DEKRA’s elever kører Toyota gaffeltruckToyota har leveret både truck og truckværn til DEKRA.

DEKRA’s elever kører Toyota gaffeltruck

Sikker og effektiv intern varehåndtering kræver dygtige og kompetente truckførere med truckcertifikat. DEKRA tilbyder gaffeltruckuddannelsen i fem af sine afdelinger i hele landet. Toyota har leveret maskiner og truckværn til de praktiske øvelser på alle lokationer

For nylig fik uddannelsesvirksomheden, DEKRA, gaffeltruckuddannelsen på programmet. Første hold på uddannelsen, som tager syv dage at gennemføre, startede den 4. november 2019.

Det var på hovedadressen i Brøndby. Efterfølgende har uddannelsesvirksomheden fulgt op med gaffeltruckuddannelser i fire af sine andre afdelinger i henholdsvis Aalborg, Herning, Vejen og Odense.

Toyota Material Handling er i gang med at levere fem ensartede truckflåder til de nye undervisningslokationer. Og leverandøren har endvidere leveret truckværn, som gør de praktiske øvelser sikre for både kursister og faglærere og minimerer skader på truck, gods og lagerinventar.

Hos DEKRA er der stor tilfredshed med samarbejdet med Toyota og med hele forløbet i forbindelse med leveringen af maskiner og truckværn.

- Siden vi i september 2019 blev godkendt som udbyder af gaffeltruckuddannelsen, har vi sonderet terrænet for truckløsninger. Og vi fik hurtigt gang i en rigtig god dialog med Toyota. Vores faglærere er også blevet hørt, og her var der altså rigtig gode erfaringer med Toyotas maskiner og stor opbakning til projektet, siger Lars Wolf, som er regionsdirektør for DEKRA.

Sikkerhed i undervisningen

DEKRA tilbyder blandt andet uddannelserne som gods-, taxa- og buschauffør, og altså nu også uddannelsen som gaffeltruckfører. Filosofien bag virksomhedens uddannelseskoncept handler om, at de uddannede kursister skal gøre en forskel, så trafikken både på landeveje, i byer og i lager- og industrivirksomheder bliver så sikker som muligt for alle.

- Det ønsker vi at afspejle i undervisningen. På gaffeltruckkurserne skal både faglærere og elever kunne færdes sikkert under de praktiske øvelser, siger afdelingschef hos DEKRA i Brøndby, Sammi Jørgensen.

Her spiller Toyotas truck en vigtig rolle. Ud over at maskinerne er meget driftssikre, er de nemlig også nemme at betjene. Føreren har godt udsyn. Der er blåt sikkerhedslys. Og så kan man forprogrammere maksimumhastigheden på dem.

- Det er jo første gang, mange af vore kursister sætter sig i en gaffeltruck eller stabler. Derfor er brugervenlighed, design og overskuelige funktioner afgørende. Sammen med truckværnet er det med til at gøre hele uddannelsesforløbet til en både sikker og positiv oplevelse for kursisterne, siger Sammi Jørgensen.

Kursuskoncept testet i Brøndby

Afdelingen i Brøndby har fungeret som teststed for DEKRA’s gaffeltruckuddannelse. Her blev det første øvelsesområde bygget op. Det er, ligesom de øvrige steder i landet, etableret indendørs i en hal, så man uanset vejrliget kan gennemføre de praktiske øvelser.

Og ligesom de øvrige steder lagde man i Brøndby ud med en flåde af lejede Toyota-truck. I afdelingen i Brøndby er maskinerne for nylig blevet udskiftet med dem, som DEKRA har købt. Og løbende bliver de øvrige afdelinger også forsynet med DEKRA’s egne Toyotatruck.

Forløbet siden kursusstarten i november sidste år har dog ikke været helt normalt. Corona-krisen satte nemlig både kurser og leveringen af truck på stand-by.

- Her havde vi en fin dialog med Toyota om, hvordan vi skulle gribe situationen med tilbageleveringen af lejede maskiner og leveringen af de nye an. Vi lukkede al undervisning ned, da Danmark lukkede i marts. Og åbnede så op igen den 20. april. Hele vejen igennem forløbet har der været fuld forståelse for vores situation hos Toyota. Det har gjort os i stand til at starte op igen for fuld styrke her i Brøndby, ligesom vi også er kommet i gang i resten af landet, siger Lars Wolf.

Toholdsskift stiller krav til batterier og driftssikkerhed

Det tager syv arbejdsdage at gennemføre undervisningsforløbet og erhverve gaffeltruckcertifikatet. Hos DEKRA i Brøndby kører man to hold om dagen henholdsvis i morgen/dagtimerne og eftermiddag/aften.

DEKRA’s team, som afholder truckkurserne er fra venstre faglærere Allan Christensen, Selina Sørensen og Morten Hansen. Yderst til højre er det afdelingschef hos DEKRA i Brøndby, Sammi Jørgensen.

Derudover har man weekendhold, hvor kursister bruger to weekender til forløbet. Maskinerne kører faktisk i toholdsskift alle ugens dage, fordi hvert hold er opdelt, så den ene halvdel af kursisterne kører teori og den anden praktiske øvelser i samme tidsrum. Og sådan kører holdene stort set hver dag hele året.

Ud over driftssikkerheden var der derfor også krav om, at maskinerne skulle kunne klare toholdsskiftene uden at skifte batterier.

