Sealing System breder linjerne ud i Norden
KUKA-robotter på arbejde som væsentlige elementer i de avancerede pakkeløsninger, som skaber vækst i Sealing System.

Sealing System breder linjerne ud i Norden

Behovet for større og mere avancerede pakkelinjer med robotter skaber vækst for virksomheden og arbejdspladser i Grindsted

Af Lisbeth Petersen

Det er 15 år siden, den danske specialistvirksomhed begyndte at bruge robotter i sine komplette pakkelinjeløsninger. Og tiden har været med Sealing System, som i dag er en af de førende på det Skandinaviske marked, når det gælder udvikling og konstruktion af pakkemaskiner, banesystemer, transportbånd mv. til industrien.

De senere år er efterspørgslen på robotteknologi og fuldautomatiske løsninger steget, og det mærker de i hovedkvarteret i Grindsted, hvor Sealing System for et halvt år siden flyttede ind i et større domicil. Blandt de danske storkunder er virksomheder som Tulip og Grundfos, og stadig flere kommer til.

Mange foretrækker en enkelt leverandør

- Ud over Danmark er vi ved at være godt etableret i Norge og Sverige, og specielt i Norge har vi fået rigtigt godt fat hos nogle store fødevarevirksomheder, som f.eks. landets største kødleverandør, Nortura og færdigretproducenten MatBørsen, fortæller salgsdirektør Kjeld Østergaard Jensen og uddyber:

- Vi har mange tilbagevendende kunder, som med tiden også bliver gode samarbejdspartnere. De vil ofte gerne have en enkelt leverandør i stedet for flere, og der er en tendens til, at pakkelinjerne bliver større og mere avancerede, og oftere med robotteknologi. Det stiller også krav til serviceaftalerne, der tilbydes 24/7.

Den nyeste pallelaster håndterer alle typer emballage og bliver drevet af servomotorer i stedet for tidligere modellers trykluftsystem.

Siden januar 2017 er antallet af medarbejdere steget fra 50 til 80, og de tager sig af alt fra udvikling af de intelligente pakkeløsninger til forhandling af velrenommerede robotmærker som KUKA og Okura, der bl.a. er en væsentlig del af Sealing Systems palleteringssystemer.

Den seneste model, IP-4 Greenline pallelaster, der kom på markedet for få måneder siden, er skalerbar og har næsten dobbelt så stor kapacitet som sin forgænger. Lasteren er med sine servomotorer en mere miljøvenlig maskine, som kan håndtere alle typer emballager som pap- og plastkasser med og uden låg, foliematerialer med meget mere.

 

25/6 2018