Bæredygtighed giver også kontant bonus

Bæredygtighed giver også kontant bonus

Med24 sender hvert år en million pakker af sted fra lagrene. Og det skarpe fokus på optimering af emballage og arbejdsprocesser sikrer både en grøn profil og en god forretning for den voksende e-virksomhed i Løkken

Af Lisbeth Petersen

Når kunderne i Danmark, Norge og Sverige modtager deres ordrer på vitaminpiller, solcreme og loppemiddel til vovsen åbner de en FSC certificeret papkasse helt uden – eller med minimalt – luftindhold, der matcher indholdet i størrelsen. Eventuelt pakkefyld er af genbrugspapir, som også bruges som beskyttende indpakning af sarte produkter, og det hele pakken er forseglet med genanvendelig tape af PP-folie.

Den gennemførte, miljøvenlige emballagelinje blev fuldt integreret hos Med24 for et halvt år siden, men helt fra starten, har e-virksomheden i Løkken haft skarpt fokus på optimering af emballage og dermed også på pakkeprocesser og forsendelse.

- Før bæredygtighedsdagsordenen for alvor slog igennem, var det mere en omkostningsstrategi for os. Vi er en volumenforretning i stærk konkurrence, så vi har hele tiden været meget opmærksomme på, hvordan vi har kunnet minimere omkostningerne, fortæller Med24’s direktør, Nils Træholt.

Fra udhus til international virksomhed
Han og barndomsvennen fra Løkken, Kristian Brinckmann var egentlig godt satte som henholdsvis E-commerce Manager hos Danfoss både på Als og i USA og advokat i Aarhus.

 Nils Træholt og Kristian Brinckmann

De havde dog et sideløbende, fælles hobbyprojekt med mindre netbutikker, og et ønske om at etablere et online apotek, når farmaceuternes monopol blev ophævet. Det skete så bare aldrig i Danmark. Til gengæld fortsatte de to venner samarbejdet, sagde de faste stillinger op og flyttede med familierne tilbage til Løkken. Og i 2005 gik Med24 online med helse-, pleje- og kosmetikprodukter mm. fra et udhus og en garage i privatbeboelserne.

I dag er der 72 fastansatte medarbejdere i virksomheden, som for længst er flyttet hjemmefra. Fysisk er den vokset ved knopskydning i Løkkens industrikvarter, og de norske og svenske kunder har fået deres egne handelsportaler. Her i sommer indvier Med24 et nyt 2000 kvadratmeter stort lager, og med dem er det samlede areal på 3300 kvadratmeter. Men der er også over 18000 forskellige produktnumre på hylderne, og i de travleste perioder bliver der sendt 5000 pakker ud af huset om dagen.

Kunderne klagede over plastikfyld
- Det kræver hastighed og en konstant opmærksomhed på proces. Smurfit kappa er vores hovedleverandør af emballage, og vi har et meget fint og tæt samarbejde med dem om udvikling og tilpasning, siger Nils Træholt, og tilføjer, at det i første omgang især var de norske og svenske kunder, som reagerede højlydt, hvis der var lidt bobleplast eller luftpuder i forsendelserne.

- Så skrev de til os, hvad vi dog bildte os ind at bruge plastik. Og da vi også selv ønskede en langt mere bæredygtig profil, har vi nu droppet plast, alle de steder, vi kunne komme til det. Og udover, at det er mere miljøvenligt, er det faktisk også godt for økonomien. Det genbrugspapir, vi bruger i stedet for plastfyldet, er både billigere og langt hurtigere at bruge i pakkeprocessen. Med de individuelt tilpassede papkasser pakker vi produkterne så lufttæt som muligt, og så har vi pludselig fundet både 3 øre på papiret og 3 øre på kassen. Da vi sender en million pakker om året, bliver det til en del, og samtidigt sparer vi jo også på transportomkostningerne. Vores mest anvendte transportfirma, DAO er en god samarbejdspartner, som også går vildt meget op i at minimere pakkestørrelserne så meget som muligt, fortæller Træholt.

Håndsprit og slankepulver på pallelager
I løbet af de seneste fem år har Med24 tredoblet sin bruttofortjeneste fra otte til 24 millioner kroner, og procesoptimeringen rummer også en øget automatisering. For fire år siden blev der installeret 10 Kardex Remstar lagerautomater i den Nordjyske virksomhed, og det betød både en hurtigere plukhastighed og en optimal udnyttelsen af højdemeter på lageret.