- Toyotas truck og batterier klarer opgaverne uden problemer og bliver sat til opladning hen over natten. Det fungerer helt perfekt. Vi har samtidig lavet en serviceaftale med Toyota, som sikrer hurtig hjælp, hvis der opstår problemer. På alle fem lokationer er der faste aftaler med bestemte servicemontører fra Toyota.

- Montørerne ved, hvor på matriklerne gaffeltruckuddannelserne holder til og finder selv frem til maskinerne, så de kan komme hurtigt i gang. På den måde kan vi få fikset problemerne, stort set uden at vi mærker det i undervisningen. Og hvis en truck har fået en større skade og skal på værksted, har Toyota altid maskiner de kan låne os, konstaterer Sammi Jørgensen.

Mulig udvidelse på vej

Både han og Lars Wolf fremhæver det gode samarbejde og den konstruktive sparring med Toyota, der har kørt som en løbende proces siden aftalen kom i hus i efteråret sidste år.

- Sikkerhed og kvalitet er to mærkesager for DEKRA. Samarbejdet med Toyota har ført til et rigtigt fint set-up, som lever op til de høje standarder, vi stiller krav om, siger Lars Wolf.

Han kommer ind på, at DEKRA løbende vurderer mulighederne i markedet.

- Vi kan jo se, at behovet for kurserne er der. Og det er ikke umuligt, at vi udvider det værdifulde samarbejde, vi har etableret med Toyota, hvis vi ruller undervisningen ud i flere nye afdelinger.

-hawin

 

Fakta om Toyotas leverance til DEKRA

På hver af de fem gaffeltrucklokationer i henholdsvis Brøndby, Aalborg, Herning, Vejen og Odense har DEKRA fået leveret følgende maskiner fra Toyota Material Handling:

Stabler SP 120

Stand-in SSE 135

Reachtruck RRE 120B

Eltruck 3-hjulet 7FBST 10,  to stk.

Eltruck 4-hjulet 8FBMK16T

Gastruck 02-8 FGF 18

 

Om DEKRA’s gaffeltruckuddannelse:

DEKRA udbyder flere forskellige chaufføruddannelser. Gaffeltruckuddannelsen er den, som populært bliver kaldt ’Gaffeltruck B’.  På uddannelsen erhverver kursisterne truckcertifikat, som er gyldigt til både gaffeltruck og til stablere (som ellers skal erhverves på Stableruddannelsen, ’Gaffeltruck A’).

Gaffeltruckuddannelsen tager syv dage. DEKRA tilbyder både morgenhold og eftermiddagshold og hold i weekenden. Det er også muligt for firmaer at få flere medarbejdere på kursus i samlet flok. DEKRA tilbyder også en engelsksproget udgave af kurset.  

 

9/11 2020
  • LogiMAT markerer 25 år med intralogistik

    LogiMAT markerer 25 år med intralogistik

    truck ›LogiMAT i Stuttgart har på 25 år udviklet sig fra en regional fagmesse til en af verdens førende internationale mødepladser for intralogistik. Udviklingen afspejler samtidig en branche, der har gennemgået markante teknologiske forandringer
  • Øger kapaciteten på lageret

    Øger kapaciteten på lageret

    truck ›Jungheinrich og Automha indgår strategisk partnerskab om gradvis automatisering af eksisterende lagre og maksimerer deres kapacitet via øget palletæthed
  • Global AGV 2 løfter nu to tons

    Global AGV 2 løfter nu to tons

    truck ›Den danske producent af førerløse truck har, på opfordring fra sine kunder, udviklet en ny model, der kan give flere muskler til transport i produktions- og lagerhaller
  • Logistikken går som varmt brød

    Logistikken går som varmt brød

    truck ›Et nyt anlæg på det italienske bageri Baulis fabrik i Castel d’Azzano centraliserer og automatiserer palleteringen af bagværk. Uteco Contec og Interrolls løsninger sørger for at anlægget håndterer op til 2.000 kasser i timen
  • Aalborg Portland udskifter diesel med el i tung cementlogistik

    Aalborg Portland udskifter diesel med el i tung cementlogistik

    truck ›Tre nye Linde X50 el-truck skal sikre høj oppetid, et bedre arbejdsmiljø og lavere omkostninger, når Aalborg Portland hver dag håndterer tunge paller med cement. N.C. Nielsen har leveret truckene med skræddersyede Lithium-ION batterier, og elektrificeringen er nu integreret i en del af produktionen hos Aalborg Portland, hvor dieseltruck i mange år har været det oplagte valg
  • DAN Palletiser fejrer 50 år med over 1000 anlæg

    DAN Palletiser fejrer 50 år med over 1000 anlæg

    truck ›COO i den danske specialist i palletering, Michael Christensen ser lyst på fremtiden efter at virksomheden for ni år siden blev en del af Nordens største automationshus, BILA
  • Combilift giver fremtidens teknikere et løft

    Combilift giver fremtidens teknikere et løft

    truck ›Den globale producent af materialehåndteringsudstyr, Combilift, har lanceret et nyt initiativ, der har til formål at tilskynde unge til at vælge en karriere inden for teknologi og produktion
  • Ny reachtruck fra Jungheinrich

    Ny reachtruck fra Jungheinrich

    truck ›Med den nye ETV 4i, der har en lastekapacitet på 1,4 til 2,5 ton, lancerer Jungheinrich en kraftfuld reachtruck, der er gennemgående designet med henblik på maksimal produktivitet. Kunderne har kunnet bestille den nye reachtruck fra den 1. september 2026