
M&J Denmark svejser sig til global konkurrenceevne, står der i beskrivelsen af den tredje nominering.
Den går til M&J Denmark, som i samarbejde med Yaskawa har revolutioneret produktionen af aksler med et fuldautomatisk svejseanlæg, der kombinerer vision-teknologi, induktionsvarme og robotsvejsning.
Løsningen håndterer over 1.000 akselvarianter og gør det muligt at programmere nye varianter på få minutter. Resultatet er en fleksibel og brugervenlig produktion, der har reduceret timeforbruget med 40% og sikret højere kvalitet og kortere leveringstid.
Juryen fremhæver anlægget som et teknologisk løft af solidt industrielt håndværk – med dokumenteret CO2-reduktion.
Foto: DIRA
DIRA Automatiseringsprisen uddeles hvert år til en dansk slutbruger med en god automatiseringshistorie. Prisen skal tjene som inspiration for andre ved at vise unikke løsninger og processer baseret på robotteknologi og relateret automatisering.
Ved samme lejlighed hædres eventuelt en eller flere tilknyttede integrator.
-lipe