Virksomheder outsourcer speditionsopgaver

Dan Spedition er en ny speditionsvirksomhed i Padborg, der vil bygge sin forretning på, at flere og flere danske virksomheder ønsker at outsource deres speditionsopgaver

Lastbiler skal have hjulene på vejen, og skibe skal have vand under kølen – gerne døgnet rundt og året rundt. Ventetid koster dyrt, og derfor er det vigtigt, at alle papirgange kører på skinner. Det er baggrunden for det nye selskab, Dan Spedition A/S, i Padborg.

- Vi er eksperter i tolddokumenter og kan sørge for, at landets virksomheder med import og eksport kan bruge deres kræfter på at udvikle deres forretning i stedet for hele tiden at holde sig ajour med, hvordan alverdens tolddokumenter udfyldes rigtigt, siger Henrik Ragn, som er manden bag Dan Spedition.

Han ved om nogen, hvad velfungerende logistik betyder for virksomheder. Gennem 30 år var han medejer og administrerende direktør for Fleggaard koncernen, og siden 2009 har han været direktør i en anden speditionsvirksomhed.

Virksomheden har til huse i hjertet af Danmarks toldcentrum, Toldbodvej 8 (L-bygningen) i Padborg.

- Uanset om en lastbil kører ind i Danmark eller ud af landet, så kommer den forbi L-bygningen, som ganske enkelt ikke kan ligge mere centralt. Ingen skal køre en omvej for at komme forbi Dan Spedition, siger Henrik Ragn.

Han oplever, at flere og flere virksomheder netop ønsker at fokusere på forretningen og derfor outsourcer tolddokumenterne til eksterne eksperter.

- Vi har automatiseret papirgangene i forbindelse med behandlingen af tolddokumenter. Når man kombinerer automatiseringen med markedets dygtigste medarbejdere, så bliver vores ydelser yderst effektive og konkurrencedygtige, forklarer Henrik Ragn.

Kunderne i Dan Spedition er mange forskellige typer virksomheder, der importerer eller eksporterer varer.

- Vi er meget bevidste om, at når kunderne kommer til os, så skylder vi dem at levere fejlfri dokumenter, fordi det er essentielt for forretningen, at tolddokumenterne ikke giver anledning til forsinkelser. Forsinkelse er spildt tid, som koster mange penge i form af ventende chauffører, piloter eller skibsfolk, siger Henrik Ragn.

De første kunder er i hus og i virksomheden mærker man at der er efterspørgsel efter den specialviden, man tilbyder inden for tolddokumenter.

- Jeg er overbevist om, at der er masser af plads på markedet til en seriøs udbyder og specialist som Dan Spedition, siger Henrik Ragn.

<i>- hawin</i>

5/12 2012