De nye 2000 kvadratmeter skal dog bruges til pallelager.

- Nogle af vores varer har simpelthen så hurtig omsætning, at de nærmest bare lige runder lageret, inden de er solgt. Så vi mangler gulvplads til paller, og nogle af de varer, vi hidtil har haft i lagerautomaterne, bliver flyttet over til pallelageret i stedet. Det gælder f.eks. lige pt. håndsprit, og hvert år efter jul er det slankepulveret, der ryger lige så hurtigt, som vi får det hjem fra leverandørerne, siger Nils Træholt.

Med udvidelsen bliver der også gearet op for den interne transport i form af bl.a. en ekstra truck og nyt rullebånds- og udsorteringsanlæg

Og i overvejelserne om fremtiden indgår investering i pluk- og pakkelinjer, der tilpasser emballagen individuelt til de enkelte forsendelser.

- Sådan en maskine koster to millioner kroner, så det er selvfølgelig en konstant afvejning af omsætning og omkostninger. Men det er en konstant proces hos os, og det er jo det spændende ved e-handel; der kommer hele tiden nye, spændende muligheder, understreger Nils Træholt.

Fakta om Med24
Ejet af stifterne Nils Træholt, Kristian Brinckmann og mindretalsaktionæren Egmont.

Leverer mærkevareprodukter i alt inden for helse, sundhed, kosmetik og en lang række fødevarer til private kunder, som regel inden for 24 timer.
Beskæftiger 72 faste medarbejdere plus en del unge studentermedarbejdere mv.
Kåret som EY Entrepreneur of the Year i Danmark 2019, og har været Børsen Gazellevirksomhed tre gange, senest i 2018.
Forventet omsætning i 2020: Over 300 mio.kr

 

29/6 2020
  • Over halvdelen af solgte varebiler kører på el

    Over halvdelen af solgte varebiler kører på el

    transport ›Salget af el-varevogne stiger fortsat og har nu overhalet dieselbiler, mens markedet for ellastbiler stadig halter efter. Det viser nyeste opgørelse fra Mobility Denmark
  • Første rul på den kommende Hillerødmotorvej

    Første rul på den kommende Hillerødmotorvej

    transport ›Fra natten mellem den 16. og 17. oktober bliver trafikken på en stor del af Hillerødmotorvejens forlængelse flyttet over på de nyanlagte spor til den kommende motorvej. Flytningen markerer dermed en stor milepæl for motorvejsudvidelsen
  • Transportemballage af genanvendt plast

    Transportemballage af genanvendt plast

    transport ›Brugte vandflasker udgør hovedingredienserne i Boxons Big Bags, som både er stærke og godkendt til fødevarekontakt
  • Lun levering i ny emballage

    Lun levering i ny emballage

    transport ›En pizzabakke af termoplastisk skum, der holder på varmen og samtidig fastholder fedt og madrester i emballagen, er Klöckner Pentaplasts nye løsning til takeaway og fastfoodlevering
  • Flere lastbiler på solenergi

    Flere lastbiler på solenergi

    transport ›PostNords har i et forsøgsår med 10 lastbiler vist store besparelser på både brændstof og udledning, så nu udvider virksomheden brugen af solceller
  • Københavns Lufthavn tester filtre mod luftforurening

    Københavns Lufthavn tester filtre mod luftforurening

    transport ›CPH Air Lab vil undersøge, om filtre kan fange ultrafine partikler midt i den travle flytrafik. Dermed udvider lufthavnen sin indsats fra at reducere udledninger til også at undersøge, om partikler kan fjernes fra luften
  • Første strækning med netto nul CO2-asfalt

    Første strækning med netto nul CO2-asfalt

    transport ›Peab Asfalt og Herning Kommune anlægger i øjeblikket en 2,9 kilometer lang asfaltstrækning på Sebbesandeve med bl.a. andet genbrugsasfalt, bioolie, grøn energi og elektriske maskiner
  • Hold banen fri for træer

    Hold banen fri for træer

    transport ›Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i forsinkelser og reparationer. Banedanmark opfordrer derfor naboer til jernbanen til at tjekke deres træer