Topmøde mellem investorer og robotvirksomheder

Topmøde mellem investorer og robotvirksomheder

Visionsteknologi, som forbedrer emballagekvalitet og reducerer spild er en af de fynske opfindelser der er repræsenteret, når 120 investorer møder over 20 robotvirksomheder til Odense Investor Summit den 26. juni. Med en anslået vækst på 2-300 procent inden 2025 giver den danske robotindustri oplagte muligheder for investorer

Odense Investor Summit 2019 er det største arrangement for direkte investeringer i den verdensberømte danske robotklynge. Eventen er en enestående mulighed for at se de mest lovende og spændende teknologier inden for robotteknologi, droner og sundhedsteknologi og samtidig få adgang til relevante netværk blandt kolleger og investorer.

Robotklyngens synergieffekt er kendt verden over. Klyngen skabte en omsætning på over 5,7 milliarder kroner i 2017 - en stigning på 32 procent siden 2015, svarende til i gennemsnit 1.785.000 kroner pr. medarbejder. Siden 2015 er der blevet investeret mere end 5,5 milliarder kroner i robotvirksomhederne i Odense. 98 procent kom fra private investorer, blandt andet amerikanske Teradyne, der betalte op imod fire milliarder kroner for to ret nystartede virksomheder.

På Odense Investor Summit 2019 møder kapitalsøgende virksomheder fra en af Europas mest dynamiske robotklynger, Odense Robotics, investorer, som repræsenterer smart money og risikovillig kapital. Mere end 20 internationale og danske nystartede virksomheder og SMV'er inden for robotter, droner og sundhedsteknologi møder her mere end 120 investorer, der ønsker at investere i robotter, droner og sundhedsteknologi.

- Siden 2015 er der investeret knap 6 milliarder kroner i fynske robot- og dronevirksomheder. Parallelt med branchens høje vækstrater kan vi se, at investorerne nu vælger at investere i virksomhederne meget tidligere end før. Odense Investor Summit er blevet attraktiv både for seed-money, soft-money og venture capital, og har udviklet sig til en international event, hvor ikke bare danske robotvirksomheder, men også virksomheder fra resten af Europa deltager. Odense er blevet mødestedet for kapitalsøgende robotvirksomheder og tech-investorer, fortæller Michael Hansen, Investment Manager, Invest in Odense.

Lovende virksomheder på forskellige niveauer
På Odense Investor Summit 2019 er det muligt at opleve lovende danske virksomheder fra opstartsniveau til meget avanceret niveau.På venture-niveau kan man eksempelvis se visionsteknologi, som forbedrer emballagekvalitet og reducerer spild:

Fødevareindustrien kan forebygge dyre recalls, forbedre kvaliteten markant og forbedre OEE-oppetiden - med danske TriVisions visionsteknologi, som allerede har øget effektiviteten hos førende danske fødevareproducenter som Arla Foods og Danish Crown. Teknologien sikrer, at gode varer ikke bliver kasseret på grund af fejl i indpakningen.

På opstartsniveau: En mobil, stemmestyret skærerobot til byggebranchen, der øger produktionskapaciteten i byggerier med op til 300 procent; Kobots - Voice Responsive Robotics.

På avanceret niveau: Den første 'robot venture factory', der udvikler, producerer og sælger professionelle servicerobotter til sundhedspleje, byggeri, landbrug, uddannelse og andre globale markeder; Blue Ocean Robotics.

En af Danmarks hurtigst voksende industrier
På få år har Danmark etableret en af verdens førende robot- og automationsindustrier. Forskning, udvikling og gode betingelser for stærke start-ups har allerede skabt 8.500 direkte arbejdspladser over hele landet og en årlig eksport på mere end 10 milliarder kroner. Samtidig viser prognoser, at markedet kun vil vokse i årene fremover.

I 2025 forventes omsætningen at vokse til 52,5 milliarder kroner, og antallet af medarbejdere kan nå op på 25.000 - en tredobling på bare seks år. Tallene stammer fra den første analyse af Danmarks robot- og automatiseringsindustri og dens bidrag til landets økonomi, som netop er offentliggjort i en ny rapport fra Damvad Analytics.

-lipe

27/5 2019