Konkurs i transportfirma rammer op mod 100 medarbejdere
Vognmandsfirmaet John Maj A/S i Nakskov er gået konkurs. Virksomheden, der blev etableret for 37 år siden og har været aktiv på en række områder, har kørt med underskud de seneste år
- Men jeg kan da heldigvis sige, at alle medarbejdere får deres løn, feriepenge, opsigelse med mere. Ellers har jeg ikke så mange kommentarer lige nu, siger John Maj til Folketidende.dk.Han siger vdere, at der bliver kæmpet hårdt for at finde løsninger, så flest muligt af medarbejderne eventuelt kan fortsætte i en anden konstruktion og under et nyt ejerskab.
Ifølge Folketidende.dk er der forhandlinger i gang blandt andet med Sax-Trans A/S i Sakskøbing om mulighederne for, at det kan overtage dele af John Majs hidtidige forretning.
John Maj A/S havde efter regnskabsåret 2014 et underskud på 2,1 millioner kroner efter skat. I de forudgående år var resultaterne underskud på 531.000 kroner, 447.000 kroner og 37.000 kroner efter skat.
Balancen efter 2014 var på 45.930.000 kroner, mens egenkapitalen var på 2.114.000 kroner. I 2011 var balancen 15.553.000 kroner, mens egenkapitalen var på 3.282.000 kroner. Det viser et fald i soliditetsgraden fra 21 procent i 2011 til 4,6 i 2014.
transportnyhederne.dk