Havnen er kommet ind under huden
Henrik Carstensen tiltrådte stillingen som ny direktør i Grenaa Havn den 1. december 2015, og efter fem måneder i direktørstolen løfter han lidt af sløret for den kurs, Grenaa Havn udstikker for fremtiden
Af Hans WindeløvDe første 100 dage deltog han i over 120 møder med mange af de aktører, der har berøring med havnen. Han har været i kontakt med alle lige fra personalet på havnekontoret til de lokale og regionale politikere, eksisterende og kommende kunder, samarbejdspartnere, bestyrelsesmedlemmer og medarbejderne på havnen, ligesom han også har fået en snak med mange af de folk og firmaer, som benytter havnen, og dermed både har fået en tæt dialog med medarbejdere i transport- speditions- og rederivirksomheder og med besøgende på havnen, som også tæller borgerne i Grenaa.
- Alle møder og samtaler og alle de indtryk, jeg har fået af havnen siden min tiltrædelse, har bidraget til, at jeg virkelig har fået havnen ind under huden, siger Henrik Carstensen.
Klar med kortsigtet udvikling
Næste skridt er at få lagt en konkret strategi for den mere kortsigtede udvikling af havnen og de mange projekter, der er mulige at søsætte.
De langsigtede perspektiver er beskrevet i Masterplan 2030. Planen ridser målsætningerne op for blandt andet udvidelse af kajanlæg, forøgelse af vanddybde, udvidelse af både de kajnære erhvervsarealer samt arealerne i baglandet, ligesom infrastruktur og arbejdet med forbedringer af omfartsvejnettet hører med her.
Henrik Carstensen har da også allerede dannet sig et billede af nogle af de forretningsområder, hvor der er muligheder for at tiltrække nye kunder og skabe vækst for havnen.
- Grenaa Havn er en meget alsidig havn, som samtidig har nogle stærke ben at stå på. Vi er eksperter i både bulk, færgetrafik, ro-ro, off-shore i forbindelse med havvindmølleprojekter og servicering af vindmølleparker. Ligeledes rummer vore arealer i baglandet en del virksomheder, som ønsker, at deres lagre og terminaler ligger i tæt forbindelse til havnen. Det er et område, vi løbende udvikler, og her ligger de komercielle interesser lige for, både for os og for de virksomheder, der ønsker at optimere deres logistikprocesser, siger Henrik Carstensen, der selv har 32 års erfaring i logistikbranchen.
Udviling i samarbejde med kunderne
Som han forklarer, er det vigtigt, at de services, faciliteter og arealer, som havnen råder over, løbende bliver udviklet samtidig med, at medarbejderstaben hele tiden optimerer deres kompetencer.
- Vi udvikler os naturligvis i takt med, at kundernes behov opstår. Og selv om vi faktisk er gode til at forudse hvad vej, de komercielle trends går, sker en del af udviklingen i forlængelse af den dialog, vi har med både kunder, samarbejdspartnere, myndigheder og det politiske bagland. Sådan har det jo historisk set været på havnen i mange år nu.
- Og når der er styr på tingene, betyder det, at vi hurtigt er i stand til at omstille os til nye kunder og deres krav og behov. Sammenholdt med vores beliggenhed ved den blå motorvej bliver Grenaa Havn da også mere og mere attraktiv i rigtig mange sammenhænge, forklarer Henrik Carstensen.
Et af de områder, han har i kikkerten, er dekommissionering af borerigge. Som han forklarer, ligger der godt og vel 500 rigge i Nordsøen. Inden for en kort årrække trænger en stor del af dem til enten at blive skrottet helt eller at blive serviceret og gennemrenoveret.
Lave oliepriser og dekommissionering
- Med vores store vanddybde i Grenaa Havn er vi rent praktisk i stand til at byde ind på opgaverne og få slæbt riggene ind i havnen. At vi så også både har de virksomheder, de services og faciliteter tilknyttet havnen, som er vigtige for at få en hurtig og høj kvalitet i arbejdet med riggene, er altså også interessant for de mange selskaber, der ejer dem. På grund af lave oliepriser og deraf følgende lavere aktivitet på felterne overvejer mange selskaber netop i disse tider at få skrottet eller renoveret deres rigge og materiel.
- Så de er klar og helt optimalt kørende, når priserne og aktiviteterne atter stiger, og man eventuelt har fundet nye felter. Her ligger der ordrer i omegnen af 40 til 50 milliarder kroner. På lignende vis har vi vist, at vi er en professionel samarbejdspartner for aktørerne i havvindmøllesektoren. Derfor byder vi også ind på de fremtidige projekter, som ligger i støbeskeen rundt omkring i danske og udenlandske farvande, siger Henrik Carstensen.
Efter sine første fem måneder i chefstolen føler han sig godt rustet til udfordringerne. Så godt at han i juni fremlægger en ny forretningsplan og en tilrettet strategi over for bestyrelsen i havnen. Herefter satser han på, at man kan gå målrettet i gang med at bearbejde de forskellige interessante kundemarkeder.
-hawin