Ingen smalle steder
Selv om CombiLifts nye reachstacker gør det muligt at minimere pladsen mellem reolerne, er der ingen smalle steder for den nye truck, der skaber effektiv logistik takket være nye ergonomiske tiltag
Af Hans Windeløv
Den nye smalgangstruck og reachstacker, Combi-WR, fra CombiLift sparer plads og skaber mulighed for flere reoler og dermed flere paller på lageret samtidigt med, at den sørger for et effektivt logistikflow.
Det er de ergonomiske nøglefunktioner, som er i fokus på den nye Combi-WR reachstacker fra Combilift.
Og det er der god grund til. For det er netop de ergonomiske tiltag, som giver trucken de mange fordele. En helt nyudviklet teknik gør det nemlig muligt for styrestangstrucken at vende drejehjulet ved tryk på en knap.
Fører, bliv ved din truck
Det betyder, at føreren bliver i sin position ved siden af trucken, når han eller hun har svinget trucken i position foran reolen og er klar til at plukke varer eller sætte en palle ind.
I stedet for at skulle svinge styrestangen de halvfemsgrader rundt trykker man på en knap på styrepulten på styrestangen, så hjulet drejer.
Føreren undgår at følge med styrestangen rundt, hvorved han ikke optager plads mellem trucken og reolen.
Han undgår også de operationer, hvor man svinger styrestangen rundt, men bliver på stedet, og altså er tvunget til at læne sig skråt ind over styrestangen fra en akavet sideposition for at styre.
Nu forbliver styrestangen vinkelret på trucken, og føreren forbliver i en optimal arbejdsstilling og har godt overblik over manøvren.
Det er en operation, som ud over de gode arbejdsforhold også skaber plads på lageret. Når nu føreren ikke skal stå bag trucken, når den står vinkelret på reolerne, kan man minimere gangbredden helt ned til to meter.
Fokus på ergonomi
Den irske producent af gaffeltruck og materiel til intern transport havde hele sit produktsortiment på over 20 modeller af forskellige truck med på CeMAT-messen kort før sommerferien.
Her demonstrerede producenten også den nye smalgangstruck, som allerede har vundet den engelske gaffeltruckforenings, Fork Lift Truck Associations, pris for ergonomi.
Og det er noget, man lægger mærke til på lagre, byggemarkeder, trælasthandler og i lagerførende virksomheder.
- Der er stort fokus på arbejdsmiljø i hele Norderupa og specielt i Skandinavien. Den nye Combi-WR, som også bliver produceret i en 4-vejs truckudgave til håndtering af langgods, opfylder en lang række behov for både at skabe et sikkert og godt arbejdsmiljø og for at optimere lagerdrift og logistik, siger Ulrick Staudal, CombiLifts salgschef for Danmark, Norden og Østeuropa.
Ikke mindst på pallelagre kommer truckens nye funktionalitet til sin ret.
- Placeringen ved siden af trucken giver god oversigt og gode styreforhold. På den måde undgår føreren at blive mast mellem trucken og pallerne på reolen bagved, når trucken bakker ud af reolerne, forklarer Ulrick Staudal.
Ryk rundt med pladsen
Trucken gør det muligt at placere reolerne tæt, så man får en langt bedre udnyttelse af pladsen.
Det giver nogle fordele for lagervirksomheder, der ønsker at optimere eksisterende lagerbygninger frem for at bygge ud. Det kan også skabe plads til andre operationer andre steder på lageret.
- Endvidere er det nogle stabile og robuste truck, som kører rigtigt godt på ujævnt terræn. De løser fint opgaverne både ude og inde. Og dermed er det muligt at benytte dem til operationer, hvor man kører varer hele vejen fra lastbilerne og ind i reolerne, og den anden vej ud med varer til lastbilerne også. På den måde sparer man et truckskifte og en truck, siger Ulrick Staudal.
Hjælp til logistikløsninger
Som han forklarer, er CombiLift klar til at rykke ud og hjælpe lagre og virksomheder i industrien med at indrette deres lagre og finde frem til den optimale sammensætning af truckflåden, så man får så effektiv en flåde som muligt.
- Der er et stort potentiale for at optimere logistikken på rigtig mange lagre og i rigtig mange virksomheder. Med den nye WR-smalgangstruck, som egentlig er en reach-stacker, tilbyder vi endnu en maskine, som gør logistik og intern transport fleksibel og effektiv, siger Ulrick Staudal.
I sine 16 år på truckmarkedet har CombiLift lanceret 22 forskellige truckmodeller. Og ideerne til nye indsatsområder skyder stadig op.
- CombiLift udvikler hele tiden nyt materiel til sektorer, hvor effektiv logistik er et must. Vi har søsat mere end en ny model om året, og der er virkelig bud efter vore løsninger. Vi kan da også se, at den nye Combi-WR er eftertragtet i rigtig mange lande. Og det er den, fordi den gør en klar forskel, siger Ulric Staudal.