Jyder løber med Bornholm
Det bliver det jyske rederi Mols-Linien, som fra den 1. september 2018 til den 31. august 2028 skal besejle ruterne fra solskinsøen i Østersøen.
Det har Transport- og Bygningsministeriet offentliggjorde for nyligt nyheden, som blev modtaget med stor begejstring hos rederiet.
- Vi ser frem til at lade vores ekspertise inden for hurtigfærgedrift komme bornholmerne til gode og skabe en effektiv færgedrift til glæde for bornholmerne, erhvervslivet og de mange gæster, som hvert år besøger øen, siger Søren Jespersen, som er administrerende direktør i Mols-Linien.
Mols-Linien er valgt som kommende færgeoperatør, fordi rederiet har præsenteret det økonomisk mest fordelagtige tilbud med de mest favorable billetpriser.
Mols-Linien planlægger endvidere at indsætte en nybygget, specialdesignet færge til transport af gods og passagerer på ruten Rønne–Køge. Desuden ønsker Mols-Linien at opretholde besejlingen af Sassnitz.
Kontrakten mellem Transport- og Bygningsministeriet og Mols-Linien forventes underskrevet sidst i maj efter den obligatoriske standstill-periode på minimum 10 dage.
-mklarlund