Ny portal samler fynske robot-jobs
Robot- og automationsvirksomhederne i Odense forventer kraftig vækst i de kommende år – 800 nye job forventes opslået i løbet af i år og næste år, og jagten på de gode hoveder og hænder er i fuld gang
Men kendskabet til de mange spændende og erfarne odenseanske virksomheder er beskedent. Derfor lancerer klyngeorganisationen Odense Robotics nu en Odense Robotics Job Bank, hvor kandidater kan få et samlet overblik over de opslåede job, der findes blandt klyngen af virksomheder i Odense.
- Vi har spurgt virksomhederne i klyngen, hvad de oplever som den største udfordring for at følge med den efterspørgsel på automatiseringsløsninger, de oplever i disse år. Og svaret var entydigt: De mangler folk – både højtuddannede udviklingsingeniører, sælgere og faglærte teknikere. Den udfordring har vi taget op og samlet de opslåede job i den nye jobportal.
- Med denne form for samlet markedsføring, bliver det mere synligt, at der er et meget attraktivt jobmarked her på Fyn – og det bliver lettere for interesserede jobsøgende faktisk at finde disse jobs, fortæller Mikkel Christoffersen, forretningschef i klyngeorganisationen Odense Robotics, som er en del af Udvikling Fyn.
Ingeniørmangel kan hæmme vækst
En af de virksomheder, der søger medarbejdere lige nu er Jorgensen Engineering, en stor spiller på det globale marked, der specialiserer sig i komplette håndteringsløsninger til alle former for emballager i bl.a. fødevare- og pharmaindustrien.
- Vi oplever så stor efterspørgsel på det internationale marked i øjeblikket, at vi kan komme i en situation, hvor vi bliver nødt til at sige nej til ordrer – simpelthen fordi vi ikke kan være sikre på at kunne skaffe de folk, vi skal bruge. Derfor er det en rigtig god ide med en fælles robot-jobbank, som kan hjælpe med at synliggøre os udadtil. Og selv om mange af virksomhederne her i området søger samme type medarbejdere, er det jo i vores fælles interesse at få nye medarbejdere hertil, frem for at kæmpe om dem, vi allerede har, siger Jens Nyeng, direktør for Jorgensen Engineering, som lige nu søger fem nye medarbejdere – fire ingeniører og en tekniker.
En analyse, lavet i april for Odense Robotics viste, at de fynske virksomheder er vokset med 500 nye medarbejdere det seneste år, og det forventes at 500 nye stillinger vil være ledige det kommende år, heraf ca. 350 højtuddannede. Lige nu står 300 stillinger ledige i robotklyngen.
Odense Robotics Job Bank lanceres i forbindelse med en jobmesse, som afholdes i København på søndag den 4. september i DJØFs lokaler i Gothersgade.
Jobmessen er arrangeret af den syddanske organisation work-live-stay, som har til formål at tiltrække og fastholde talentfulde kandidater til syddanske vækstvirksomheder. Så for én dag rykker Syddanmark til København.
Foruden Odense Robotics udstiller også kendte syddanske virksomheder som LEGO, Danfoss, Linak og Universal Robots. Messen er målrettet medlemmer af de akademiske faglige organisationer og de 12 ’udflyttende’ statslige styrelser.
Og formålet er selvfølgelig at skabe kendskab til de mange muligheder, der er for at gøre karriere i en landsdel, hvor der også er stor fokus på balancen mellem det gode arbejds- familie og fritidsliv.
Der er pt. over 40 jobopslag på Odense Robotics Job Bank, og der vil løbende komme flere.
-hawin